Endelig en film hvor en gris får “ordet” – i stedet for at blive sat på bordet. Eller rettere – grisen kommer ind i billedet. Instruktøren Kossakovsky har filmet en griseso og hendes lille kuld grise gennem deres opvækst, frem til den skæbne mennesket tildeler dem. Filmen hedder GUNDA, præcis som soen selv.
Kossakovskys dokumentarfilm om grisen Gunda går lige i hjertekulen, i mellemgulvet, i samvittigheden og – i glæden over liv. For en griseso som Gunda nusser, giver mælk og opdrager på sine unger. Hun er ikke bundet, men trisser rundt på en norsk bondegård, altid med mulighed for at gå ud på den grønne jord.
Kossakovsky har ikke valgt pandaer eller truede dyrearter fra Afrikas savanne, men dyr som er presset i fangenskab og avlsprogrammer.
Herude lever også den etbenede kylling fra en flok tidligere indespærrede høns, som bliver løsladt til naturen. Egentlig er det ikke til naturen, men fra én kultur til en anden. Fra burhønekultur til fritgående kulturhøne.
Dusinvis af sortbrogede malkekøer galoperer flagrende med deres tunge klove og dinglende yvere ud ad stalden på den første forårsdag. Imens holder Gunda styr på sine unger, der ikke skal mobbe deres lille halte søster, som hun selv har trådt på i al sin kluntethed.
Uden vegansk propaganda
Selv siger Kossakovsky om hensigten med sin film om grise:
“Jeg ville lave en film uden hverken at behandle dem nedladende eller menneskeliggøre dem, uden sentimentalitet og uden vegansk propaganda”.
Interessant. Sort-hvide billeder glider forbi os i langsomt tempo og uden kommentarer, uden ekspertudtalelser og andet, som ellers bruges i dokumentarfilm. Som publikum får man meget tid. Tid til at nyde og opfatte, hvordan mor og unger bekymrer sig om hinanden, og hvordan grise egentlig lever, når de ikke bliver masseproduceret, fastspændt og gemt af vejen i en stald.
Tag debatten
GUNDA får os næsten til at glemme, at vi sætter tænderne i disse dyr, endda med stort velbehag. Nogle af os gør. Skal vi holde op med at spise dem? Gør det ondt på bonden at sende grisene til slagtning? Det fortæller filmen GUNDA ikke noget om.
Man kan jo selv starte en debat.
“GUNDA er et bjergtagende perspektiv på dyrs evne til at føle. Et perspektiv der – måske bevidst – er skjult for os.
Joaquin Phoenix, executive producer
Vi slagter årligt omkring tre millioner svin i Danmark. Der slagtes årligt omkring 70 milliarder landsbrugsdyr i verden. Et reelt behov eller kapitalistisk rovdrift?
Alligevel er det ikke alle mennesker, der får kød på bordet, mens andre smider ud eller spiser for meget.
Har mennesker mere “ret” til at spise en gris, der har gået på grønne marker?
Ikke putte penge i en gris
Instruktøren har ikke ladet kameraet snurre bevidstløst. Scenerne er sat sammen bevidst. Han har ikke valgt pandaer eller truede dyrearter fra Afrikas savanne, men dyr som er presset i fangenskab og avlsprogrammer.
Da Kossakovsky valgte grisen og søgte penge til filmen, blev der tavshed.
“Jeg prøvede i næsten tre årtier, indtil jeg endelig mødte den norske producer Anita Rehoff fra Sant & Usant, som tog en risiko ved at lave filmen.”
Så kastede skuespilleren Joaquin Phoenix sig ind i projektet som executive producer:
“GUNDA er et bjergtagende perspektiv på dyrs evne til at føle. Et perspektiv der – måske bevidst – er skjult for os. Filmen viser stolthed og ærbødighed, fornøjelighed og en gris’ nysgerrige unger; grisens panik, fortvivlelse og nederlag, da hun opdager det ultimative bedrag, og disse er eksempler på, hvor ens vi arter reagerer og håndterer situationer i vores respektive liv. Det er en utroligt vigtig og kunstnerisk film.”
- Gunda
- Instruktør/forfatter/klipper: Victor Kossakovsky
- Foto: Egil Håskjold Larsen og Victor Kossakovsky
-
Producer: Anita Rehoff Larsen
-
Executive producers: Joaquin Phoenix, Tone Grøttjord-Glenne
- Biografpremiere. 1.juli 2021
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
