Forestil dig folkeretten som et stort glasbord, som hele verden sidder omkring. Stormagter, små stater, allierede, modstandere og folk uden deres egen stat.
Bordet er ikke altid retfærdigt. Men alternativet er værre: En verden, hvor den stærkeste bestemmer.
Og glas har en særlig egenskab. En revne, der begynder i det fjerneste hjørne, behøver ikke blive dér.
Derfor handler Danmarks holdning til Vestsahara om mere end en fjern konflikt i Nordvestafrika. Den handler om, hvilken international orden Danmark ønsker at leve i.
Marokko har tætte økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige relationer til visse EU-lande. Det er legitimt. Men Frankrigs, Spaniens eller andre medlemsstaters nationale interesser er ikke automatisk EU’s fælles interesser.
Især ikke når folkeretten er på spil.
Hvad gør EU, når domstolen har talt?
EU-Domstolen har gennem flere afgørelser fastholdt, at Vestsahara har en særskilt og adskilt status fra Marokko. Domstolen har samtidig givet Vestsaharas folks samtykke central betydning i spørgsmålet om aftaler, der omfatter territoriet.
Dette burde være et afgørende udgangspunkt.
For hvis EU hylder retsstaten, men politisk forsøger at finde veje uden om konsekvenserne, når dens egne domstoles afgørelser bliver ubekvemme, opstår et alvorligt troværdighedsproblem.
Det gælder ikke kun Vestsahara. Det handler om, hvorvidt EU’s regler stadig står over EU’s kortsigtede interesser.
Én dag
Midt i årtiers diplomati, FN-resolutioner, forhandlinger og geopolitiske interesser bliver noget meget enkelt ofte glemt: Vestsaharas folk beder ikke EU om 50 års demokrati. De beder om én dag.
Én dag, hvor sahrawierne frit kan sige, hvilken fremtid de ønsker (gennem en folkeafstemning om uafhængighed fra Marokko, red.).
Sahrawierne beder ikke om det umulige. Giv dem én dag med demokrati.
Er det efter mere end et halvt århundredes konflikt virkelig for meget at forlange?
Marokko må fremlægge sit autonomiforslag og argumentere for det. Polisario må fremlægge sit alternativ. Det internationale samfund kan hjælpe med at skabe troværdige rammer.
Men ingen bør vælge resultatet på forhånd på folkets vegne.
Demokrati er ikke at fortælle et folk, hvilken løsning der er bedst for det. Demokrati er at spørge folket.
Pegasus, migration og Europas sårbarhed
Der er også grund til at se kritisk på EU’s voksende afhængighed af eksterne aktører.
Pegasus-skandalen (hvor medlem af EU-parlamentet blev udsat for spionage, red.) udløste alvorlige beskyldninger om spionage mod EU’s politikere og embedsmænd. Marokko blev kædet sammen med en del af anklagerne, som den marokkanske regering har afvist.
Migration har samtidig vist, hvor hurtigt et samarbejdsområde kan blive til politisk pres (som med Ceuta-krisen i år, red.). Pointen rækker langt ud over Marokko.
Når EU gør sig afhængigt af andre lande i forbindelse med migration, sikkerhed, energi eller handel, risikerer afhængigheden at påvirke EU’s politiske handlefrihed.
Et EU, der frygter konsekvenserne af at sige nej til sine partnere, er ikke strategisk stærkt.
Derfor har EU brug for Danmark
Små og mellemstore EU-stater som Danmark har en særlig interesse i en international orden, hvor regler betyder mere end størrelse.
Danmark behøver ikke være imod Marokko. Danmark behøver heller ikke være imod Frankrigs, Spaniens eller andre medlemsstaters interesser.
Men Danmark kan stille et nødvendigt spørgsmål:
Hvornår er noget en fælles interesse – og hvornår er det blot enkelte medlemsstaters nationale interesse, som resten af EU forventes at følge?
Når spørgsmålet handler om domstolsafgørelser, folkeret og et folks fremtid, bør svaret ikke afgøres af, hvem der har de stærkeste økonomiske eller politiske forbindelser.
Danmark ved også gennem debatten om Grønland, hvor vigtig denne sondring er.
Ét princip bør være universelt: Et territoriums strategiske værdi giver ikke andre ret til at bestemme dets folks fremtid.
Når EU forsvarer folkeretten i Ukraine, befolkningens vilje i Grønland og sine medlemsstaters grænser, skal det kunne forklare sin politik over for Vestsahara ud fra de samme grundlæggende principper.
Ellers vil andre med rette spørge, om EU’s syn på folkeret er streng over for modstandere og fleksibel over for venner.
Revnen i glasset
Det er ikke idealisme at arbejde for en verden, hvor en lille stat kan stå over for en stormagt med loven imellem dem. For Danmark er det sikkerhedspolitisk realisme.
For i en verden, hvor magt står over ret, er små og mellemstore lande blandt de første, der har noget at miste.
Folkeretten er et glasbord.
Vi kan ignorere en revne, fordi den i dag befinder sig langt fra København.
Men revnen kan brede sig.
Når politiske interesser bliver stærkere end domstolenes afgørelser, alliancer stærkere end principper og staters magt vigtigere end folks vilje, svækker vi ikke kun beskyttelsen af ét fjernt folk.
Vi svækker det bord, vi alle sidder omkring.
Sahrawierne beder ikke om det umulige.
Giv dem én dag med demokrati. Og respekter derefter deres valg.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

