Retssagen mod fem studerende fra Københavns Universitet (KU), samt den svenske aktivist Greta Thunberg, havde sin tredje retsdag onsdag den 16. september. Dagen gik med at føre flere vidner både fra politiet, samt en ansat fra KU.
Baggrunden for sagen er, som Arbejderen har skrevet om før, at gruppen af studerende i september 2024 udførte en studenterpolitisk aktion, hvor de besatte den såkaldte museumsbygning, som huser KU’s rektorat. De studerende besatte bygningen for at kræve, at KU indførte et akademisk boykot af Israel. De blev fjernet af tungt bevæbnet anti-terror politi, og siden da har universitetets ledelse valgt at retsforfølge de studerende.
Selvom sagen primært handler om besættelsen af museumsbygningen – hvor de studerende er tiltalt for husfredskrænkelse – har anklagemyndigheden valgt at bringe andre tiltaler mod enkelte af de studerende, samt Thunberg.
Blandt andet skulle en studerende angiveligt have sagt “oink, oink, piggy, piggy” til en politibetjent, en anden skulle have sagt “klasseforræder” til en betjent, og to studerende er også tiltalt i forbindelse med aktioner mod Mærsks hovedkvarter i København.
– Vidnerne skiftede mellem de forskellige tiltaler. Der var for eksempel en række betjente, som skulle vidne om sagerne, hvor de angiveligt er blevet kaldt forskellige ting, men der var også en ansat fra KU, som vidnede om selve besættelsen af museumsbygningen, fortæller Aleksandra Milanović, som er en af de tiltalte studerende, til Arbejderen.
Et tidligere angreb på museumsbygningen
Hun fortæller videre, at den ansatte fra KU smed noget af en bombe i retssagen, da hun fortalte om en hændelse, som skete omkring to uger før de studerendes besættelse af museumsbygningen.
Den ansatte fortalte, at hun var blevet utryg, da de studerende havde besat bygningen, da der to uger forinden angiveligt havde været andre maskerede aktivister, som angreb museumsbygningen med sten. Hun understregede dog, at de, der angiveligt kastede sten, ikke var studerende på universitetet.
Derfor, forklarede hun i retten, var hun bange for, at det var de samme aktivister, som var tilbage for at “brænde bygningen ned”.
– Det var lidt sært, da det ikke har været oppe før på noget tidspunkt. Ledelsen nævnte det ikke, da de vidnede de andre retsdage, der har ikke været noget mediedækning af det, eller bare meldt ud på vores intranet. Det er første gang, at vi hører om det, understreger Aleksandra Milanović og tilføjer:
– Det punkterer jo lidt ledelsens forklaring, da det lyder som et stærkt argument for, at de ansatte har været utrygge ved vores aktion. Men det er slet ikke blevet bragt op, så det var lidt et plot twist, da hun fortalte det.
Aleksandra Milanović understreger, at det er mærkværdigt, at der ikke har været noget mediedækning af stenkastningen, da museumsbygningen ligger i samme gade som synagogen i København.
Som Arbejderen tidligere har beskrevet, blev studenteraktivisterne mødt af svært bevæbnet anti-terror politi, netop fordi, at museumsbygningen ligger i nærheden af synagogen, som ses af politiet som et terrormål.
Kunne ikke definere klasseforræder
De andre vidner var som nævnt en række politibetjente, som skulle vidne om andre tiltaler end den fælles husfredskrænkelsestiltale, som alle fem studerende er tiltalt for. Blandt andet to konkrete tilråb, som angiveligt var blevet sagt mod politiet.
Tilråbet “klasseforræder” endte med at få en stor del af opmærksomheden, da der var tvivl fra vidnerne om, hvad det egentligt betød. Aleksandra Milanović fortæller, at da betjentene blev bedt om at definere termet, var de ikke sikre på, hvordan det skulle tolkes.
Artiklen fortsætter …
Læs også
Aktivister skal i retten igen til september: “Sagen er blevet meget lang og omfattende”
Betjenten er af palæstinensisk afstamning, hvilket ikke var blevet nævnt før han sad i retten, og tolkede det som at være “forræder mod sin race”. Han sagde dog også, at det måske kunne betyde, at man ikke indgik i et klassefællesskab, som for eksempel ikke ville spise is med sin folkeskoleklasse.
– Det var meget underligt, at de havde så svært ved at definere det, når de nu havde valgt at tiltale en af os for angiveligt at råbe det af dem. Den tiltalte fik endda lov til at forklare retten, hvad udtrykket faktisk betyder, og at det ikke har noget at gøre med folkeskoleklasser eller race, siger Aleksandra Milanović og tilføjer:
– Betjentene dækkede tydeligvis over hinanden, sådan som jeg så det. Det kom også frem, at den palæstinensiske betjent faktisk slet ikke havde sigtet den tiltalte for angiveligt at råbe klasseforræder, det var hans hvide kollega, der havde rejst sigtelsen.
Betjentene blev også spurgt ind til, hvornår de skred til anholdelse og sigtelse i forbindelse med politiske aktioner – og hvordan de sikrede aktivisternes ytringsfrihed samtidig.
Her lød svaret, at det var meget op til den enkelte betjent, og at der ikke var en fælles politik for, hvordan den slags situationer skulle håndteres.
Kun en retsdag tilbage
Sagen har officielt kun en enkelt retsdag tilbage, dog med en ekstra lagt ind, hvis det skulle blive nødvendigt.
Næste retsdag er den 28. september, hvor de sidste vidner skal afgive forklaring. Herefter skal anklagemyndigheden og de tiltaltes forsvarsadvokater procedere, hvorefter dommeren skal tage stilling til, om der skal fældes dom.
– Vi får også lov til at sige noget afsluttende, som tiltalte, hvis vi ønsker det den 28. september. Om der så kommer dom på den dag, eller om der gøres brug af den ekstra retsdag, ved vi ikke endnu, siger Aleksandra Milanović.
Hvis de studerende dømmes skyldige i husfredskrænkelse i forbindelse med aktionen mod museumsbygningen, er den maksimale straf en bøde. Fængselsstraf har ikke været på tale noget tidspunkt under retssagen.
Læs også
Flere anholdt efter aktion: Studerende Mod Besættelsen besatte rektoratet på Københavns Universitet
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


