Jens-Peter Bondes (1948-2021) selvbiografi er udgivet posthumt. Han var kendt som den dansker, som har siddet længst i EU-parlamentet.
Hans selvbiografi er ikke kun en beskrivelse af Bondes liv og levned, men lige så meget en beskrivelse af udviklingen af EU fra den spæde start i 1950 med den franske udenrigsminister Schumans forslag om at oprette en europæisk Kul- og Stålunion og til den nuværende politiske union med parlament, ”præsident” og udenrigsminister.
Jens-Peter Bonde, JPB, har fulgt denne udvikling og været en del af den helt tilbage i 1960’erne og frem til sin død i april 2021. Det fylder selvfølgelig meget i hans bog på små 700 sider. Men som han skriver, så er lige så mange sider sorteret fra.
Der bliver givet et dybtgående indblik i, hvordan EU fungerer, hvilken indflydelse EU-parlamentet har, og hvilke politikområder Unionen har kastet sig over.
Trods det sidder man tilbage med en bog, der i beskrivelsen af arbejdet i EU og EU-parlamentet graver sig ned i detaljen. Og man kan som læser let miste overblikket. Det er på den ene side en af bogens svagheder. Men også en af dens styrker: Der bliver givet et dybtgående indblik i, hvordan EU fungerer, hvilken indflydelse EU-parlamentet har, og hvilke politikområder Unionen har kastet sig over.
Fra modstander til reformator
JPB beskriver sin egen politiske udvikling ”fra EU-modstander til demokratisk reformator”, som er bogens undertitel.
Ud over fortællinger fra hans arbejde i EU-parlamentet og på de bonede gulve, så er en del af bogen helliget beskrivelse af dannelsen og udviklingen af Folkebevægelsen mod EU og senere dannelsen af Junibevægelsen frem til dens nedlæggelse. Disse afsnit er yderst interessante for en, som mere eller mindre har været med i EU-modstanden fra 1972 til i dag.
Når man læser beskrivelse af splittelsen af Folkebevægelsen mod EU og dannelse af Junibevægelsen i 1992 og 1993, så må man dog holde sig for øje, at det er Bondes subjektive vurderinger.
Lad mig dykke lidt ned i disse dele af bogen.
Folkebevægelsen blev oprettet trods modstand
Det er interessant at læse om udviklingen af den danske EU-modstand og modstandsbevægelsen op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om dansk EF/EU- medlemskab.
Vi hører om, hvordan de mange forskellige modstandsgrupper blev samlet i Folkebevægelsen mod EU så sent som i april 1972. Det er også historien om de uenigheder, som der fandtes i bevægelsens start.
Ib Nørlund fra DKP var modstander af oprettelsen af en egentlig organisation. Han ønskede i stedet at bevare den mere løse organisation Fællesudvalget som et koordinationsudvalg. Samme holdning havde den radikale Poul Overgaard Nielsen. Deres begrundelse beskriver JPB som ”Den (Fællesudvalget) kunne lettere styres af de tilsluttede politiske partier”.
Andre ønskede dog oprettelse af en folkebevægelse efter norsk forbillede. Det var blandt anden Knud P. Petersen fra Dansk Samling. Men nok så vigtigt var der bred lokal opbakning til oprettelsen af Folkebevægelsen: ”Vi var 600 deltagere til det stiftende landsmøde i Odense. Vi repræsenterede 25 landsdækkende organisationer og 150 lokalkomiteer. Bevægelsen var vokset op fra neden”, skriver Jens Peter Bonde.
Valg til EU-parlamentet
EU-parlamentet var oprindeligt udpeget af de nationale parlamenter. Det blev ændret i 1979, hvor der blev indført direkte valg af medlemmerne i de enkelte medlemslande. Det direkte valg til parlamentet kunne kun ses som et af flere integrationsskridt i EU. Danmark var i første omgang modstander af de direkte valg, men vendte på en tallerken og støttede initiativet.
Det rejste en debat i Folkebevægelsen og førte til en politisk kamp, som forløb over flere år. Spørgsmålet var, om Folkebevægelsen skulle stille op til parlamentsvalget, eller det skulle boykottes?
Det maoistisk Kommunistisk Arbejderparti førte an i boykotbevægelsen i samarbejde med Knud P. Petersen fra Dansk Samling og forfatteren Carl Scharnberg. Et enigt forretningsudvalg i Folkebevægelsen støttede en opstilling, og Bondes argument var, at ”det sikre resultat af en boykot vil blive, at EU-tilhængerne sætter sig på samtlige danske pladser!”
