I flere generationer har den vestjyske kemifabrik Cheminova prentet sig ind i de fleste danskeres bevidsthed som et produktionssted, der var synonymt med gift og forureningssvineri. Nu skal fabrikken, der i dag hedder FMC Rønland, lukke ved årets udgang. Men det ser ud til, at vi her har en skandale, der bare bliver ved med at give.
Forsvarsminister Jeppe Bruus har således meddelt, at det nu vil blive undersøgt, om der kan etableres våbenproduktion på stedet. Han siger, at “fabrikken har en historie og en placering, der gør det relevant at se på, om – og i så fald hvad – lokationen kan bruges til i den situation, vi står i i Danmark, hvor der er brug for at opruste vores forsvar og vores forsvarsindustri”.
Ministeren udmelding ligger helt på linje med, hvad hans chef i Statsministeriet tidligere på året mente om at erstatte kemiproduktion med krigsproduktion på Harboøre Tange. Den ide er “vanvittig god”, mener hun.
Udmeldingen kommer også på opfordring fra Lemvig Kommunes konservative borgmester Jens Lønberg. Han og kommunens øvrige politikere er forståeligt nok på jagt efter at skaffe arbejde til de omkring 400, der mister deres job, når Cheminova-grundens amerikanske ejere lukker og slukker. Og han peger selv på, at ideen om at etablere våbenproduktion i en eller anden form “måske ikke er så tosset”.
Som det før er blevet skrevet på denne plads: Vanviddet kender ingen grænser i disse tider.
Det gode princip om, at forureneren selv rydder op efter sig og betaler for det, har trange kår.
Af alle de muligheder der findes for at trække arbejdspladser til byen i et område, der i årevis er blevet drænet for store arbejdspladser, kan man tilsyneladende kun få øje på krigsøkonomiens potentialer.
Hvor fattigt i en tid der skriger på mere grøn energiproduktion! Mon ikke der skulle være mulighed for at etablere en produktiv virksomhed, der fremmer grøn omstilling og skaber liv og arbejdspladser lokalt – frem for at fremstille med død og ødelæggelse som formål.
Med lukningen af FMC Rønland ved årets udgang lukkes, hvad der er blevet kaldt en generationsforurening af Danmarks-historiske dimensioner. I den brede offentlighed er den tematiseret i de to romaner af henholdsvis Kim Blæsbjerg (“De bedste familier”) og Johanne Mygind (“Giftig”). Den første forventes at rulle hen over tv-skærmen som dramaserie på DR næste år. Allerede sidste efterår sendte TV2 dokumentarserien “Giften i sandet”.
Selvom der så sandelig findes andre store forureningsskandaler – som Proms Kemiske på Sydsjælland – er der næppe nogen anden, der i den brede befolknings bevidsthed kan måle sig med Cheminova-skandalen på Harboøre Tange.
Og den slutter ikke her:
Den amerikanske kemikoncern FMC Rønland, der i 2015 købte og omdøbte Cheminova, efterlader et område, der stadig lider under 70 års produktion af kemikalier og pesticider. I klitterne ved Høfde 42 ligger mere end 100 tons kemikalier begravet. Og på den gamle fabriksgrund er jorden fyldt med 40 tons pesticider og otte tons kviksølv. Også den nyere fabriksgrund er forurenet.
I øjeblikket er den amerikanske kemikoncern i gang med en såkaldt frivillig oprensning. Spørgsmålet er, om den fortsætter, når ejerne rykker ud. Det gode princip om, at forureneren selv rydder op efter sig og betaler for det, har trange kår.
Af hensyn til både mennesker og miljø er der både brug for effektiv oprensning og gift- og krigsfri produktion på Harboøre Tange!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
