Anmeldelse
Et gammelt mundheld siger, at man skal tage sit vasketøj ind, når sigøjnerne kommer til byen, og denne holdning til det farende folk lever stadig i bedste velgående ifølge Benedicte Toftegaard, der i januar 2025 sammen med en roma på en genbrugsstation havde hentet ting, der kunne omsættes til penge. Deres cykler var godt belæsset, og da hun blev overhalet af en yngre cyklist, råbte denne ”fucking gypsy” efter hende.
Sådan slutter hendes bog ”Det er jo ikke mit ansvar, men…”, der er en slags dagbog, som begynder i april 2022, og fortæller om hendes samliv med en romafamilie.
Det begyndte en kold og regnfuld aften, hvor hun gik hen til sin lokale Netto og kom i snak med en rumænsk mand udenfor. Snak er måske så meget sagt, men i forbindelse med et bogprojekt havde hun lært sig en smule af sproget.
I hvert fald så meget at hun forstod, at manden og hans familie, fem i alt, var hjemløse og overnattede udendørs. Hun boede alene i et hus, og da hendes afdøde mands musikværelse ikke blev brugt, inviterede hun familien til at overnatte i det, hvad der skulle blive til længerevarende ophold.
Et tillidsfuldt venskab
Manden, hun talte med først, var den 38-årige Daniel, der er gift med Cristina, og som den ældste er familiens overhoved. Derudover er der hans bror Florin og dennes kone Maria samt lillebroderen Nicolae, der lider af et eller andet, der gør ham sygeligt sky over for fremmede.
Cristina har det også psykisk dårligt og indtager med mellemrum noget antidepressiv medicin, der sløver.
Alt i alt er det ikke de nemmeste gæster at have boende, og Toftegaards familie og venner løfter da også brynene og ruller med øjnene, da de hører om arrangementet. Men mellem forfatteren og Daniel udvikler der sig et tillidsfuldt venskab, som bliver støttepillen i de situationer, der ellers kunne blive kritiske, og gennem dagbogsbladene får vi fortalt om deres samliv og romaernes baggrund, kultur og livsvilkår.
Af de fem er det kun Maria, der har gået nogle år i skole. De andre er analfabeter. Som Daniel siger, så var det bedre under Ceausescu, for da var der tvungen skolegang. Nu undlader romaerne at sende børnene i skole, fordi de ikke har råd til ordentligt tøj og de nødvendige materialer, og fordi de frygter, at uddannelse vil fjerne børnene fra familien.
Romaernes historie
I det hele taget lukker de sig om sig selv og lever traditionsbundne med familien som centrum. Man udviser omsorg for hinanden, betaler hinandens gæld og sørger frem for alt for at familiens ære ikke skæmmes. Det kræver bl.a. at man følger skik og brug på alle områder, selv om man slet ikke har råd til det, som da Daniels søn skal giftes.
Måske skyldes denne indadvendthed romaernes baggrund. Fra middelalderen var de slavegjorte over hele Europa, men især i Rumænien. Der blev afholdt salgsmarkeder, hvor det sidste vides at have fundet sted i 1852, og i Rumænien ophørte slaveriet først i 1864.
Men stadigvæk levede de i yderste armod og var ildeset. Under nazismen blev der dræbt 300.000, og i 1940 var 250 romabørn prøveklude for udviklingen af den Zyklon B-gas, der efterfølgende blev brugt til aflivning af jøder.
Men når man sammenligner med de sorte slavers udvikling efter slaveriets ophør, er den anderledes. Forfatteren gør ikke forsøg på at forklare, hvad årsagen kan være, men præsenterer sine fem logerende som de mennesker, de er, med gode og dårlige sider, og med de sociale udfordringer, de stilles overfor.
Benedicte Toftegaard: Det er jo ikke mit ansvar, men…
Byens Forlag. 276 sider. 299 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
