Sygeplejerskers fagforeninger fra 28 lande går sammen i en fælles kampagne for at ophæve patenter på covid-19-vacciner, så mennesker i Det Globale Syd kan blive vaccineret.
Fællesfronten Progressive International og sygeplejeføderationen Global Nurses United har mobiliseret fagforeningerne. De kæmper mod regeringers opbakning til medicinalfirmaer, der under pandemien jagter profit på bekostning af den globale folkesundhed.
I oktober 2020 anførte Sydafrika og Indien 100 udviklingslandes anmodning om at ophæve medicinalfirmaernes patenter på covid-19-vacciner, så landene selv kunne producere vacciner. Men den ikke-folkevalgte EU-kommission stiller sig fortsat i vejen og nægter at ophæve patenterne, selv om det folkevalgte EU-parlament har stemt for forslaget.
Inderen Varsha Gandikota-Nellutla fra Progressive International er koordinator for sygeplejerskernes kampagne. Hun betegner det som “imperialistisk overmod”, når EU stiller sig i vejen for at ophæve patenter.
– Det er ikke kun en kombination af ondskab og idioti, det er også helt igennem antidemokratisk, skriver Varsha i en mail til Arbejderen.
Verdens sygeplejersker går sammen
“Imens nogle lande udruller booster-vacciner, er færre end seks procent af Afrikas befolkning på over én milliard mennesker fuldt vaccineret”, skriver Progressive International på sin hjemmeside.
Manglen på vacciner i Det Globale Syd har fået sygeplejerskers fagforeninger fra hele verden til at gå sammen i kampen for at sikre lige adgang til covid-19-vacciner.
Ifølge det britiske dagblad The Guardian kommer fagforeningerne fra Sydafrika, Indien, USA, Irland, Australien, Brasilien, Canada, Costa Rica, Curaçao, Den Dominikanske Republik, Grækenland, Guatemala, Honduras, Israel, Italien, Kenya, Malawi, New Zealand, Paraguay, Filippinerne, Portugal, Rwanda, Sydkorea, Spanien, Sri Lanka, Taiwan, Uganda og Uruguay.
Vi er vidne til, at nationalismens, imperialismens og racekapitalismens dårligdomme alle viser sig på de mest groteske måder i vaccinekapløbet. Og af den grund er dette spørgsmål måske en af de vigtigste kampe i vor tid.
Varsha Gandikota-Nellutla, kampagnekoordinator, Progressive International
Sygeplejersker i alle disse lande modsætter sig de patenter, der sikrer, at firmaer som Pfizer og Moderna har eneret til at bestemme over produktion og salg af de respektive covid-19-vacciner.
TRIPS-aftalen indgået af Verdenshandelsorganisationen (WTO) sikrer patenter på vacciner, men disse patenter kan ophæves i nødstilfælde. Verdens sygeplejersker mener, at covid-19-pandemien er et nødstilfælde.
Men EU-kommissionen mener derimod, at ophævelse af patenter vil skade medicinalfirmaers motivation for at forske, da firmaerne ikke vil være i stand til at tjene den fulde profit på salget af vaccinerne.
Folkesundhed vs. monopoler
Sygeplejerskernes kamp mod medicinalfirmaers monopol på covid-19-vacciner bunder ifølge Varsha i to modstridende prioriteringer.
– Sygeplejerskerne ønsker at gøre en ende på pandemien og at erstatte dette elendige system med en verden centreret om menneskeliv; en verden, der fremfor alt prioriterer den kærlighed og pleje, som vi behøver for at holde hinanden i live, forklarer Varsha.
På den anden side af kampen står “Big Pharma” – de store medicinselskaber – der i samarbejde med EU og en række vestlige lande lader pandemien fortsætte ved at stille sig i vejen for ophævelse af patenterne.
- Patent på covid-19-vacciner bliver opretholdt gennem TRIPS-aftalen indgået af Verdenshandelsorganisationen (WTO).
- TRIPS-aftalen giver dog plads til at ophæve patenter i nødstilfælde.
- Indien, Sydafrika og over 100 andre udviklingslande mener, at covid-19-pandemien er et nødstilfælde.
- I oktober 2020 anførte Indien og Sydafrika derfor en anmodning om at ophæve patent på covid-19-vacciner.
- Ved at ophæve patent vil udviklingslande være i stand til selv at producere vacciner og derved undgå at vente på medicinalfirmaers udrulning, der har været præget af forsinkelser.
- Hvis udviklingslande selv må producere vacciner, kan flere mennesker blev vaccineret hurtigere.
- Hurtig vaccination af verdensbefolkningen vil ikke blot betyde, at færre mennesker risikerer at dø, men også at der er mindre sandsynlighed for, at nye covid-19-mutationer opstår.
- Nye covid-19-mutationer kan være mere smittefarlige, mere drablige og/eller bedre til at modstå vacciner.
- Men EU, USA, Storbritannien, Norge, Australien, Canada, Schweiz, Japan, Brasilien og repræsentanter fra medicinalindustrien blokerede anmodningen og nægter at ophæve patent.
- De mener, at ophævelse af patent vil skade den fremtidige motivation for forskning og innovation, da medicinalfirmaer ikke vil tjene den fulde profit på salget af vacciner.
