CDU blev ikke valgt ind
Trump ville have Grønland. Hvad betyder den omfattende aftale, der netop er blevet underskrevet mellem USA, Danmark og Grønland, ud fra dette imperialistiske kravs synspunkt?
Foreløbige konstateringer: USA sikrer sig næsten ubegrænset militær suverænitet over Grønland. I aftalen er NATO i virkeligheden praktisk taget synonymt med USA’s militære styrker. Og USA sikrer sig også økonomisk kontrol over naturressourcerne, med ret til at modsætte sig udnyttelse af naturressourcerne fra ethvert land uden for Den Europæiske Union og NATO, men med endnu en beføjelse: Retten til at kunne nægte enhver “fjende” af USA muligheden for udnyttelse og handel på dette territorium.
Europa burde “blive ved med at drømme”, hvis det troede, det kunne forsvare sig uden USA.
Mark Rutte, NATO’s generalsekretær, 26. januar 2026
Ligeledes vil Grønlands territorialfarvande være under USA’s overordnede kontrol. Aftalen sigter åbenlyst mod at imødegå navnlig de kommercielle og strategiske interesser hos først og fremmest Kina, men også Rusland, og mod at kunne dominere de arktiske søveje. Søveje, der åbner sig med klimaforandringerne. Det er altså en supplerende magt, der gør det muligt effektivt at imødegå enhver ideologisk modstander.
Aftalen er ubegrænset i tid og dermed i strid med den danske grundlov. Den fastslår sin varighed, selv i tilfælde af Grønlands fuldstændige uafhængighed af Danmark. Det vil sige, at den på forhånd pålægger en hypotetisk uafhængig nation en aftale!
Baggrunden for underskrivelsen af denne aftale med magt er den største krise, NATO nogensinde har oplevet på grund af trusler om militær intervention fra USA i Grønland, hvis dets territoriale krav ikke blev opfyldt. Et truende krav fremsat af Trump midt i den europæiske krise med Ruslands invasion af Ukraine. En geopolitisk sag af første rang, både for Rusland og for Vesten.
Mark Rutte, NATO’s generalsekretær – ekstraordinært servil – erklærede dengang i EU-parlamentet i Bruxelles (den 26. januar 2026), at Europa burde “blive ved med at drømme”, hvis det troede, det kunne forsvare sig uden USA. En erklæring, der fulgte efter fornyede transatlantiske spændinger, navnlig udløst af uenigheder om Grønland og debatter om europæisk strategi.
Aftalen udgør således et fremskridt for USA’s imperialistiske interesser (militært og med hensyn til adgang til naturressourcer) og gør det muligt at redde ansigtet for Kongeriget Danmark og det atlantiske Europa: De højere interesser, det vil sige NATO’s facade af enhed, bevares, men prisen er en forstærket vasalstatus.
Aftalen er resultatet både af USA’s truende pres og af Bruxelles’ “velvillige” pres, hvor Europa foregiver, at dets afhængighed skulle være en bevaret uafhængighed og en reddet ære – og når nu de dominerende medier fortæller os det!
Ud over at Trump-regeringen er uforudsigelig, er der grund til at spørge, hvad denne aftale, der er fuld af risici, indebærer for fremtiden. Er det udelukket, at USA – i krise – synker endnu dybere ned i et fascistisk, højreorienteret, imperialistisk regime?
Det såkaldte “kompromis”, som den pågældende aftale udgør, er ganske vist mindre dramatisk end USA’s statskup mod Venezuela og dets ressourcer, men den imperialistiske logik er den samme.
Delcy Rodríguez, Venezuelas fungerende præsident, erklærede netop ved De Forenede Nationers sæde: “Vi har holdt et historisk møde med USA’s præsident Donald Trump, med hvem vi drøftede styrkelsen af den bilaterale forbindelse mellem vores lande og fremme af en samarbejdsdagsorden inden for strategiske områder som energi, miner, sikkerhed og andre spørgsmål af fælles interesse.”
Tomme fraser er afgjort en bestanddel af internationale relationer – bliv ved med at drømme!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
