Den 10. februar blev Filip Astvald, partisekretær for det svenske kommunistparti Kommunistiska Partiet, kendt skyldig i at forstyrre den offentlige orden af byretten i Göteborg.
Dommen handler om, at 40 medlemmer af Kommunistiska Partiet gennemførte en manifestation den 1. maj 2021, som de ikke havde fået tilladelse til af myndighederne. Den manglende tilladelse skyldes Sveriges pandemilov, der forbød forsamlinger på over otte personer.
Astvald beskriver afgørelsen som “latterlig” og understreger, at dommen mod ham vil blive appelleret.
– Den svenske forfatning sikrer friheden til at demonstrere, så vi havde ret til at afholde en manifestation på 1. maj, siger han til Arbejderen.
Coronavenlig manifestation
Ifølge Filip Astvald nægtede Kommunistiska Partiet at acceptere, at højest otte partikammerater kunne samles på Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj.
Derfor troppede 40 medlemmer op i Göteborg, hvor de gennemførte en manifestation, der blev livestreamet på Facebook og YouTube.
– De 40 deltagere bar alle mundbind og holdt mindst to meters afstand fra hinanden, fortæller Astvald.
– Meningen med det hele var at vise, at man ikke behøver at indskrænke ytringsfriheden, da man godt kan gennemføre en manifestation, der ikke er smittefarlig, fortsætter partisekretæren.
Kendt skyldig
Da Kommunistiska Partiet startede sin manifestation, blev politiet hurtigt tilkaldt. Men ifølge Filip Astvald opstod der ingen problemer mellem demonstranter og betjente, der tillod kommunisterne at protestere i 20 minutter.
Alligevel sigtede politiet kommunisterne for at forstyrre den offentlige orden, da manifestationen havde nået sin ende. Og nu, ni måneder senere, er Astvald altså kendt skyldig og skal betale 8000 svenske kroner i bøde.
– Jeg synes, at det er latterligt, og jeg forstår ikke, hvorfor retten valgte den afgørelse. Vi havde ikke problemer med politiet, vi generede ikke nogen, og vi hindrede ikke trafikken. Det anerkendte politiet også i retten, siger Astvald.
– Vi mener ikke, at vi brød den offentlige orden, og derfor appellerer vi dommen, fastslår han.
En kamp for ytringsfrihed
Filip Astvald finder det vigtigt at understrege, at Kommunistiska Partiets manifestation på Arbejdernes Internationale Kampdag ikke bør forveksles med antivaxdemonstrationer, der har præget Sverige såvel som Danmark.
– Med vores manifestation ville vi bevise, at man godt kan gennemføre en demonstration uden at sprede covid-19. Vi anerkender altså, at virussen er her, og vi er ikke antivaxere, siger han og tilføjer:
– Vi er ikke modstandere af vacciner. Vi er ikke engang modstandere af restriktioner, da vi mener, at restriktioner er nødvendige. Men vi mener bare, at det er enormt vigtigt at værne om ytringsfriheden.
På 1. maj i år vil Kommunistiska Partiet kalde til demonstrationer på tværs af Sverige, hvilket formentlig vil blive gennemført uden problemer, da den svenske regering har tilbagetrukket pandemiloven.
Men skulle covid-19-pandemien blusse op og pandemiloven blive genindført, forsikrer Astvald, at dommen mod ham ikke vil skræmme partiet fra at gå på gaden igen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.