Vi må ikke stoppe med at stille krav til dagtilbud, men vi skal stoppe tænkningen om børn som produkter
Forældrene er ikke kunder, og pædagogerne er ikke servicepersonale. Vi er voksne på hver vores side af døren, som har et fælles ansvar for et barn, skriver Anne Dahl Thing.Når vi afleverer vores børn i vuggestuen eller børnehaven, overlader vi noget af det kæreste, vi har, til andre mennesker.
Det er en mærkelig øvelse i tillid. Vi afleverer vores børn om morgenen og går på arbejde, og imens skal andre voksne trøste dem, når de bliver kede af det, hjælpe dem ind i legen, tørre deres næser, løse konflikter, læse historier, sætte grænser og meget mere. Vi skal finde tiltroen til, at en anden er opmærksom på vores barn, for når vi henter igen, får vi kun en lille bid af dagen med hjem.
Måske er flyverdragten blevet våd. Måske har Kurt spist to portioner til frokost. Måske har han været glad. Måske har han været ked af det. Men hvordan ved man egentlig, om det har været en god dag?
Her sker der noget interessant og noget sårbart.
For vi er vant til at være kunder. Vi ved, hvad vi kan forvente af en håndværker, en restaurant eller en ny telefon, hvor vi betaler for en ydelse og forventer et resultat. Når resultatet ikke lever op til forventningen, kan vi klage. Men hvad er resultatet af en dag i børnehaven?
Det er et umuligt spørgsmål at svare på, for pædagogik er netop ikke en produktionslinje, og et barn er ikke et produkt, der skal leveres tilbage i forbedret stand klokken 16.
Alligevel kan man falde i og få lyst til at lede efter netop dét, der beviser, at pengene, tiden og tilliden er godt givet ud. Hvad har Kurt lært? Er han skoleparat? Er sproget alderssvarende? Kan han tælle? Kan han sidde stille? Kan han indgå i fællesskabet? Selvom det, vi egentlig har brug for, er svært at se, kommer vi til at måle på det, der kan ses.
Lad os sammen kræve, at vi hæver niveauet for samtalen om vores dagtilbud.
Det er ikke forældres skyld alene. Det er resultatet af en offentlig debat, hvor læring, udvikling og målbare resultater fylder helt overdrevet. Og det skaber en dårlig kultur for vores tillid og samarbejde, når vi begynder at forstå kvaliteten i dagtilbud som noget, vi kan aflæse på det enkelte barn.
De vigtigste parametre for kvalitet er netop dem, vi ikke kan se. At en voksen havde tid til at sætte sig ved siden af et barn, der ikke fandt ind i legen. At nogen opdagede, at den ellers glade pige havde været stille hele formiddagen. At Kurt har fået lov til at fordybe sig i en leg, som ikke havde noget læringsmål.
Det er den slags, der er svært at dokumentere, og det er også den slags, der kræver tid, faglighed og nærvær. Og her bliver forholdet mellem forældre og personale så afgørende, for det er her, tilliden skal stå som bro.
Forældre skal selvfølgelig kunne stille krav til deres børns dagtilbud. Faktisk skal vi stille høje krav.
Vi skal kunne forvente, at vores børn bliver mødt af voksne, der har tid og evner til at drage omsorg for dem, at pædagogerne reagerer, når et barn ikke trives. Vi skal kunne forvente ordentlig kommunikation og reel mulighed for dialog. Vi skal kunne forvente, at institutionen arbejder professionelt med børnenes fællesskaber og handler, når noget ikke fungerer.
Men vi skal også kunne forvente, at der er ordentlige rammer for, at personalet kan gøre det arbejde.
For det er ikke urimelige krav. Det er helt grundlæggende for, at daginstitutionen er et rart sted at være, både for vores børn og for de medarbejdere, der knokler der.
Men der er forskel på at stille krav til de politiske rammer, at stille krav til institutionen og at stille krav til barnet som resultat. Børn er ikke projekter, der skal afleveres færdige i skolen. Når det kommer til vores børn, kommer kunde-leverandør-logikken totalt til kort. Forældrene er ikke kunder, og pædagogerne er ikke servicepersonale. Vi er voksne på hver vores side af døren, som har et fælles ansvar for et barn.
Vi skal ikke altid være enige, men vi skal kunne være uenige uden at gøre hinanden til modstandere. Vi skal turde spørge, når vi er bekymrede. Fortælle når noget er svært. Lytte, når der bliver sagt noget, selvom det er hårdt at høre. Det er forældresamarbejde, og det skal vi insistere på, at der er tid og rammer til. Det er dér, tilliden vokser.
Når vi mister den fælles forståelse, bliver det for let at placere ansvaret hos den anden, og imens står barnet midt imellem.
Efterhånden som jeg har beskæftiget mig med børnepolitik, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at vi har brug for de høje krav til vores dagtilbud. Men kravene skal stilles de rigtige steder.
Vi skal kræve tid til relationer, høj faglighed hos personalet, stabile voksne og ordentlige rammer. Vi skal kræve, at ’kvalitet i dagtilbud’ ikke bare er et slogan i en valgkamp, men noget børn faktisk møder i deres hverdag.
Kravet er ikke, at vi skal kunne måle resultatet. For at et barn bliver trøstet af en tryg voksen, finder mod til at spørge, om hun må være med i legen, eller for første gang tør sige fra over for en ven, kommer der ingen besked om på AULA. Der er ingen graf, der viser det. Men det er dér, daginstitutionen er lykkedes.
Så lad os sammen kræve, at vi hæver niveauet for samtalen om vores dagtilbud. Vi kræver ikke institutioner, der lover at gøre vores børn til noget bestemt, vi kræver institutioner, hvor de får lov at være børn, mens de får tryg hjælp til at blive sig selv.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.