Ja, “almindelige” mennesker skulle snart, i egen interesse, komme op på mærkere og demonstrere i gaderne – ligesom landmændene (hvis man skal sige noget positivt om sidstnævnte).
Der er rigeligt med forskere, fx. Jan Øberg og andre fremsynede, der advarer om, at vi er godt på vej til at gentage optakten, der ledte til Anden Verdenskrig. Men de forbliver som regel på det det verbale plan.
Der er brug for opfølgende handling. At ord følges op af handling.
At ildsjæle tager initiativet, så folk kommer ud på gaderne.
Godt nok forekommer Natos eskalation, med øget risiko for konfrontation med Rusland, abstrakt, men logisk. Nato/EU har tydeligvis skærpet sin i forvejen skingre krigsretorik- og krigsforberedelse mod Rusland endnu mere, og selvom det hér ikke drejer om konkrete, økonomiske særinteresser, aktuelt landmændenes sag, som ellers nok plejer at kunne folk op af stolene, er det vel lige så vigtigt at demonstrere mod en mulig krig i Europa, og hvad den indebærer – som det er at gå på gaden for økonomiske egeninteresser?
Der er ikke længere et kommunistisk parti til at mobilisere “almindelige” mennesker mod den krigstrussel, der mere end nogensinde hænger som et Damoklessværd over Europa. Ingen, inklusiv Enhedslisten gør det.
Og så er der jo kun ildsjælene til at tage initiativet til at kalde folk ud på gaderne.
Og vil folk ikke det, dvs. at de vil lade krigskræfterne fortsætte med at køre med klatten, med muligt krigsudbrud til følge, ja, så må folk vel tage konsekvenserne af dette valg, som det jo reelt er. Ikke?
Så kom den tyske melding, som har været forventet, siden en drone blev fundet på en landingsbane i den tyske lufthavn Leipzig/Halle den 4. august: Det var Rusland, der stod bag.
Sammen med dronen blev også fundet et eksplosivt militært sprængstof. Lufthavnen bruges blandt andet i forbindelse med NATO’s transport af militært udstyr, og ukrainske Antonov-fragtfly har base der.
Den forventede melding om, at Rusland stod bag dronen, og at der var tale om et hybridt angreb, kom fra Tysklands indenrigsminister Alexander Dobrindt. Han bebudede lukning af det sidste russiske konsulat i Rusland, mens kansler Merz siger, at “de vil komme til at betale”.
Rusland afviser at stå bag.
Droneepisoden i Tyskland – der skal også have været en mindre omtalt episode i Italien for nylig – rykker dronekrigen fra NATO-periferien i Baltikum og Finland ind i et NATO-kerneland. Den er udtryk for, hvorledes konfrontationen mellem NATO- og EU-landene på den ene side og Rusland på den anden side bevæger sig højere og højere op på konfliktstigen.
Enhver episode – som den i Tyskland – sættes ind i en fortælling og tolkes konsekvent som bevidst aggressiv og som led i en årelang strategi for russisk overtagelse af Europa. Som Mette Frederiksen erklærede for nylig, så er “russerne altid i krigsmode”, sådan per definition og nærmest patologisk.
For et par uger siden kom TV2’s historie om hemmelige dronebaser:
“På eksisterende militæranlæg er der anlagt hemmelige dronebaser med store hangarer til opbevaring af droner og nye affyringsramper, hvorfra Rusland kan affyre avancerede langtrækkende angrebsdroner.“
Historien var godt timet – den faldt stort set sammen med, at krigsminister Jeppe Bruus kunne annoncere en ny aftale med Terma om at levere et såkaldt anti-drone kommando- og kontrolsystem.
Det var netop, da krigens købmænd var forsamlet i Herning til deres årlige våbenfestival. De klappede med sikkerhed i deres hænder.
Det store spørgsmål er, hvad der skal til for at udløse dette scenarie. Mindre og mindre, fristes man til at konkludere med den krigsretorik, som NATO- og EU-landene hvirvler sig selv ind i.
Imens skrues der også op på slagmarken i og luftrummet over Ukraine. Ukraine har hen over sommeren angrebet og ramt anlæg dybt inde i Rusland, ligesom russiske skibe er blevet gjort til angrebsmål. Rusland har skiftet taktik og udvidet sine militære operationer til nye områder. Derudover har Rusland lukket for adgangen til Odessa, så Ukraine ikke længere kan eksportere korn eller modtage våben ad den vej. Senest blev der natten til 1. september gennemført et omfattende missil- og droneangreb mod Kyiv og omegn, herunder mod vigtige militære lagre.
Al forsigtighed er lagt til side. Og det er indlysende, at både militære og civile tab er omfattende.
I mellemtiden har den tyske avis Bild løftet sløret for, hvad der planlægges i NATO’s hovedkvarter og i de militære stabe, hvis der skal slås igen på et russisk angreb mod et NATO-land. Planens tre faser lyder som gengivet i tysk presse:
Fase 1: I denne første fase skal Ruslands forsvarssystemer sættes ud af spil.
Russiske luftforsvars- og missilsystemer skal sættes ud af spillet – også i Kaliningrad.
Fase 2: I forlængelse heraf skal oprettes, hvad der kaldes en “autonom zone” ved grænserne til Rusland og Hviderusland – en beskyttelsesmur, hvor udelukkende droner og ubemandede køretøjer kæmper. Med andre ord: en slagmark uden mennesker.
Fase 3: Når det er klaret, skal russisk territorium angribes. Specialstyrker skal ødelægge militær- og forsyningsinfrastruktur – herunder flyvepladser, våbenfabrikker, broer og jernbaner. Derudover skal en såkaldt luftbro transportere droner og robotter med fly ind på russisk territorium.
Planen kaldes NATO Land Warfighting Concept, og der er sådan set ikke noget hemmeligt ved den. Det er sådan, det bliver, hvis det kommer så vidt. Som brigadegeneral Chris Gent, vicestabschef ved NATO’s landkommando, udtalte under militærøvelser i Letland i maj i år til Defense News:
“Der er ingen hemmeligheder her: Sådan udvikler krigsførelsen sig … Det er allerede virkelighed. Vi taler ikke om science fiction, ikke om 2040. Vi taler om det, der er brug for i dag.”
Det store spørgsmål er, hvad der skal til for at udløse dette scenarie. Mindre og mindre, fristes man til at konkludere med den krigsretorik, som NATO- og EU-landene hvirvler sig selv ind i.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

