– Jeg er pigen fra bomuldsmarken, siger Tina Turner i den nyeste film, der er lavet om hende. Filmen hedder såmænd bare TINA, for alle kender Tina Turner og sangene Private Dancer, What’s Love Got To Do With It, Simply The Best og utallige andre tophits.
Men hvilket liv ligger mellem bomuldsmarken og ikonet Tina Turner med den store musikalske karriere? Et liv og en karriere, som har kunnet få pressen til at savle og snage i hendes voldelige ægteskab med Ike Turner. Men kommer filmen TINA egentlig videre end det?
Fra Nutbush til verdensscenen
Anna May Bullock, som senere fik kunstnernavnet Tina Turner, er vokset op i Nutbush i sydstaten Tennesee. Hun blev født i 1939 og er nu 81 år gammel. Hun bor i dag i Schweiz og har statsborgerskab der. Hendes forældre dyrkede bomuld, som ikke var nogen guldgrube. Anna May sang i en baptistkirkes kor.
Tina Turner skulle kunne fylde koncertsale og stadions på niveau med Rolling Stones. Sådan lød hendes målsætning.
Som 11-årig blev hun og hendes søskende forladt af moderen, og tre år senere skred faderen også. En dag kom hun til koncert med Ike Turner i St. Louis. Hun blev dybt fascineret af hans musik og tilbød at synge. Efter flere forsøg gav han modstræbende efter for både hendes opfordring og siden hendes stemme, der væltede alt.
Som alle andre teenagere i 50’ernes USA var hun optaget af musik, men det var ikke nok for Anna May. Hun ville selv synge.
Anna May var meget betaget af flotte kvinder, skuespillerinder og sangerinder, men troede ikke selv, at hun kunne opnå noget af dette, syntes ikke selv at hun var køn. Siden da er Tina Turner stormet forbi mange andre store navne, båret af stemmen.
Interview i Schweiz
Publikum møder Tina i et interview optaget i 2019 i hendes hjem i Schweiz. Filmen gennemgår hendes liv, dels fortalt af Tina selv, dels af mange andre, som har været med til at støtte eller forme hendes karriere.
Bladredaktører, producere, managere og musikere udtaler sig. Hendes mor og en af sønnerne fortæller. Interviewklip med Ike Turner, hendes første og meget voldelige ægtemand gennem 18 år. Han døde i 2007.
Tilsammen en ret spændende film og mange scenegensyn med Tina Turner, der absolut ikke kom sovende til sine shows, men knoklede umenneskelig hårdt for at bryde en vej for sin solokarriere efter skilsmissen fra Ike Turner i 1976. Et ægteskab som var tortur i bogstaveligste forstand, fortæller Tina Turner selv.
Navnet ingen kunne tage fra hende
Tina Turner indså hurtigt, at det eneste hun kunne og ville kræve at få med ud af sit ægteskab var kunstnernavnet Tina Turner, selv om det var et navn, Ike havde trukket ned over hovedet på hende. Hendes egen kommentar lyder i filmen, at dét navn kunne ingen røre eller tage fra hende.
Tina Turner skulle kunne fylde koncertsale og stadions på niveau med Rolling Stones. Sådan lød hendes målsætning. Hun knoklede i hotelkabareter og til koncerter, indtil hun indså, at hun måtte have nye tekster og forfattere, managere, musikere og pladeproducenter, som Erwin Bach, manden hun nu er gift med.
Hvor stærk en fortolker Tina Turner er, mærker man tydeligt i klippet med det gamle Beatlesnummer Help! Der samtidig virker, som om man ser lige ind i hele hendes historie.
Alt det hun vil ud af
Men hendes solokarriere fylder mindre i filmen TINA end helvedet med Ike. Underligt nok, når filmen viser, hvordan pressen ydmyger hende ved hele tiden at vende tilbage til det. Hele tiden bliver hun flået gennem denne kæmpe tjørnehæk. Instruktørerne kunne have fokuseret på hendes liv og egen karriere i højere grad.
Selv skuespilleren Mel Gibson virker fortørnet på egne og Tinas vegne, da spørgsmålet dumper ned midt i et af deres fællesinterview om filmen “Mad Max i Tordenkuplen” (1985). Her svarer Tina Turner, at hun ikke vil træde rundt i alt det, Ike gjorde ved hende.
Det første frø til solokarrieren blev måske sået, da Phil Spector i 1966 inviterede hende til at synge River Deep, Mountain High, en sang, der i dag er hendes, lige så meget som Milord er Edith Piafs. Ike Turner fik pladerettighederne og penge for at holde sig ude af studiet. Denne gang prøvede Tina at synge selv.
Få fred
Pigen fra bomuldsmarken arbejdede og kæmpede sig til en solokarriere, da hun var i fyrrerne, og den sidste koncert gav hun i 2009 som 70-årig. Hendes liv er i dag præget af PTSD, hun har fået en ny nyre fra sin mand, og hun har haft et slagtilfælde.
Selv om Tina Turner gav meget åbne interviews allerede fem år efter skilsmissen og udgav en bog om sit liv i 1986, kunne hun ikke få fred. Måske ønsker hun at få fred med denne film, TINA, både med sig selv og pressen – og samtidig takke af overfor sine fans, sine millioner af fans.
Filmen havde verdenspremiere på Berlinalen og blev senere vist på CPH:DOX. Nu kommer den i danske biografer.
- TINA
- Instruktører: Dan Lindsay og T.J. Martin
- Producer: Simon Chinn (Searching for Sugar Man, Whitney)
- Nu i danske biografer, se kino.dk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.