Kommentar
Hvorfor skulle lønmodtagerne gå med på DI-direktørens, smedeforbundsformandens og udenrigsministerens udspil?
Et utraditionelt trekløver bestående af administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen, forbundsformand Claus Jensen fra Dansk Metal og udenrigsminister (M) Lars Løkke Rasmussen var den 30. juli sammen ude med en kronik i Politiken.
Formålet var at overbevise offentligheden om, at den tid, som vi lever i, og som bliver kaldt rovdyrenes tid, også er en tid, der rummer muligheden for at gøre EU økonomisk konkurrencedygtig og stærk.
Småbønderne og de oprindelige folk i Mercosur-landene er ligesom de indiske småbønder stærkt utilfredse med den handelsaftale, som EU har indgået med disse lande.
Udtrykket rovdyrenes tid har de tre kronikører henter fra den italiensk-schweiziske forfatter og essayist Giuliano da Empolis meget populære bog af samme navn, som udkom sidste år.
Giuliano de Empolis budskab er her, at vi aktuelt lever i en ny politisk æra, hvor traditionelle diplomatiske spilleregler, love og institutioner viger for rå, kynisk og uforsonlig magtudøvelse begået af skruppelløse ledere og tech-milliardærer.
Kronikørerne er enige med Giuliano da Empolis i, at verdens stærkeste ledere aktuelt konkurrerer på en måde, hvor de ser stort på ”alle regler og har kaos som et mål i sig selv”, men vil alligevel hellere se disse ledere som store grå elefanter end rovdyr. Samtidig vælger de mærkeligt nok, at Europa skal gå ind i denne konkurrence ”som en falk”, der slår ned præcist og hurtigt for at nå sit mål.
Kronikørerne mener, at Danmark udmærker sig ved at have ”verdens bedste arbejdsmarked hvor høje standarder og smidighed går hånd i hånd.” De fremhæver tiden under coronapandemien som et eksempel på, hvordan tillidsfolk, arbejdsmiljørepræsentanter og øverste direktører på kort tid sammen satte nye systemer i gang, og mener, at disse repræsentanter for medarbejdere og ledelse nu skal gentage denne kunst, også selv om vi ikke befinder os i en undtagelsestilstand.
Det bliver forklaret tydeligt, at formålet er at sikre, at store industrivirksomheder i Danmark og EU får bedre vilkår, så de bedre tiltrækker investeringer og bliver styrket i konkurrencen på det internationale marked.
Hvad arbejderne får ud af at medvirke på denne måde forklares ikke i kronikken, og grunden til det må vel være, at dansk mainstreamtænkning i medierne er rykket så langt til højre, at selv fagforeningsbossen fra Dansk Metal er med på den.
De tre kronikører vil styrke vilkårene for de store virksomheder og investorer ved initiativer på fem punkter.
De mener blandt andet, at EU skal føre ”en proaktiv handelspolitik”, hvilket for dem blandt andet indebærer, at markedet skal være åbent med en fair symmetrisk frihandel. De understreger, at massiv subsidiering og dumpede priser står i modstrid til en sådan handelspolitik.
Handelsaftaler som kaldes proaktive
Kronikørerne nævner EU’s handelsaftale med Indien, som blev indgået sidste år og aftalen med Mercosur-landene som eksempler på handelsaftaler, der bringer EU i den rigtige retning, og som vi bør have flere af.
Indiens største landbrugsorganisationer har omfattende modstand mod EU’s handelsaftale med Indien. En af disse organisationer hedder Samyukt Kisan Morcha (SMK), og denne organisation har ifølge mediet The Hindu kaldt aftalen “en køreplan for økonomisk kolonisering“ og mener, at aftalen vil medføre systematisk dominans af europæiske og globale selskaber på det indiske marked.
De kritiserer EU’s landbrugsstøtte for at medføre unfair konkurrence og frygter, at aftalen vil true de små indiske landbrugs eksistens og fødevaresikkerheden. De frygter blandt andet, at subsidierede europæiske forarbejdede fødevarer og mejeriprodukter vil oversvømme det indiske marked.
De indiske landbrugsorganisationer er også dybt bekymrede for, at aftalens regler om intellektuel ejendom (immaterialret) kan true landmændenes traditionelle rettigheder til at gemme, bytte og genbruge egne frø, og endelig kritiserer de, at aftalen er forhandlet igennem uden reel inddragelse af parlamentet eller landbrugets organisationer.
Småbønderne og de oprindelige folk i Mercosur-landene er ligesom de indiske småbønder stærkt utilfredse med den handelsaftale, som EU har indgået med disse lande.
De deler denne utilfredshed med miljøorganisationer som NOAH og Friends of the Earth International og småbønderne med flere, og miljøorganisationerne mener, at handelsaftalen vil styrke storindustrielt landbrug på bekostning af lokale samfund, øge skovrydning og værdifulde naturområder og true deres livsgrundlag og rettigheder. De frygter, at den vil medføre pres på jord og afskovning.
Småbønderne og miljøorganisationerne har også fremhævet, at aftalen fastholder en ulighedsmodel, hvor de sydamerikanske lande leverer billige råvarer til det globale marked, mens EU modsat eksporterer forarbejdede industrivarer – altså samme kritik, som de indiske kritikere kommer med.
De oprindelige folk i nogle af Mercosur-landene er samtidigt stærkt utilfredse, da aftalen er lavet hen over hovedet på dem, og uden at de er blevet hørt og har givet samtykke.
Men også i Europa (Belgien, Frankrig, Polen, Spanien og Tyskland) protesterer bønder mod aftalen. De frygter massiv konkurrence fra billigere sydamerikanske varer, der produceres efter regler, der er lempeligere end dem, som de selv er underlagt. De mener blandt andet, at landmænd i Mercosur-landene har lavere udgifter til miljø-, klima- og dyrevelfærdskrav end dem selv.
