Mødt af freds- og Palæstinaflag
Sundhedsvæsenet er i krise på grund af års sparepolitik
Skal sundhedsvæsenet have et årligt løft og have indhentet ressourceefterslæbet og den skjulte ”produktivitetsbesparelse” fra 2010’erne samt ydermere have dækket lønefterslæbet, kræver det et samlet løft til sundhedsvæsenet frem til 2030 på årligt omkring seks milliarder kroner.
|
Sundhedsvæsenet er i krise. Krisen handler langtfra bare om den akutte merbelastning på grund af corona og om den aktuelle lønkonflikt mellem sygeplejersker og regioner/regering.
Krisen er langt mere dybtgående og bygget op gennem lang tid og skyldes års borgerligt økonomiske sparepolitik, der for at skabe rum til skattelettelser i 2010’erne udsultede sundhedsvæsenet ressourcemæssigt, udhulede bemandingen og pressede arbejdstempoet umenneskeligt op uden blot at give plejepersonalet en rimelig lønkompensation.
Lavvækst gennem 2010’erne
Først og fremmest blev sundhedsvæsenet gennem en årrække presset mere og mere ressourcemæssigt. Bevillingsmæssigt blev det i 2010’erne af skiftende regeringer – men navnlig de borgerlige under Lars Løkke Rasmussen – sat på lavvækst.
I perioden 2000 til 2009 udgjorde den gennemsnitlige årlige realvækst for regionernes sundhedsudgifters vedkommende 2,6 procent, men i perioden 2010 til 2019 faldt den til 0,7 procent i årligt gennemsnit. Hvis realvæksten i 2010’erne var forblevet på samme niveau som i 00’erne, ville regionernes budget i 2020 have været 25 milliarder kroner større.
Hvis realvæksten i 2010’erne var forblevet på samme niveau som i 00’erne, ville regionernes budget i 2020 have været 25 milliarder kroner større.
Væksten har knap og nap været tilstrækkelig til at dække de stigende udgifter som følge af flere børn og gamle (det umiddelbare demografiske træk), men væksten var langt fra tilstrækkeligt til at følge med velstandsudviklingen (det fulde demografiske træk), hvilket er afgørende for, at sundhedsvæsenet har midler til den konstant hastige udvikling i denne sektor af ny medicin og nye behandlinger.
Som et resultat af underfinansieringen i forhold til det fulde demografiske træk stod sundhedsvæsenet ved VLAK–regeringens fald i 2019 med et ressourceefterslæb på op til -10 milliarder kroner.
Det må anerkendes, at 20’ ernes finanslovsaftaler mellem S – regeringen og EL, SF og RV i forhold til under 10´ernes regeringer har øget ressourcetilførslen til velfærden, herunder til sundhedsvæsenet gennem penge til sygeplejersker og psykiatri, men der er stadig et godt stykke til genopretning af det offentlige forbrug til sundhedsydelser i forhold til tidligere.
Produktivitetskrav
En yderligere pind til sundhedsvæsenets ligkiste har været mange års vedvarende krav om øget produktivitet. Alene 2010’erne har det medført en produktivitetsforøgelse på op mod 20 procent eller i gennemsnit årligt 2,5 procent.
Endvidere har produktivitetskravene navnlig fra 2007 til 2018 udhulet normeringerne, idet et næsten uændret antal plejepersonaler har skullet udføre en stigende opgavemængde. Den årlige gennemsnitlige personalebesparelse i regionerne, som alene kravet om to procent årlig produktivitetsforøgelse har resulteret i, udgjorde ved udgangen af 10’ erne i alt op mod et par tusind sygeplejerskestillinger.
Produktivitets-kravet betød i 2010’erne hvert år et krav om en forøgelse af produktionsværdien på 1,3 milliarder kroner. Da det skulle præsteres uden tilsvarende forøgelse af ressourcerne, har været tale om en løbende indirekte besparelse. Set over hele perioden løber besparelsen op i op mod ni milliarder kroner eller godt 1,1 milliarder kroner i årligt gennemsnit.