På Folkebevægelsens landsmøde i december 1977 blev det vedtaget at stille op med 151 stemmer for og 21 imod. Trods dette nederlag fortsatte boykotterne deres arbejde med lokale komiteer og aktiviteter op til valget i 1979, men som JPB skriver: ”Boykotbevægelsen kostede os dyrebare stemmer og aktivister. Den sygnede dog hurtigt hen efter det første valg til Europa-Parlamentet i 1979. Siden har ingen hørt om deres aktive boykot.”
Der var også uenighed om, hvordan Folkebevægelsen og modstanderpartierne skulle opstille. SF, Retsforbundet og VS ønskede at opstille egne partilister. DKP ønskede ikke at opstille som parti. Kompromiset blev, at DKP måtte afstå fra at få kendte kommunister på Folkebevægelsens liste. Og Folkebevægelsen indgik i et valgforbund med de tre partier, som opstillede.
Fire medlemmer valgt til EU-parlamentet
Næste opgave blev at indsamle de godt 60.000 underskrifter, som der var krav om, hvis man ikke var repræsenteret i Folketinget. En kampagne blev sat i gang. Mange gode kræfter kastede sig ud i det store arbejde. Der blev relativt hurtigt indsamlet 125.000 underskrifter. Ekstra Bladet støttede underskriftindsamlingen.
JPB skriver: ”Vi fik også Ekstra Bladet til at deltage i kampagnen for at samle underskrifter. Avisen skaffede 13.000 underskrifter på blanketter i avisen, men hjalp frem for alt med at gøde grunden for vores aktivister på arbejdspladserne. De skrev EF-kritiske artikler hver dag under deres kampagne.”
”De kommunistiske aktivister i Folkebevægelsen indsamlede langt de fleste underskrifter. Jeg indsamlede selv flere tusinde og lærte dermed vælgerne at kende meget bedre end partiernes kandidater. De var ikke tvunget til de mange samtaler med vælgerne før valget”, skriver JPB, som på daværende tidspunkt var medlem af DKP.
Som bekendt blev valget en succes for Folkebevægelsen, som fik valgt fire medlemmer til EU-parlamentet, herunder Jens Peter Bonde.
Sammenbrud i Øst 1989
Et af de mest interessante kapitler i bogen hedder ”Ballade i bevægelsen”. Sammen med de efterfølgende kapitler beskrives her perioden fra EU-parlamentsvalget i 1989 over folkeafstemningen om Maastricht-traktaten til oprettelsen af Junibevægelsen.
Kapitlet indledes således: ”Valget til Europa-Parlamentet i juni 1989 nåede lige akkurat at finde sted, før Europa-kortet blev ændret fundamentalt. Vi klarede skærene og holdt vore fire mandater i Bruxelles og Strasbourg. Så gik det ekstremt hurtigt med forandringerne i Europa.”
”Sammenbruddet i Øst gav os også en historisk chance for at samle hele Europa på tværs af den kolde krig.”
Og det fik konsekvenser og ”måtte give ballade i både DKP og Folkebevægelsen mod EF og ende med splittelse begge steder. Sammenbruddet medvirkede også til fødslen af noget nyt: ”Danmark ’92”, som ikke tog stilling til EF-medlemskabet, og siden JuniBevægelsen, som også henvendte sig til EF-tilhængere, der ikke ville Union”.
Og så var banen kridtet op for endnu en politisk kamp i Folkebevægelsen.
JPB’s gennemgang af det, der skete i perioden fra 1989 til 1993, er meget detaljeret og indeholder en del citater fra de papirer, som han og andre udarbejdede i den periode med analyser af situationen og bud på fremtiden.
Aktivister i opløsning
I hans papir “Stof til eftertanke” fra februar 1990 beskrives de udfordringer, som EU-modstanden stod i. På den ene side et EU der var på vej mod en egentlig union med blandt andet fælles mønt, på den anden side en EU modstand der var svækket:
”Det sprudlende liv fra 1979 er væk. Den organiserede sprudling fra 1984-valgkampen er væk. I 1989 kunne der slet ikke samles ind til Folkebevægelsens valgkamp. Hele valgkampen blev finansieret af EF og Bikuben. (Vores kassekredit).”
Kun med nød og næppe beholdt bevægelsen de fire mandater. Op til valgkampen trak tidligere faste støtter sig, og de ellers åbne fagforeningskasser blev lukket. Og den nok så vigtige faktor til den interne svækkelse var, at ”rygraden i Folkebevægelsen – de kommunistiske aktivister – var i indre opløsning efter Murens Fald.”
