Er det kun en forstenet parlamentarisk venstrefløj, som anno 2021 kan tro på, at strejken kan ændre noget som helst?
Det spørgsmål vil kunsthistorikeren Mikkel Bolt og filosoffen Dominique Routhier besvare med bogen Strejke, som er første bind i serien ‘Repræsentationskritik”, som udgives på forlaget Antipyrine.
Ud over forfatternes egen indledning består den lille lommevenlige, lyserøde paperback af tekster af Rosa Luxemburg, Gayatri Chakravorty Spivak og Claire Fontaine.
“Meget taler for, at strejken ikke blot har udlevet sin rolle som revolutionær strategi, men har mistet sin betydning som forhandlingsmiddel i kampen mellem arbejde og kapital”, lyder det indledningsvist, før vi sendes på en udflugt til Rosa Luxemburgs udledninger af begivenhederne under den russiske 1905-revolution med teksten ‘Massestrejke, parti og fagforeninger’ fra 1906.
Læs også
Her får vi diskuteret spontanitet overfor skematisme og blind tro på partiets og fagforeningstoppens kontrol over massernes kampgejst:
“Revolutionen er, også når proletariatet med Socialdemokratiet i spidsen spiller den ledende rolle, ikke en manøvre på åben mark, men den er en kamp midt i en uophørlig kvasen, ændring og forskydning af det sociale fundament”, og den ukontrollable spontanitet hos masserne skyldes ikke deres mangel på marxistisk skoling men det faktum, at “revolutioner ikke lader sig underkaste nogen skolemester”.
“Der lader hverken skabe nogen revolution eller nogen massestrejke med udgangspunkt i den psykologi, man kan finde hos en fagforeningsmand, som ikke går med til nogen arbejdsnedlæggelse 1. maj, hvis ikke han på forhånd er sikret en bestemt understøttelse i tilfælde af, at der bliver skredet ind over for ham. Men det er netop i den revolutionære periodes storm, at selv proletaren forvandler sig fra den omsorgsfulde familiefar med krav om understøttelse til en ‘revolutionsromantiker’ for hvem endog det højeste gode, nemlig livet, for slet ikke at tale om den materielle bekvemmelighed kun besidder ringe værdi sammenlignet med kampidealerne.”
Rosa Luxemburg er altid et besøg værd, hvis man spørger mig. En korrekt forståelse af teksten kræver dog et forholdsvis godt kendskab til den samtid – og de polemikker – forfatteren skrev ind i, for slet ikke at tale om tiden efter teksten, både hvad angår udviklingen i Rusland og Luxemburgs videre virke, frem til sin alt for tidlige død 15. januar 1919.
Den menneskelige strejke
Herefter intruduceres vi for en tekst fra 2014 af litteraturteoretiker, forfatter og professor ved Columbia University i New York, Gayatri Chakravorty Spivak, ved navn ‘Generalstrejke’.
Med Spivaks ord får vi her “en redegørelse for generalstrejken som europæisk fænomen og som genstand for en marxistisk fortolkning”.
For mig at se er der i højere grad tale om en meget kortfattet og noget rodet tekst. Den efterlader et indtryk af en skribent, der omringet af tykke kloge bøger – og gode intentioner – kun i begrænset omfang beskæftiger sig med arbejderklassens virkelighed. I hvert fald forstår denne læser ikke, hvad teksten skal bidrage til.
Herefter bevæger vi os til en tekst fra 2019 med navnet ‘Den menneskelige strejke er allerede begyndt’, forfattet af den konceptuelle kunstner Claire Fontaine.
“Den menneskelige strejke retter sig imod de økonomiske, affektive, seksuelle og emotionelle aspekter af tilværelsen. Den tilbyder et svar på spørgsmålet: ‘Hvordan kan man blive noget andet, end det man er?’ Den er ikke en social bevægelse, selvom den kan udvikle sig og vokse sig stærkere i – og sommetider også mod – sociale uroligheder og opstande.”
“Den menneskelige strejke kan være en revolte i en revolte, et brændende overskud af energi eller en artikuleret afvisning af enhver form for arbejde, alt afhængig af situationen.”
Den menneskelige strejke er “en måde at skabe et øjeblik, som kun er opfyldt af forventninger, projiceringer, håb”.
Meget lidt brugbar
Teksten er egentlig ganske smuk, omend nok ubrugelig for det store flertal. Men tekster skal jo heller ikke altid være brugbare for alle, og som “masseproduceret kunstnerbog om de historiske og aktuelle repræsentationer af strejken” er der ikke noget i vejen med at bringe flotte tekster, alene fordi de er smukke. Derudover kan jeg naturligvis ikke udelukke, at teksten for nogle kan være meningsgivende og inspirerende. Meget kollektiv handling lægges der dog ikke op til, for mig at se…
Bogen indeholder ingen nutidige tekster om strejken som våben i dag, endsige om de særlige problemer som strejkevåbnet udgør for den voksende del af arbejderklassen, som står uden for fagbevægelsens beskyttelse, og hvor kampskridt individualiseres som følge blandt andet af fremmedgørelse fra arbejderidentiteten med etiketten selvstændig og på grund af nye måder at organisere arbejdet på.
Bortset fra Luxemburgs tekst og de indledende ord fra Mikkel Bolt og Dominique Routhier bevæger vi os i luftlag, hvor almindelige arbejderes kamp for rettigheder og bedre forhold ikke eksisterer – eller i hvert fald ikke er værd at beskæftige sig med.
Alt i alt er den lille bog om strejken ikke et indspark, som jeg vil anbefale faglige aktivister og klassekæmpere at bruge tid på, medmindre de har brug for adspredelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt strejken kan ændre noget som helst, besvares aldrig og forsøges efter min mening heller ikke for alvor belyst.
Alt i alt lidt af en skuffelse.
Læs også
Strejke
Mikkel Bolt & Dominique Routhier
Antipyrine, 2021
160 sider, 160 kr.
Bogen kan købes her
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
