Den svenske instruktør Roy Anderssons seneste fire film er i en genre helt for sig selv; de er uden en gennemgående handling, men består af en række stiliserede tableauer, der dog for nogles vedkommende trækker tråde til hinanden. De er som levende malerier, og det er da også til malerkunsten, man må gå for at finde noget, der ligner.
Det er en film, man ikke glemmer lige med det første, og den fik da også Sølvbjørnen i Venedig for bedste instruktion i 2019.
Farverne er som hos Vilhelm Hammershøi holdt i gråbrune, disede toner, og interiørerne er minimalistiske, men der er også andre malere i spil, som Chagall og Goya. Billedfladen er helt rolig, og det lidt der sker, foregår så langsomt, at der gives plads til, at tilskueren får tid til at fordybe sig og tænke med og nyde baggrundsmusikken, der på bedste vis supplerer det, der sker på lærredet.
Om at være menneske
Om det uendelige er den fjerde film i en trilogi om det at være menneske. Det med fire dele i en trilogi lyder absurd, men sådan er det blevet, for Andersson havde mere på hjerte, og det skal han have tak for.
Her handler det om vores behov for anerkendelse og om smerten ved underkendelse, om tro eller ikke-tro, om bristede forhåbninger, nederlag og jalousi, men også om godhed og kærlighed. Alt sammen fortalt med rå galgenhumor og indfølelse. De fleste scener er optaget i Studio 24, instruktørens eget studie, som han fik råd til efter i 25 år at have lavet (meget roste) reklamefilm.
Det store og det små
Der indledes med, at vi ser et par, der svæver oppe i skyerne, og som senere dukker op igen med en sønderbombet by under sig. Et andet par sidder på en bænk, tavse i lang tid, og så kommer kvinden med en ligegyldig sætning. De to behøver ikke konversere. En mand møder en gammel skolekammerat, der på grund af gammelt nag ikke vil hilse på ham. Tandlægen har en urimelig patient og går i frustration på bar midt under behandlingen.
En præst har mistet troen og slår sig på altervinen for at kunne klare sit job, det er jo hans levebrød. Hans psykiater mener, at hvis der ikke er noget at tro på, må man være tilfreds med at leve. En far har begået æresdrab på sin datter og ligger med det blodige lig i armene og græder utrøsteligt. Vi ser Hitler i bunkeren i Berlin og en flok soldater, der vandrer igennem tilsneede, uendelige russiske marker (også det optaget i studiet), og en far, der i silende regn giver sig tid til at bøje sig ned og snøre sin lille datters sko.
Der skiftes mellem det store og det små og mellem tragedie og komik.
En kartoffel eller en tomat
I en af de sidste episoder sidder et ungt par i et usselt værelse, og drengen redegør for termodynamikkens første lov, ifølge hvilken alt er energi. Energien er uendelig, danner kun nye former. Engang i en fjern fremtid kan pigen måske blive til en kartoffel eller en tomat, hvortil pigen svarer, at så vil hun helst være en tomat. Det højtravende bliver trukket ned på hverdagsplanet.
Det er en film, man ikke glemmer lige med det første, og den fik da også Sølvbjørnen i Venedig for bedste instruktion i 2019. Tidligere har to andre film i serien modtaget Juryens Specialpris og Guldbjørnen samme sted.
Om det uendelige (svensk film). Manuskript og instruktion Roy Andersson.
Roy Andersson, svensk filminstruktør, er født i Gøteborg i 1943.
Efter endt uddannelse fra Filmskolen ved Det Svenske Filminstitut i 1969 spillefilmdebuterede Andersson med ’En kærlighedshistorie’ i 1970.
I 2000 fik sit store gennembrud med ’Sange fra anden sal’, der vandt juryens pris i Cannes samme år. Filmen blev fulgt af ’Du levende’ i 2007 og Guldløve-vinderen ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’ i 2014. De tre film udgør en trilogi ”om at være menneske” – et tema han fører videre med ’Om det uendelige’.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