Folkebevægelsen levede et liv i et minefelt. En af minerne blev kastet af Ib Christensen, der var medlem af Retsforbundet og en af bevægelsens fire parlamentsmedlemmer. I august 1991 sendte han et personligt og fortroligt brev på otte sider til en række personer i Folkebevægelsen. Trods dets fortrolige karakter endte det i Information. Hans brev havde titlen ”Marxisterne og os andre – Notat om tendenser i Folkebevægelsen”.
Ib Christensen så to hovedtendenser. JPB beskriver det således: ”Han fandt to hovedtendenser. Den ene ville bevare Folkebevægelsen som en tværpolitisk bevægelse, der sigtede på at komme ud af EF. Den anden ville ”dreje bevægelsen i en bestemt ideologisk og partipolitisk retning”. – ”Den første retning repræsenteres af komiteerne, af Retsforbundet, Fælles Kurs, De Grønne, DKP (ML), Kommunistisk Forum. Den anden retning repræsenteres af SF og DKP.”
En splittet Folkebevægelse op til afstemningen i ’92
Folkebevægelsens landsmøde i august 1991 blev for JPB en gyser. Op til mødet havde forretningsudvalget forkastet hans forslag til ændringer i beretningen.
Han skriver: ”Jeg var ikke selv til mødet, men havde lavet et udkast om at nedtone ud af EF. At prøve at få det bedst mulige ud af EF var et fyord i bevægelsen, som stadig ville ud. Jeg indså, at vi måtte skabe en meget bredere bevægelse for at kunne vinde over de Unionsplaner, som jeg vidste, var på vej”.
Landsmødet havde lidt karakter af remis. Landsmødet vedtog, at bevægelsen stadig havde ”Ud af EU” som endemål. Men også en accept af at vi var i EU, og den næste folkeafstemning ikke drejede sig om medlemskabet men alene unionsplanerne, som var resultatet af Maastricht-traktaten.
JPB beskriver situationen på landsmødet således: ”De to hovedlinjer tørnede sammen som aldrig før. Konflikten mellem den rene EF-modstand og den bredere Unionsmodstand blev krydset med en gammel konflikt i DKP mellem Ole Sohns fornyere og ”gammelkommunisterne”. Sådan havde medierne delvist berettiget navngivet repræsentanterne for Kommunistisk Forum, Fælles Kurs og DKP/ML.”
Det var den diskussion, som der var i Folkebevægelsen de følgende måneder (og år). Men diskussionen blev nedprioriteret, da de fælles kræfter blev brugt på forberedelsen af den kommende folkeafstemning. Det skulle ske med dannelse af en helt ny bevægelse også med EU-tilhængere, som skulle sikre et nej ved folkeafstemningen.
JPB opsummerer situationen i Folkebevægelsen og EU-modstanden fra slutningen af 1980’erne og ind 1990’erne således:
”Folkebevægelsens aktion for at få EF-modstandere i Folketinget i 1990 var slået fejl. EF-modstandernes avis Det ny Notat var gået i betalingsstandsning i 1987 med sit trykkeri og slikkede stadig sårene. DKP var gået i opløsning. Folkebevægelsen var delt i to hidsigt stridende fraktioner. Splittelsen var slået ud i lys lue på landsmødet i Holbæk i 1991. Vi lå ned, da vi skulle i kamp. Ville vi nå at rejse os, før kampen var forbi? Det nye måtte startes uden mig og andre Folkebevægelsesfolk i front. Vi var stadig mod Danmarks EF-medlemskab, vi anså blot ikke kampen for realistisk. Vore ansigter vidnede om fortiden. Vi måtte have folk i spidsen, som havde stemt Ja til EF, men nu var imod det næste skridt med Unionen. Det nye voksede frem, men bestemt ikke helt af sig selv. Fornyerne i Folkebevægelsen var med diskret fra sidelinjen, da den nye bevægelse blev designet og født til at kæmpe i den næste folkeafstemning. Ville den lykkes? Den ny bevægelse blev døbt ‘Danmark ’92’”
Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten. Et nej som ændrede Europa, som JPB beskriver det. Hele optakten til afstemningen og selve valgkampen er (også) detaljeret beskrevet. Jeg vil overlade det til læserne selv at læse det.
Efter folkeafstemningen fortsatte slagsmålet i Folkebevægelsen og endte med en egentlig splittelse og oprettelsen af Junibevægelsen i august 1992.
Junibevægelsens storhed
Til trods for at JPB var en af initiativtagerne til Junibevægelsen, så forblev han og de øvrige EU-parlamentsmedlemmer i Folkebevægelsen. Det endelig brud kom på Folkebevægelsens landsmøde i september 1992 i Sønderborg.
