Husker du Disney-klassikeren 101 Dalmatinere? Tegnefilmen er helt tilbage fra 1961, og skurk-inden i filmen er Cruella DeVil, som gerne vil lave en hundepels ud af de stakkels dalmatinere. Så tidligt som i 1996 lavede Disney allerede en live-action version af filmen (med en efterfølger i 2000), og nu kommer så Cruella; en film udelukkende om skurk-indens ungdom.
Som det også ses med Maleficent-filmene har Disney påtaget sig et mindre korstog for at reformere deres gamle, kvindelige skurke og hekse, så de ikke virker helt så skurk-agtige mere, men i stedet lader os fatte sympati for dem.
Hvorfor overhovedet forsøge at skildre dén figurs ungdom, hvis hun alligevel ikke ender med at være den skurk, vi kender fra de gamle film?
Disney føler tydeligvis, at de har pligt til at råde bod på den kvindefjendskhed, der kom til udtryk i de gamle film. Intentionen er god, men at forsøge at reformere de gamle films indre logik til noget andet, end hvad de var, er svært. Meget svært. Og det lykkes ikke til fulde.
Bag om Cruella
I den nye film finder vi ud af, at Cruella oprindeligt hed Estella, men altid har haft en kaotisk og kriminel side af sin personlighed – Cruella-identiteten. Hun mister tidligt sin mor, og vokser op sammen med et par godhjertede småkriminelle, som hun hundser rundt med.
Fra begyndelsen af har hun en næsten sygelig fascination af mode og design, og da hun er blevet voksen skaffer hun sig et job hos “Baronessen”, som er det ledende designikon i 1970’ernes London. Det fører til en spektakulær rivaliseren, der udmønter sig i den ene store galla-begivenhed efter den anden. Samtidig er filmen naturligvis en komedie, egnet til (næsten) alle aldre, og med adskillige hundeløjer fra start til slut.
Man kan roligt sige at mode, stil og design er skelettet af, hvad Cruella handler om. Og filmen viser da også, hvordan modeverdenen er outreret, forfængelig og til tider komisk absurd. Men alligevel står det ikke helt klart, hvad filmskabernes holdning til modeindustrien egentlig er. For på den ene side kritiserer de den, og på den anden side er det jo også filmens ærinde at være så fashionabelt spektakulær som overhovedet muligt. En vægelsindet attitude til emnet.
Pointen skrider
Cruellas udvikling til den skurk vi kan se i 101 Dalmatinere, bliver aldrig helt overbevisende. For hun burde jo blive mere og mere bitter og skurkagtig, som filmen skrider frem, men tværtimod bearbejder hun sine indre dæmoner bedre og bedre, så hun til sidst ikke længere fremstår som typen, der kunne finde på at lave en pels af hundeskind.
Hvorfor overhovedet forsøge at skildre dén figurs ungdom, hvis hun alligevel ikke ender med at være den skurk, vi kender fra de gamle film? Så er hele pointen lidt gået fløjten. Alligevel er det jo nok dette, der er Disneys formål: at levere en positiv skildring i stedet for en negativ, bare for at virke mere (børne)venlige. En salvende og udglattende reformisme.
Komedien spænder ben
Skuespillerne i filmen, med Emma Stone (med en udmærket britisk accent) i titelrollen og især Emma Thompson som “Baronessen”, er rigtig gode. Den store indre logik er der dog ikke i filmen, også fordi den konstante komedie forhindrer, at Cruellas udvikling nogensinde bliver rigtigt intens.
Som altid i Disney-film med store budgetter er det visuelle naturligvis i højsædet, og instruktionen af Craig Gillespie (Lars and the Real Girl) er der heller ikke noget at udsætte på. De store følelser, som filmen forsøger at tænde op under, brænder bare ikke rigtig igennem og ender med at blive hurtigt glemt.
- Cruella
- Instruktør: Craig Gillespie
- Medvirkende: Emma Stone, Emma Thompson, Joel Fry, Mark Strong, Paul Walter Hauser, m.fl.
- WALT DISNEY PICTURES
- Premiere: 28.maj
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
