Dom fra Arbejdsretten
Vil det 21. århundrede tilhøre USA?
Det nuværende amerikanske dilemma består i, at forskellige interessegrupper i USA's elite ikke vil acceptere en verdensorden, der ikke er underlagt Washingtons dominans.
|
Uden spor af selvironi telefonerede USA’s præsident Joe Biden for nylig til sin russiske kollega om at holde et topmøde sammen. Kun få dage tidligere havde han i et tv-interview kaldt Vladimir Putin for en ”drabsmand uden sjæl”, som vil blive straffet. Diplomati på højeste niveau!
Selv om medierne synes at være immune over for den politiske spænding i verden, er forholdet især mellem Rusland og Ukraine (støttet af USA/Vesten) truende. Ikke siden den cubanske missilkrise i 1962 har verden være så tæt på en regulær (nuklear?) konfrontation. For at sætte situationen i perspektiv er det nødvendigt at analysere USA’s rolle i en geopolitisk kontekst.
USA’s op- og nedtur
I disse år gennemgår USA’s udenrigspolitik en turbulent periode, der er forbundet med landets ageren som herskende, men nedadgående hegemoni. USA’s opgang og nedgang er resultatet af en historisk proces, hvis rødder går tilbage til afslutningen af Anden Verdenskrig og den økonomiske genopbygning af de europæiske lande efter 1945 og senere til Sovjetunionens sammenbrud og Den kolde Krigs ophør.
Ikke at forglemme Mao Zedongs tale på Tiananmen-pladsen i 1949, hvor han sagde: ”Det kinesiske folk har rejst sig”. Kommunisternes sejr fik ikke kun symbolsk betydning. Den kinesiske Folkerepublik er den dag i dag en stor aktør på internationalt plan. Samtidig med disse begivenheder spillede den tredje verdens afkoloniseringsbølge en vigtig rolle ved at svække de vestlige imperialistiske magter. De to krige, som fandt sted i Korea og i Vietnam, afslørede USA’s militære svaghed overfor folkekrig.
Fra Anden Verdenskrig og op til vores millennium har USA’s geopolitik konstant forsøgt at skabe/opretholde en dominerende unipolær verdensorden.
Fra Anden Verdenskrig og op til vores millennium har USA’s geopolitik konstant forsøgt at skabe/opretholde en dominerende unipolær verdensorden. Dette projekt har imidlertid mødt tiltagende modstand. Nykonservatismens antagelse og forsøg på at forhindre opdukkende magter at finde sammen i et multipolært fællesprojekt viser sig at være en utopisk målsætning og strategi.
Sådanne bestræbelser kræver nemlig indre og eksterne ressourcer, som overstiger USA’s politiske, militære, og økonomiske muligheder. Konfronteret med denne virkelighed afslører den amerikanske supermagt sig som en utilregnelig og neurotisk statsdannelse. Denne iboende svaghed er nu blevet synlig for hele verden. Til trods for al snak om amerikansk ”exceptionalisme” kan denne tilstand ikke overvindes.
USA’s ideologiske blindhed
På grund af amerikansk ideologisk blindhed har dette konsekvenser for hele kloden. Som daværende præsident Ronald Reagans vicefinansminister Paul Craig Roberts udtrykker det: ”Washingtons dumheder er farlige for os og for verden”.
Dette tidligere medlem af eliten er blevet en barsk kritiker af amerikansk udenrigspolitik. På den anden side overvurderer han Ruslands styrke og mulighed for at svare på Vestens provokationer. Det ville være dumdristigt at betragte USA som en ”papirtiger”! Det regimeskifte, som fandt sted, efter at Donald Trump tabte præsidentvalget, har ikke medført større forståelse af USA’s modsigelsesfyldte forhold til omverden. Tværtimod!
Den store konsensus mellem de to ledende partier om en aktivistisk amerikanske udenrigs-politik skyldes i høj grad eksistensen af det militærindustrielle kompleks.
Faktisk har de få måneder efter udskiftningen i Washington vist, at forskellen mellem de to regeringer ikke er ret stor. Flere iagttagere har konstateret, at Biden-administrationens ”nye” udenrigspolitik ligner den, som blev ført, mens Donald Trump var i Det Hvide Hus.
Washingtons forståelse af verdenssituation virker forvirrende på både allierede og modstandere. En iagttagelse, der må tages med i betragtning, er, at USA’s politiske bygningsværk hviler på et ideologisk fundament, der hemmeligholder den amerikanske imperialismes væsen og evne til at anvende ”blød” og ”hård” magt.
Obamas arvegods
I sin første offentlige tale om udenrigspolitik lovede præsident Biden en fornyelse, der bygger på en tilbagevenden til den internationale rolle, som blev ført under præsident Obama. Joe Biden siger, at ”Amerika er tilbage”, og at diplomati fra nu af vil få en central placering i udformningen af USA’s udenrigspolitik. Fra talen får man det indtryk, at han erkender, at landet har mistet en del indflydelse under Donald Trumps fire år. Men ifølge Joe Bidens modsigelsesfyldte opfattelse kan det tabte terræn genvindes ved at inddrage nykonservative og interventionistiske medlemmer af Obamas A-hold.
