Jeg grinte, da Hækkerup sagde, at “med overvågning stiger friheden”. Jeg rystede på hovedet ad regeringens tendens til at koncentrere al magt i Statsministeriet, og nu begræder jeg et tiltag om masseovervågning.
Et forslag som Venstres Preben Bang af uforklarlige årsager bakker op omkring – på trods af at være folkevalgt af Venstre – Danmarks ellers liberale parti.
Vi har et ansvar, når vi kalder os liberale. Vi kæmper for friheden til den enkelte og for de basale menneskerettigheder – der ikke indbefatter, at man bare masseovervåger hele befolkningen.
Jeg ser intet problem i at overvåge kriminelle, hvor det bunder i en grundet mistanke om kriminalitet, og man har en dommerkendelse, men jeg har til gengæld et problem med, at man skyder med spredehagl og de facto overvåger os allesammen.
Vi kæmper for friheden til den enkelte og for de basale menneskerettigheder …
Det er heller ikke typer af data, som staten bare burde havde liggende – fordi det bliver misbrugt. Det oplevede blandt andet 5 millioner danskere, eftersom deres cpr-numre blev sendt til Kina.
Det er en slags praksis, man forbinder med diktaturstater – ikke et demokratisk land, hvor man er uskyldig, indtil at man er dømt, og at man ikke per automatik skal overvåges af staten.
Det er et standpunkt, jeg håber, vores lokale Venstremand Jan E. Jørgensen deler, og et opgør han vil kæmpe for internt i folketingsgruppen. Venstrefløjen har allerede udtrykt deres skepsis – så hvorfor gør Venstre ikke? Vi burde netop stå vagt for den slags tiltag og ikke retfærdiggøre dem.
Det forpligter at være tidligere prominent VU’er, det forpligter at være folkevalgt af Danmarks liberale parti – og det forpligter at være en ægte liberal.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

