Fastholder associeringsaftale
Har malerne det hårdeste job?
Måske er arbejdsgiverne ved at forstå, at man ikke kan blive ved med at skrue tempoet op, mens lønnen står stille? På grund af den positive situation indenfor beskæftigelsen må de sande, at skal de have folk til at arbejde for sig, må de til lommerne.
|
I juni 2021 udkom en undersøgelse lavet af det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der gennemgik, hvilke jobs der havde den største ergonomiske belastning.
Til min delvise overraskelse lå malerfaget på førstepladsen. Det er klart, at vi jo ikke er faget med de tungeste løft. Enhver, der har hjulpet tømreren med at bære gipsplader, mureren med at bære fliser eller mørtel eller blikkenslageren med en radiator, ved godt, at så tunge løft har vi malere slet ikke. Men undersøgelsen drejede sig ikke kun om tunge løft, men også om ensidigt gentaget arbejde, dårlige arbejdsstillinger, slid på skuldre, knæ, nakke og ryg. Ja så der fik vi malere altså en førsteplads. Den samme førsteplads havde vi over arbejdsgrupper med flest personer med daglige smerter.
Jeg ved, at mange malere har forladt faget, hvor takken for den lave løn er frokost på en spand og invalidering inden pensionen på grund af det nedslidende arbejde.
Som maler lader arbejdsmarkedet anno 2021 (nu snart 2022) meget tilbage at ønske. Ikke mindst også på lønniveauet, hvor vi dog (endelig) begynder at se en stigning. Måske er vores arbejdsgivere ved at forstå, at man ikke kan blive ved med at skrue tempoet op, mens lønnen står stille? Det virker nemlig til, at arbejdsgiverne i mange år har troet, at de bare har kunnet presse de ansatte i én uendelighed. Her tænker jeg ikke bare på malerne eller byggeriet i sin helhed, men faktisk på alle arbejdsområder.
Siger fra og skifter branche
Se bare det offentlige, der i nu snart 30 år har forsøgt at gøre opmærksom på, hvor ødelæggende de evindelige nedskæringer har været. Ingen har lyttet til dem. Nu siger de fra og opsiger deres job. De har fået nok. De søger nye græsgange. Dette sker blandt sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er og så godt som alle andre grupper inden for det offentlige. Men det sker også mange andre steder, hvor folk har fået nok af årelange forringelser. Jeg ved, at mange malere har forladt faget, hvor takken for den lave løn er frokost på en spand og invalidering inden pensionen på grund af det nedslidende arbejde.
Arbejdsgivere indenfor transporten klagede over, at de havde svært ved at finde chauffører, og de foreslog, at 18-årige nu skulle køre langtidsbuskørsel. Hvad om de prøvede med rimelige pauser, ordentlig løn og retfærdig kompensation for arbejde på skæve tider? På grund af den positive situation indenfor beskæftigelsen må arbejdsgiverne sande, at skal de have folk til at arbejde for sig, må de til lommerne.
Ønsker til år 2022
Her ved slutningen af år 2021, så tillad mig da lige at komme med et par jule-/nytårsønsker:
1. Lad OK23 blive overenskomsten, der sikrer mindsteløn på 165,- i timen for alle, 100 procent på overarbejde, nej til social dumping og slut for arbejdsgiverstyret misbrug af medarbejdernes fritid i industri, transport og service/handel.
2. Udvid den sølle og slatne “Arne-pension” til en folkepensionsalder på 60 år og til en pension svarende til minimum mindstelønnen. Så kan arbejdsgiverne lokke folk til at blive længere med gode lønninger og ordnede forhold.
3. Fjern tidsbegrænsningen af dagpengeperioden og hæv dagpengene, så de svarer til lønniveauet.
4. Kyl bureaukraterne ud af den offentlige sektor, giv de ansatte fri og hæv deres løn. Ingen under 30.000 kroner om måneden. Indfør bemanding svarende til 1988-niveau.
5. Lad os få en top i fagbevægelsen, der i stedet for at sælge ud af vores rettigheder begynder at kæmpe for forbedringer. Som sikrer at alle fag bliver hørt, og at ingen bliver efterladt på perronen. Som opdeler sammenkædningsreglerne, så Dansk Industri ikke kan diktere hele det private arbejdsmarked. Som sørger for at kæmpende grupper – som de seje, modige, vidunderlige og udholdende sygeplejersker – får den nødvendige støtte og opbakning i stedet for som nu en kniv i ryggen. Arbejderledere på arbejderløn.
Tro det eller ej, jeg kunne ønske mig meget mere. Men lad det nu ligge. Godt rødt 2022 til alle Arbejderens læsere og til alle der står på barrikaderne og kæmper for arbejderklassens sag.
27. december 2021 | 11:45