Junibevægelsen holdt sit første landsmøde i november 1992. Her blev det besluttet at stille op til EU-parlamentsvalget i 1994. Og tre af Folkebevægelsens fire parlamentsmedlemmer repræsenterede nu Junibevægelsen.
JPB beskriver forskellen på Folkebevægelsen og Junibevægelsen på følgende måde: ”JuniBevægelsen ville ikke som Folkebevægelsen have Danmark ud af EU. Vores mål var på en måde mere vidtgående: Vi ville have hele det udemokratiske EU ud af Europa.”
Junibevægelsen første store politiske opgave var kampagnen for et nej ved folkeafstemningen om Edinburghtraktaten den 18. maj 1993. Eller som JPB betragtede det: Et omvalg til Maastricht-traktaten. Det var ”bare” afstemning om de fire undtagelser. Det blev et ja.
Junibevægelsens næste opgave var indsamlingen af underskrifter for at opstille til EU-parlamentet.
JPB beskriver det på følgende måde: ”Vi måtte lave en kraftanstrengelse for at nå de 70.000 underskrifter, vi skønnede, vi måtte have for at sikre godkendelse. Her mærkede vi forskellen til tiden i Folkebevægelsen, hvor de kommunistiske aktivister havde indsamlet over 100.000 af de 125.000 indsamlede underskrifter. Vi havde ingen småpartier med super-aktive medlemmer, som skulle være fortrop i JuniBevægelsen. Vi havde flere lærere, præster og anden middelstand og kun få, der var vant til at agitere på veje og stræder, uddannelsessteder og arbejdspladser.”
Trods dette handicap lykkedes det bevægelsen at samle små 70.000 underskrifter og blive opstillingsberettiget.
Ved valget i juni 1994 blev Jens-Peter Bonde genvalgt til Parlamentet sammen med Ulla Sandbæk fra Junibevægelsen.
… og fald
Fem år senere lykkedes det Junibevægelsen at få tre mandater på bekostning af Folkebevægelsen, som kun fik Ole Krarup valgt. Men i 2004 fik Junibevægelsen et katastrofevalg. Kun JPB blev valgt.
”Nyrup banker Junibevægelsen” er overskriften over det kapitel, som beskriver valgkampen og valget i 2004. Den tidligere statsminister Poul Nyrup fik mange stemmer fra tidligere Junifolk. Men samtidig beskriver JPB, at Junibevægelsen var i krise. Fra en stor organisation med over 6.000 medlemmer og kontaktpersoner i stort set alle kommuner gik det ned ad bakke, og situationen i 2004 var med JPB’s ord: ”Men langsomt blev JuniBevægelsen forvandlet til et hoved uden krop. Vi savnede den lokale tilstedeværelse”.
Det skinner også igennem, at en vis uenighed ulmer internt i Junibevægelsen. Uenighederne beskrives blandt andet således: ”(Om) vi skulle fortsætte min og flertallets pragmatiske reformlinje eller slå ind på en mere fundamentalistisk kurs i stil med Folkebevægelsen mod EU?” Konflikten endte med, at flere ledelsesmedlemmer trak sig.
JPB trak sig fra Parlamentet i 2008 og overlod pladsen til Hanne Dahl. Det lykkedes ikke at få genvalgt hende ved valget året efter:
”JuniBevægelsens øverste ledelse besluttede omgående at nedlægge bevægelsen og meddele det allerede på valgnatten. Det var ikke diskuteret med bevægelsens medlemmer på et landsmøde. Det var ikke et godt eksempel på den form for åbenhed, nærhed og demokrati, vi prædikede for EU. Men der var vel ikke andet at gøre. Det var vælgernes dom.”
Gjorde Bonde en forskel?
Jens Peter Bonde havde en vision om at ændre EU. Hvad er hans vurdering af, om det er lykkedes for ham?
Han skriver selv: ”Af nederlagene og fiaskoerne blev jeg klogere. Alligevel er meget også lykkedes. Vi har faktisk sat ganske mange fingeraftryk i EU. Når jeg nu ser tilbage, er det ikke svært at se, danske EU-modstandere var med til at gøre en forskel. Især da nogle af os blev konstruktive kritikere og virkede i hele Europa i stedet for blot at tale Roma midt imod i klodens lykkeligste land, hvor jeg har hjemme, hvor fra min verden stadig går.”
Jeg vil lade det være op til læserne at vurdere, om Jens-Peter Bonde havde ret – og om han har gjort en forskel i EU.
Jens-Peter Bonde:
Fra EU-modstander til demokratisk reformator. Jens-Peter Bondes erindringer.
673 sider. 260 kroner.
Kan læses gratis som e-bog eller pdf på danmarkshistorien.dk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