Det er måske ikke så mærkeligt, at man i Dansk Industri og Moderaterne kan se stort på de problemer, som handelsaftalen vil skabe for klimaet, småbønder og oprindelige folk, da der jo er nogle særlige interesser, som de arbejder for. Det er straks mere interessant, hvorfor en forbundsformand for et stort arbejderforbund tilsyneladende kun har et skuldertræk til overs for disse problemer og med et åbent spørgsmål om, hvad hans medlemmer mon tænker.
Tiltag der skal fremme konkurrencekraften
De tre kronikører taler for at fremme de store erhvervsvirksomheders konkurrencekraft og vil gøre det ved at opfordre til, at virksomhederne får bedre rammevilkår i EU i form af enklere regler og mindre regulering.
De fortæller, at Den Internationale Valutafond har regnet sig frem til, at der er mange penge at tjene for virksomhederne, hvis EU udvikler sig ad denne vej.
De er enige om, at der må en bulldozer til for at rydde op i alle de mange regler og reguleringer, som gælder i EU, så virksomhederne kan tilegne sig nogle af de mange potentielle fortjenester.
De undlader samtidigt i kronikken at fortælle, hvilke typer regler og reguleringer der skal tromles ned, men nævner, at de ikke er imod regler. Samtidigt tilføjer de, at reglerne skal virke “for os – ikke imod os”.
Spørgsmålet er, hvem er ”os”, og hvad er det for interesser, der står på spil?
Draghi-rapporten fra 2024 har allerede ført til, at en lang række krav til de store virksomheder i EU om ESG – og bæredygtighedsrapportering er formindsket.
Miljøorganisationerne er stærkt kritiske over for de konsekvenser, som disse lempelser vil få for klima og miljø, og i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) frygter man blandt andet, at lempelserne vil forringe fokus på arbejdsmiljø, ordentlige lønvilkår og grundlæggende arbejdstagerrettigheder i virksomhederne.
Det kan derfor undre, hvorfor metalbossen ikke deler denne frygt, men tværtimod gerne ser mere af samme skuffe.
Klimatiltag skal drives som en rentabel forretning.
Kronikørerne fortæller, at den grønne omstilling for ikke så mange år siden i høj grad drejede sig om at gøre noget godt for klimaet, mens det økonomiske potentiale blev overset. De nævner det, de kalder grøn brint, Power-to-X og elektrificering som tiltag, der både løser klimaproblemerne og bliver gode forretningstiltag for virksomhederne.
Det nævnes ikke, at man i klimaorganisationer som NOAH og Friends of the Earth opfatter Power-to-X og brint som falske klimaløsninger og afledningsmanøvre for reelle øjeblikkelige CO2-reduktioner.
Det nævnes heller ikke, hvordan danske og andre europæiske virksomheder allerede er i gang med projekter i afrikanske lande, som går ud på at producere store mængder energi i disse lande via Power-to-X og brint, som skal forbruges i Europa.
Det nævnes således ikke, at europæiske selskaber med økonomisk støtte og garantier fra EU vil kunne tilgodese behov for energi på denne måde, mens lokale befolkninger kommer til at stå tilbage med de sociale, miljømæssige og landskabsmæssige konsekvenser uden at få glæde af energien.
Hvad får de tre kronikører til at tro, at arbejderne vil støtte deres ideer?
Når formændene for Dansk Industri og Dansk Metal samt landets udenrigsminister har valgt at skrive en kronik sammen, har formålet nok været at skabe en illusion om, at vi har de samme interesser på tværs af EU, og hvad enten vi tilhører ejer- eller lønmodtagersiden af virksomhederne.
Handelsaftalerne med Indien og Mercosur-landene kan skabe nye arbejdspladser og dermed vækst i EU. Bagsiden for dem, der rammes af aftalerne i disse lande, er sparsomt beskrevet i den danske og europæiske presse og kunne have haft potentiale til eftertanke – især for lønmodtagerne. Og egentlig er det vel også hykleri, når kronikørerne taler om EU’s fair og symmetrisk frihandel, samtidig med at EU støtter landbruget og forarbejdede landbrugsprodukter samt de nye energiprojekter i Afrika økonomisk.
Kronikørerne taler for enklere regler og mindre regulering for virksomhederne i EU. Når dette ønske nævnes uden anvisninger på, hvad der ønskes forenklet og droppet, vil de fleste være positive, for hvem ønsker unødvendige regler og anvisninger?
Hvis debattørerne i stedet for havde fortalt, at kravene til virksomhederne formentligt ønskes lempet på områder som klimaaftryk, arbejdsmiljø og sikring mod korruption, havde læserne nok været mindre positive.
I det hele taget er det ikke så tit, at pressen er ude med artikler, der kritiserer virksomhedernes metoder til at skabe sig fortjenester og den hjælp, de får af stater og kommuner til at nå deres mål.
Tilbage på perronen står lønmodtagerne, som kommer til at mærke konsekvenserne, når arbejdsbetingelserne forringes, når klimakrisen ikke adresseres, og når store befolkningsgrupper i andre dele af verden har grund til at føle sig udnyttet af Vesten.
Europa optræder tydeligvis allerede i udpræget grad som rovdyr. Lønmodtagerne kan stadigvæk vælge, om vi skal fortsætte ad denne vej, eller om vi for eksempel hellere vil have det som i Hans Scherfigs billeder, hvor girafferne lever i fred og fordragelighed side om side med alle de andre dyr på savannen.
Dette indlæg er oprindeligt sendt til Politiken, hvor det ikke blev optaget.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
