Almindeligvis er det forfatteren, der er hovedpersonen i en selvbiografi, men sådan er det ikke i Annie Ernaux’ Årene, der da også snarere må kaldes en kollektiv selvbiografi.
Det er ganske vist personlige, gamle fotografier, der fremkalder de erindringer, som danner fortællingens tråd, men det er kun den tråd, der samler minderne om vores fælles fortid og tankerne om nutiden og fremtiden.
Så tilbageholdende er forfatteren, at hun omtaler sig selv som hun, eller vi, når det handler om hendes generation, og hendes familie er navnløse og lidt fjerne, men de er der, for det handler jo også om hendes lange liv som datter, hustru, mor og bedstemor. Det er tiden, der har hovedrollen, men set i hendes perspektiv.
Der er ikke noget, der ligner nostalgi i forhold til ”gamle dage”, men heller ikke den store fortrøstning til nutiden,
Annie Ernaux kom til verden i en flække i Normandiet i 1940. Forældrene var fabriksarbejdere, men det lykkedes dem at komme et lille trin op ad klassestigen, da de erhvervede en købmandsforretning og altså blev selvstændige.
At bevæge sig væk fra sin familie
Langt bedre gik det for deres datter, der blev student og derefter fik en kandidatgrad i litteratur for at ende som en af Frankrigs førende forfattere. Umiddelbart set en triumf for familien, men ikke uden problemer.
Denne opvækst er væsentlig i flere af Ernaux’ bøger: Det at bevæge sig langt væk fra sin familie uddannelsesmæssigt, kulturelt og økonomisk og at stå med et ben i to meget forskellige miljøer, hvor man end ikke taler samme sprog, og det kommer hun også ind på her, fordi det er hendes baggrund, som får betydning for hendes syn på det, der sker omkring hende.
Det, der sker i hendes lange liv, skildrer hun i en detaljeret mosaik, der forbinder det store med det små: eftertidskrigens smalhals, det stille liv med familiesammenkomster, radioen fulgt op af fjernsynet, tidens musik og film, kvindernes manglende frihed før den frie abort for slet ikke at tale om p-pillen, diverse præsidentskifter, krige ude i verden som Frankrig er involveret i, maj 68, racisme og indvandrerfjendskhed, ny teknologi, forbrugerisme, individualisme og man kunne fortsætte opremsningen.
Identitet i stedet for fællesskab
Der er ikke noget, der ligner nostalgi i forhold til ”gamle dage”, men heller ikke den store fortrøstning til nutiden, hvor maskiner overtager hukommelsen, hvor sproget bliver mere og mere abstrakt for at dække over, hvad der i virkeligheden siges, hvor identitet træder i stedet for fælleskab, og hvor politikere ikke generer sig over at tale om, at ”indvandrerne truer den nationale sammenhængskraft”.
Årene er en ganske særegen bog, ikke en roman, ikke en selvbiografi, ikke en historisk eller politisk afhandling, men en blanding af det hele. Det er en velskrevet og medlevet skildring af tiden fra 1940’erne og til 2008.
Stilen er enkel, klar og nøgtern uden metaforer eller andre litterære krummelurer, men ikke uden lune og ironi, og med forfatterens egne ord er bogen skrevet ud fra ønsket om ”at bevare noget af den tid, hvor man aldrig mere vil være”. Og så er det en af den slags bøger, der kan drive ens omgivelser til vanvid, fordi der hele tiden er en sætning eller en passage, man absolut må dele med andre.
Annie Ernaux: Årene.
Oversat af Lillian Munk Rôsing og Birte Dahlgreen.
252 sider. 250 kroner (vejl.). Gads forlag.
Annie Ernaux, f. 1940 i Normandiet, er en af Frankrigs største nulevende forfattere.
Hun er kendt for sine selvbiografiske romaner, hvor hun udforsker temaer som familierelationer, seksualitet, lidenskab og skrift, samtidig med at hun altid er politisk og optaget af klasse og køn.
“Årene”, der udkom i Frankrig i 2007, regnes for hendes hovedværk og blev nomineret til The International Man Booker Prize i 2019.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