- Kritikere fastslår dog, at den grundlæggende forskning og innovation bag vacciner kommer fra universiteter og er blevet finansieret af offentlige fremfor private midler.
- I slutningen af november 2021 har USA’s præsident Joe Biden dog opfordret til at ophæve patenterne på covid-19-vacciner.
– Medicinalfirmaer lader pandemien fortsætte, og hvorfor ikke? Ifølge en ny beregning forventes Pfizer at skabe astronomisk profit. 107 milliarder dollars i kumulativt salg på sine covid-19-vacciner ved udgangen af 2022, oplyser Varsha og fortsætter:
– Nøglen til dette er komplet kontrol over produktion, priser og profit. Hvis flere fabrikker, hvor end de måtte være, kunne begynde at producere vacciner til folk i deres lande, ville firmaer som Pfizer miste sit monopol.
EU lytter til Big Pharma
Kampagnekoordinatoren Varsha mener, at EU’s vaccinepolitik er udemokratisk. Selv om de folkevalgte politikere i EU-parlamentet har stemt for at ophæve patenter, nægter den ikke-folkevalgte EU-kommission nemlig at efterleve den demokratiske afstemning.
– Dette er overhovedet ikke overraskende, hvis vi kigger på, hvem EU-kommissærerne og deres kabinetter holder møder med. Siden marts 2020 har de holdt 161 møder med Big Pharma, i samme tidsrum lykkedes det dem at holde møde med én ngo, der støttede ophævelse af patenter, forklarer Varsha.
– Det er dette greb, som storkapitalen har om nogle regeringer, hvor store medicinalfirmaer har fået lov til at bestemme, hvor meget, hvor og med hvem de skal fremstille vacciner, hvilket skaber ulige adgang til vaccinerne, fortsætter hun.
Sygeplejersker fra frontlinjen
Mens EU-kommissionen og Big Pharma holder møder, kæmper sygeplejersker på verdens hospitaler mod covid-19-pandemien.
I kampen mod patenter “medbringer sygeplejersker deres vidnesbyrd fra frontlinjen”, understreger Varsha.
– Vi har alle hørt om sygeplejerskernes ekstreme oplevelser fra frontlinjen. De har været udsat for mangel på masker, beskyttelsesudstyr og hospitalssenge, og vi er kun lige begyndt at lære om de langsigtede konsekvenser for deres mentale helbred. Mere end 115.000 sygeplejersker har mistet livet på grund af covid-19, oplyser hun og fortsætter:
– Hvis vi ønsker at støtte vores sygeplejersker, må vi stoppe med at forlænge denne krise og ikke skabe sygdom, hvor det kan undgås. Her er nøglen vaccinelighed.
“En forbrydelse mod os alle”
Når EU og en række vestlige lande blokerer for ophævelse af patenter på vacciner, rammer det først og fremmest mennesker i Det Globale Syd, hvor regeringer har færre penge til at købe vacciner for.
Men den internationale mangel på vacciner er også en risiko for folkesundheden i Vesten, fordi nye covid-19-mutationer potentielt kan være bedre i stand til at modstå eksisterende vacciner.
Som aktivister på venstrefløjen skal vi ikke bare være optaget af at forstå systemet under det hele, men af at ændre det.
Varsha Gandikota-Nellutla, kampagnekoordinator, Progressive International
– Den eneste måde, vi kan stoppe disse forandringer, er ved at stoppe med at give virussen så mange muligheder for at sprede sig. For at stoppe varianterne, skal vi stoppe virussen. For at gøre en ende på dødsfald og redde liv, skal vi gøre en ende på pandemien, siger Varsha.
Derfor kan sygeplejersker verden over ikke acceptere, at EU og en række vestlige lande stiller sig i vejen for at ophæve patenter.
– Det er vigtigt at kalde det, der sker, ved dets navn. Det, vi er vidne til, kan ikke defineres som en ineffektivitet i vores system eller som en politisk fiasko. Det er, uden tvivl, en forbrydelse mod os alle, fastslår Varsha og fortsætter.
– Det er derfor, at vi i vores kampagne kalder regeringer, der står i vejen for ophævelse af patenter for covid-19-kriminelle.
Vil forandre systemet
Ifølge kampagnekoordinatoren Varsha er der ingen tvivl om, hvorvidt der kan produceres nok vacciner til, at alle mennesker i verden kan blive vaccineret. Men patenterne gør, at dette ikke lykkes.
Hun peger på “en håndfuld rige lande”, der sidste år købte så mange vacciner, at alle verdens covid-19-vacciner var udsolgt inden sommeren 2020.
– Vi er vidne til, at nationalismens, imperialismens og racekapitalismens dårligdomme alle viser sig på de mest groteske måder i vaccinekapløbet. Og af den grund er dette spørgsmål måske en af de vigtigste kampe i vor tid, understreger Varsha.
– Som aktivister på venstrefløjen skal vi ikke bare være optaget af at forstå systemet under det hele, men af at ændre det, fortsætter hun.
Gennem deres kampagne kræver sygeplejerskernes fagforeninger, at FN undersøger, hvordan rige lande har sikret sig så mange vacciner, mens lande i Det Globale Syd fortsat er i mangel på vacciner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.