Lørdag den 16. oktober fylder forbundssekretær i 3F Henning Overgaard 50 år. De sidste fem år har han været en del af fagforeningsledelsen for flere end en kvart million faglærte og specialarbejdere inden for industri, byggeri, transport, offentlig, den grønne sektor og privat service, hotel & restauration.
Hans vestjyske hjerte har siden de helt unge år banket for solidaritet, social retfærdighed og faglig kamp for de udsatte på arbejdsmarkedet gennem sammenhold og en stærk fagforening. De første joberfaringer blev hentet som arbejdsmand i et af frysehusene på Esbjerg Havn, hvor arbejdet var fysisk hårdt, men det faglige fællesskab stærkt.
Forud for en klar afgørelse ved kampvalget til posten som forbundssekretær på 3F’s kongres i 2016 var Henning Overgaard blandt andet gennem ni år afdelingsformand i 3F Esbjerg Transport. Her stod han i spidsen for en mærkbar medlemsfremgang i afdelingen i en tid, hvor fagbevægelsen ellers har haft lidt svært ved at fastholde medlemstallet.
Min vigtigste prioritet i fagforeningsarbejdet er, at fagforeningen skal rykke endnu tættere på arbejdspladserne, tættere på de unge og medlemmernes daglige udfordringer.
Henning Overgaard
I fagforeningsledelsen har det derfor også været naturligt, at Henning Overgaard blandt andet har fået ansvaret for organisering, rekruttering og fastholdelse af medlemmer. Dertil kommer eksempelvis uddannelserne for de tillidsvalgte og ikke mindst 3F’s tværgående indsats imod social dumping. Her spiller de politiske kontakter en afgørende rolle, for selv om 3F er kendt for at kaste mange ressourcer ind i den faglige kamp imod social dumping, så er man også afhængig af gode rammebetingelser for og bevillinger til en effektiv myndighedsindsats fra blandt andre SKAT, Arbejdstilsynet og politiet. På Christiansborgs bonede gulve har Henning Overgaard haft god nytte af erfaringerne fra sine faglig-politiske år i Esbjerg, blandt andet som byrådsmedlem i tre år.
”Min vigtigste prioritet i fagforeningsarbejdet er, at fagforeningen skal rykke endnu tættere på arbejdspladserne, tættere på de unge og medlemmernes daglige udfordringer. Kontakten og dialogen skal være tæt, det er også styrken i vores indsats imod social dumping, fordi vores medlemmer ved, hvor vigtigt det er at få stoppet udnyttelsen af de udenlandske kolleger. Både for deres skyld og for at forsvare de danske løn- og arbejdsvilkår,” siger Henning Overgaard.
Fødselaren er født og opvokset i en ægte arbejderfamilie i Esbjerg, og han har selv videreført traditionen arbejderfamilie sammen med hustruen Susan. Hans mangeårige fodboldinteresse udfoldes blandt andet i Kvaglund IF, som ungdomstræner og frivillig aktiv i klubbens ungdomsarbejde. Fødselsdagen på lørdag fejres med den nærmeste familie i privat regi. På grund af Henning Overgaards tætpakkede arbejdskalender er fødselsdagsreceptionen i 3F’s forbundshus i København udskudt til torsdag den 4. november klokken 13-16.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.