Er kapitalismen for kompleks til, at vi kan forstå den – og skal vi overhovedet det? Findes der overhovedet noget at forstå?
Det er nogle af de spørgsmål, man som publikum står tilbage med efter at have set Ondskabens ansigt på Teatret Svalegangen i Aarhus.
Respekt for at teatret spiller nutidig dramatik, som sætter samtiden til debat. Det er der brug for!
Stykket er skrevet af den 39-årige tyske dramatiker Nis-Momme Stockmann direkte til Svalegangens to skuespillere, Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.
De to leverer en jætteindsats i stykket, som foregår i en elevator på kun tre kvadratmeter, hvor de opholder sig i to timer.
“Kapitalismekritik i en elevator”, kalder Svalegangen selv sit teaterstykke, og respekt for at teatret spiller nutidig dramatik, som sætter samtiden til debat. Det er der brug for!
Krise i våbenfirmaet
Hr. Blå og hr. Sort er ansat i et våbenfirma, som angiveligt er i krise. Vi møder dem, da de en sen aften træder ind i en elevator på vej til et hastemøde på 85. etage. Den ene medbringer en mappe med vigtige papirer, som skal overbringes til ledelsen.
Hvorfor de to er indkaldt personligt, ved de ikke. Skal de fyres eller forfremmes? Og hvad er det for noget med en krise?
Skyldes krisen måske, at der er udsigt til fred i Sudan – for hvem skal så købe våbnene?
Og hvorfor er der demonstranter foran indgangen? Og politibiler? Og hvad er det for nogle vigtige dokumenter, som de medbringer?
Der er masser af spørgsmål, men elevatoren går i stå halvvejs, så vi får aldrig svarene. Da det er helligdag, er højhuset tomt, og ingen kommer de to til hjælp. I stedet bliver vi vidne til et eksistentielt opgør – i sidste ende på liv og død – mellem Blå og Sort, da de aldrig lykkes med at arbejde sammen om at få hjælp.
Det er grotesk, dramatisk og ind imellem ret morsomt, men også tragisk. Og efter en nat i elevatoren ender Blå og Sort med at være indsmurt i både lort og blod.
Ingen konklusioner
Kirstine Hedrup er stykkets fortæller, som engang var “en ung og ekstremt venstreorienteret forfatter”. Hun guider os og og leverer en indledende “talk” om kapitalisme med masser af facts, som ikke stikker noget under bordet.
Kapitalismen er dramatisk, stigende ulighed, overforbrug af kloden, flygtningekrise, beskidte forretninger som kaldes grønne og så videre. Ord, ord, ord, men hvem gider lytte? Og må morgendagen stå i vejen for i dag?
Der bliver sat mange emner til debat i Ondskabens ansigt, men der leveres ikke mange konklusioner endsige forsøg på konklusioner. Kapitalismen er for kompleks.
Ingen alternativer
Ondskabens ansigt hedder stykket, angiveligt fordi vi som mennesker gerne vil sætte et ansigt på noget, vi kritiserer. Og fordi vi alle er en del af det kapitalistiske system.
– Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Den er overalt. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt, udtaler stykkets instruktør, Per Smedegaard.
Så på trods af, at der tales om et “kapitalistisk system”, ender det alligevel med at handle om relationer mellem mennesker. Måske derfor er diskussionen om alternativer til kapitalismen helt fraværende. Og det er ubetinget min største anke.
Men hatten af for, at kapitalismen trods alt sættes til debat. Mere af det!
Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen i Aarhus
Tekst: Nis-Momme Stockmann
Instruktion: Per Smedegaard
Scenografi: Lisbeth Burian
Spiller til den 20. maj 2021.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.