Man kan blive helt utålmodig efter at høre mere fra Billie and The Bell, når man hører de tre sange, som bandet udgav i foråret på en EP. Sangene er en optakt til bandets første album, der skal komme til oktober.
Billie and The Bell består af Billie Koppel, Frank Hasselstrøm, der tidligere har spillet sammen i bandet Catbird. Med i det nye band er også guitaristen Joel Gjærsbøl Pedersen. På EP’ens tre sange viser de tre deres musikalske og stemmemæssige potentiale. I hvert fald på coversange.
Det kommende album vil byde på deres egne sange og musik, fortæller Billie Koppel i et interview. Og her kan tonerne fra EP’en godt lokke min nysgerrighed ud.
Klang og tekster åbner et univers
Musikken og teksterne på EP’en er hentet hos Antony & The Johnsons med sangen Hope Theres Someone, og fra den amerikanske singer songwriter Tim Buckley (1947-75) kommer sangene Song To The Siren og Phantasmagoria in Two.
Det er smukt og næsten romantisk, hvis ikke det var for teksterne, der har fat i følelser, der balancerer på en knivsæg.
Frank Hasselstrøm og Joel Gjærsbøl Pedersen lyder som et helt symfoniorkester, selv om der kun er brugt få instrumenter. Moderne teknik og lydarbejde kan selvfølgelig få musik til at lyde stort, men der er også noget i klangen og tonerne, der sammen med teksterne, åbner for et univers af lys og mørke, af jord og himmel.
Når Billie Koppels stemme folder sig ud i dette musikunivers med sin klarhed og frasering, skal man lige lytte en gang mere. Det er smukt og næsten romantisk, hvis ikke det var for teksterne, der har fat i følelser, der balancerer på en knivsæg. Om svigt og styrke – og om nogen vil favne en, når man dør.
Musikproduceren Herb Cohen (1932-2010) opfordrede Billie Koppel til at synge Tim Buckleys sange for flere år siden. Det skete så lidt tilfældigt ved en festival, Møn Sessions, hvor præmissen var, at man ikke måtte spille egne sange. Den udfordring tog Billie Koppel og Frank Hasselstrøm op.
Musikken hjælper drømmene på vej
Den ene af Tim Buckleys sange, Song To The Siren, lod musikerparret senere være et bidrag til Støtteevent for Byens Vilde Natur. Den fandt sted i årets begyndelse som en stor onlinebegivenhed for at støtte protesterne mod at bygge naturen væk under mennesker og dyr på Amager Fælled og Sydhavnen i København.
Læs også
Det var også på Møn Sessions at Billie Koppel og Frank Hasselstrøm mødte guitaristen Joel Gjærsbøl Pedersen, som de nu spiller sammen med i Billie and The Bell. På EP’en medvirker også Thomas Vang på bas og Knut Finsrud på trommer.
Det første album for Billie and The Bell vil udkomme på eget forlag, South Harbour Records.
Hvad det nye albums tekster kommer til at handle om, vil Billie Koppel ikke røbe. Men hun fortæller, at i en tid, hvor vi hver dag bliver bombarderet med informationer og billeder fra krige og naturødelæggelser, er musikken for hende en måde at holde fast i drømmene om noget andet.
- BILLIE AND THE BELL
- EP: Song To The Siren, Phantasmagoria in Two, Hope Theres Someone
- Billie Koppel (vocals) Joel Gjærsbøl (guitars, bass) Frank Hasselstroem (piano, keys, trumpet, trombone)
- Øvrige musikere: Thomas Vang, bass og Knut Finsrud, trommer
- Producer: Frank Hasselstrøm i Silverlake Studio
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.