Fortælling
På trods af kulturelle forskelle forstås mange folkeeventyr globalt, fordi pointerne er de samme.
Mange danskere kender måske molbohistorien om “Næserne”. Lukker man øjnene og bruger sin fantasi, kommer man tilbage til Danmark for tre-fire hundrede år siden: Et feudalt Danmark med uhyrer som klabautermænd, slattenpatter og flere andre.
Men også i Danmark findes de forskellige globale eventyrmotiver.
Her er et dansk skæmteeventyr (humoristisk undergenre af eventyr, red.), som måske er bekendt.
Næserne
“En gang blev molboernes regnekunst sat på en hård prøve. De skulle nemlig tælle efter, hvor mange de var.
De vidste, at de var syv, da de gik hjemmefra, men enhver af dem, der talte dem nu, kunne ej tælle flere end seks, fordi at den, der talte de andre, altid glemte sig selv.
Da de længe havde brudt hovederne herover og ikke kunne gøre det til mere end seks, og dog heller ikke savnede nogen, rådførte de sig endelig med en vejfarende mand, som just kom forbi.
Han førte dem hen til en stor blød kokasse og rådede dem til af lægge sig ned rundt om samme, stikke hver sin næse i den og så tælle hullerne.
Dette gjorde de, og da kunne enhver tælle syv huller.”
Den pointe er let at forstå: Molboerne kunne ikke tælle på normal vis og måtte derfor ty til kolorten for at finde ud af, hvor mange de var.
Palæstina har en helt anden natur og helt andre mennesker end dem på Mols, men selvfølgelig har man i Palæstina også et eventyr med samme pointe som Næserne:
Johha tæller æsler
“Da Johha blev gammel nok til at arbejde for sit levebrød, blev han æseldriver.
En dag, da han havde ansvaret for tolv æsler, der skulle bære jord ind i sin hjemby Turmus Ayya (på Vestbredden, red.), faldt det ham ind at tælle æslerne, før han begyndte at hente jord.
Da han var færdig med at tælle dem, drev han æslerne hen til stedet, hvor han skulle hente jord. Her lastede han æslerne med sække fulde af jord og begyndte at drive æslerne tilbage til Turmus Ayya.
Han satte sig på et af æslerne for at ride hjem og talte æslerne igen, men nu var der ikke længere tolv æsler – kun elve.
Det undrede ham, så han stod af æslet, som han red på, stillede alle æslerne på række og talte dem igen.
Han blev meget glad og lettet, da han igen talte tolv æsler.
Derefter satte han sig igen op på et af æslerne og begav sig af sted igen.
Mens han red, undrede han sig over, hvordan det kunne være, at han havde først havde talt tolv æsler, men da han talte dem anden gang, var der kun elve.
Han måtte have talt forkert, så han talte dem igen for endnu en gang at opdage, at der kun var elve æsler. Frygtelig forvirret steg han igen ned fra det æsel, han red på, og stoppede de andre.
Igen talte han dem og blev meget forbavset over, at der igen var tolv æsler.
Så optaget var han af dette mysterium, at han fortsatte med at tælle og tælle æslerne, indtil hans herre, overrasket over Johhas lange fravær, kom og løste hans vanskeligheder ved at bede ham om at stige ned fra det æsel, som han red på og følge æslerne til fods.
Johha blev meget glad, da der nu igen var tolv æsler.”
To forskellige kulturer, to forskellige omgivelser, to forskellige handlinger, men med en og samme pointe, som både danskere og palæstinensere forstår.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
