Det er ikke så ofte, at en forfatter debuterer i en alder på den anden side af de 70 år, men det er, hvad Ilja Wechselmann har gjort med romanen Fængsler, som et huskøb i Tøndermarsken gav ham ideen til.
Huset var et dødsbo uden arvinger, så han overtog det med indhold, der blandt andet bestod af personlige papirer, fotos og en omfattende bogsamling. Dette materiale, samt forfatterens egen viden, han er cand.mag. i historie og samfundsfag, er fundamentet for romanen, der er en blanding af fakta og fiktion.
Gennem fire personer fortælles Tysklands historie fra Første Verdenskrig til slutningen af 1970’erne.
Gennem fire personer fortælles Tysklands historie fra Første Verdenskrig til slutningen af 1970’erne, og om den indvirkning tiden fik på disse personers liv. Deres skæbner væves sammen, men da de skiftes til at have ordet, opstår der undervejs spørgsmål, som først besvares senere, hvad der pirrer læserens fantasi og nysgerrighed.
Efterkrigstidens traumer
Horst er den første, der får ordet. Han sidder fængslet i 1970’erne for et eller andet og skriver nu om sit liv. Hans far faldt i Anden Verdenskrig, og en dag kort efter afslutningen bliver han hentet af en dame og anbragt på et religiøst børnehjem. Han får ingen forklaring, ser ikke sin mor mere, og opholdet på hjemmet, hvor børnene bruges, misbruges og bliver mishandlet, bliver fatalt for ham. Da han slipper ud som 18-årig, bliver han uddannet til gartner, men problemet er, at han ikke evner at etablere sociale og følelsesmæssige relationer til andre mennesker.
Disse børnehjem, der var vidt udbredt i Forbundsrepublikken, er en del af romanens uhyggelige virkelighed, og de blev først afskaffet, da Horst var blevet voksen. Dermed kommer nogle af Bader-Meinhofgruppens medlemmer ind i persongalleriet, for de var med til at afsløre de forfærdelige forhold, børn levede under.
Horsts mor, Christa, bliver efter krigen gift med en tidligere pilot i Luftwaffe, men det, der tegnede lyst, ender mørkt. Han har vænnet sig til ”flyvermarcipan” og dør tidligt. Tilbage sidder Christa med savnet af to døde ægtemænd og – endnu værre – af en levende søn.
Gisela er den kvinde, hvis hus forfatteren overtog. Hun og Horst var arbejdskammerater i deres unge dag, og det får katastrofale følger for begge, at Horst følelsesmæssigt er utilregnelig. Giselas far, der var i hæren i Østprøjsen under krigen og er mærket af de skændselsgerninger, der fandt sted, hører ikke desto mindre til de fødte overlevere. På sin egen måde redder han datteren ud af det spindelvæv, Horst har spundet hende ind i.
Fin debut
Det er en fin debut, Ilja Wechselmann har begået, både fængslende og oplysende, om mennesker der bliver ofre for den tid, de lever i, men det ville ikke have skadet, hvis forfatteren havde tøjlet sin indre historiker lidt til fordel for digteren, ligesom det svækker indlevelsen i historien, når ganske almindelige mennesker bruger ord, som læseren er nødt til at slå op i en fremmedordbog.
Godt er det heller ikke, ganske modsat, at opleve, at forfatteren bruger ungdommelige udtryk, der ikke just er ifølge dansk retskrivning, som ”jeg fik angst”, ”jeg lykkedes med” og ”jeg brød mig godt om”, det er pedanteri, men irriterende og kunne have været undgået med en lidt grundigere korrekturlæsning.
Skulle læsere sidde tilbage med et spørgsmål om forfatterens herkomst, så skal de ikke snydes for svaret. Jo, Ilja er søn af den Bruno, som mange vil huske som en trofast kommunist og ivrig sælger af først Land og Folk og senere af Kommunist.
Ilja Wechselmann: Fængsler. 324 sider. 299 kroner. Byens Forlag.
Ilja Wechselmann er født i Stockholm i 1944 som barn af jødiske flygtninge og er cand.mag. fra Københavns Universitet i samfundsfag og historie.
Dertil er han uddannet forskningsbibliotekar og har i flere år forsket og undervist ved danske, canadiske og tyske universiteter.
Som slutstilling arbejdede han fem år som gymnasielærer ved Duborgskolen for det danske mindretal i Flensborg, inden han gik på pension.
Han er for tiden bosat både i Sønderborg og i det hus i marsken, hvor materialet til denne bog er fundet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