Under disse omstændigheder kan man konkludere, at den nye regering vil anvende præsident Obamas arvegods som rollemodel for USA’s udenrigspolitik. Det skal ikke glemmes, at Joe Biden var vicepræsident i to perioder under Obama.
For at forstå forvirringen omkring USA’s nuværende udenrigspolitik skal man inddrage det historiske forløb, som har præget de forskellige administrationer i de senere årtier. Der skal i denne forbindelse fokuseres på Obama-Biden-administrationen. Motivationen for at anvende denne tilgang er, at Biden blev præsident hovedsagelig på grund af Obamas indblanding i Det Demokratiske Partis beslutningsproces i Bidens favør.
Præsident Obama vandt valget i 2008 imod John McCain, en reaktionær høg af værste skuffe, der ville føre George Bush’ krigeriske udenrigspolitik videre, selv om meningsmålinger viste stor krigstræthed i USA’s befolkning. Obama selv blev til gengæld blandt andet valgt med løfte om at afslutte de krige, som Bush-regeringen havde udløst som svar på 11. september 2001.
Obama var ikke en fredsdue
Udenrigspolitisk var han ikke en fredsdue. USA’s aktivistiske udenrigspolitik var ikke kun et barn af Det Republikanske Parti eller nykonservatismen. Allerede under Bill Clintons administration deltog USA aktivt i opsplitningen af Jugoslavien i 1990’erne. Som bivirkning fik denne politik både Rusland og Kina til at forholde sig skeptiske over for USA’s ageren på internationalt plan. Flere nykonservative tænketanke har arbejdet med projekter om ”balkanisering” af Rusland og Kina, som allerede dengang blev betragtet som potentielle fjender.
De to Obama-Biden-administrationer viste sig at være uvillige eller ude af stand til at standse krigene i Irak og i Afghanistan. Krige som nu har varet i henholdsvis 18 og 20 år! Ikke alene har USA tropper til stede i begge disse lande, men Obama-teamet kan også tilskrives krige i Libyen, Syrien og Yemen samt andre konflikter, især i Mellemøsten.
Det Demokratiske Parti har et stort ansvar for russofobien og sinofobien, der i færd med at forpeste det internationale politiske klima.
Det var ligeledes Obama-administrationen, der sammen med subversive amerikanske ngo’er fik væltet det demokratisk valgte regime i Ukraine i 2014. Kuppet skabte ikke alene grundlag for en borgerkrig i landet, men lagde også grunden til en potentiel regional krig med Rusland. En konflikt der let kunne føre til en verdenskrig.
Også i Latinamerika var Obama-teamet aktiv for regimeskift, især i Venezuela, som Obama udråbte til at være en ”strategisk trussel” for USA. I erkendelsen af at USA’s politik over for Cuba var slået fejl, promoverede Obama en ny politik imod socialisme i det lille land.
Det var den samme amerikanske regering, som fik åbnet den antikinesiske front med ”pivot to Asia”-politikken. En strategi som blev fulgt af Trump-regeringen, og som har medført en omringning af Kina med 400 amerikanske militærbaser!
Det var også på Det Demokratiske Partis initiativ, at Rusland blev beskyldt for at have hjulpet Trump til at blive præsident. Det Demokratiske Parti har et stort ansvar for russofobien og sinofobien, der i færd med at forpeste det internationale politiske klima.
Militarisering af økonomien
Historisk har USA’s strukturelle udvikling været præget af krige, konflikter, erobringer etc. Siden Anden Verdenskrig er der opstået en fælles holdning til en militarisering af den amerikanske samfundsøkonomi.
Den store konsensus mellem de to ledende partier om en aktivistisk amerikansk udenrigspolitik skyldes i høj grad eksistensen af det militærindustrielle kompleks, som præsident Dwight Eisenhower allerede i 1961 advarede imod. Som tidligere general forstod han, at det militære establishment vil kunne true det amerikanske demokrati.
Grunden til denne gennemgang af USA’s internationale rolle er, at præsident Biden identificerer den politik, han ønsker at følge som en tilbagevending til en fortid, der ikke findes mere. Når han udtaler, ”We are back”, er det med henblik på de ”gode” år under Obama-Biden-regimet.
Det nuværende amerikanske dilemma består i, at forskellige interessegrupper i USA’s elite ikke vil acceptere en verdensorden, der ikke er underlagt Washingtons dominans. Som talspersonen for Ruslands udenrigsministerium, Maria Zakharova, sagde i forbindelse med spændingen omkring USA’s rolle i Ukraine-krisen. Problemet består i, mener hun, at landet ”ikke er parat til at acceptere den objektive virkelighed af en multipolær verden, hvor det amerikansk hegemoni ikke længere er muligt”.
28. april 2021 | 06:59