Ganske vist har S-regering og støttepartier taget fat på en ændring af bemandingssituationen, primært med finanslovsaftalen for 2020 om tilførsel af 1000 sygeplejersker til somatikken og øgede normeringer i psykiatrien. Men der er stadig lang vej til at genoprette bemandingssituationen for plejepersonalet, der på grund af ressourceefterslæb, produktivitetskrav og befolkningsudvikling frem til 2030 løber op i mellem to og tre tusind stillinger.
Ubesatte stillinger
Prisen for både ressourceudsultningen og den yderligere camouflerede besparelse gennem produktivitetskravene er først og fremmest blevet betalt af medarbejderne i form af en kraftig opskruning af arbejdstempoet med stress og dårligt arbejdsmiljø til følge. En pris, som i anden og videre omgang betales af patienterne, når de betjenes af et overbelastet personale.
Det heraf stigende arbejdspres har kombineret med utilfredshed med lønforhold – navnlig i sygeplejerskegruppen – ført til personaleflugt, problemer med at ansætte nye og mangel på uddannede., Hvilket alt sammen yderligere forstærker krisen.
En løsning på både medarbejderflugt og rekrutteringsproblemer er imidlertid påtrængende nødvendig, hvis ikke sundhedsvæsenet skal blive tvunget helt i knæ. Allerede i dag er der op omkring 5.000 ubesatte sygeplejerskestilling i Danmark som helhed. Frem til 2025/2030 tegner det til en fortsat stor, ja måske stigende mangel på sygeplejersker og andet sundhedspersonale.
Lønefterslæb
Tilmed er stigende opgavemængde og voksende arbejdstempo på ingen måde blevet blot mildnet af kompensation over lønnen. Tværtimod kæmper sygeplejerskerne og andre kvindefag indenfor sundhedsvæsenet med et historisk lønefterslæb på omkring 15 procent i forhold til (mande) fag med tilsvarende uddannelseslængde som sygeplejen.
Regeringens og støttepartiernes sundhedsmilliard i 2022 er et plaster på såret, men ingen varig løsning. Og lønsituationen synes at være havnet i en gordisk knude, hvor et varigt løft for sygeplejersker mm. blokeres af et stift overenskomstsystem, indbyrdes fagforeningsjalousi og politisk ulyst til at åbne de offentlige kasser for stigende offentlige lønninger.
Knuden har nærmest ført til en krigstilstand mellem sygeplejersker på den ene side og ledelse og politikere på den anden side, som yderligere presser sundhedsvæsenet
Strukturel krise
Krisen i sundhedsvæsenet løses ikke med en portion flere stillinger her og lidt ekstra overarbejdsbetaling der. Krisen er bygget op gennem mange år og er dybtgående – den er med andre ord strukturel.
De strukturelle problemer med ressource- og bemandingsunderskud på den ene side og opskruning af arbejdstempo og lønefterslæb på den anden side må løses på en sådan måde, at det også sikres, at der fremover vil være kapacitet og beredskab i sundhedsvæsenet til at imødekomme fremtidens stigende belastning og udfordringer.
Det kræver øgede investeringer i sundhedsvæsenet de kommende år. S-regeringens ”velfærdslov” vil garantere at sundhedsvæsenet årligt tilføres ressourcer svarende til befolkningsudviklingen (det umiddelbare demografiske træk). Det er god begyndelse, men langtfra tilstrækkeligt, idet sundhedsvæsenet har brug for ressourcer op til det fulde demografiske træk.
Skal sundhedsvæsenet have et årligt løft hertil og have indhentet ressourceefterslæbet og den skjulte ”produktivitetsbesparelse” fra 2010’erne samt ydermere have dækket lønefterslæbet kræver det et samlet løft til sundhedsvæsenet frem til 2030 på årligt omkring seks milliarder kroner.
En høj pris, men en nødvendig pris for mange års udsultning af sundhedsvæsenet og for de skattelettelser, som sparepolitikken skulle skabe økonomisk rum til.
Kommentaren bygger på en rapport på 160 sider med titlen “Sundhedsvæsenet i krise pga. års sparepolitik og forringelse af arbejdsforhold“, der snart offentligggøres på www.henriherloevlund.dk.
08. januar 2022 | 07:17
