I år kan Jyllands-Posten fejre sin 155 års fødselsdag. Det er der god grund til. Trods et udtalt fortsat ståsted på højrefløjen i dansk politik har avisen, takket være dygtige journalister især gennem de seneste årtier, udviklet sig til en førende tværpolitisk landsavis gennem brug af uafhængig, undersøgende samt nu og da dybdeborende journalistik.
Avisens historie er lang og må skrives i mange kapitler – ikke kun fordi man har bevæget sig politisk, men også fordi man flere gange har placeret sig udenfor skiven af det pæne borgerlige selskab.
Indenrigspolitisk ophørte JP i 1930’erne med at støtte Det Konservative Folkeparti og betegnede sig fra 1938 som ‘uafhængigt borgerlig’. Fra 1971 som “et af private, erhvervsmæssige, organisationsmæssige og partipolitiske interesser uafhængigt liberalt dagblad”.
Langt om længe er Danmarks Regering og Rigsdag naaet frem til Beslutningen om at forbyde kommunistisk Virksomhed her i Landet.
Jyllands-Posten, 22. august 1941
De 155 år er også en god anledning til kritisk at se på nogle af de mørkere kapitler af avisens historie. Især savnes en selvkritisk behandling af avisens støtte til Kommunistloven i 1941.
Efter Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen jagtede og fængslede dansk politi med stor ihærdighed fra 22. juni 1941 danske kommunister. Tyskerne bad statsminister Thorvald Stauning om, at knap 70 kommunister blev interneret, men gennem en ordre til landets politimestre udvistes så stor flid, at op imod 400 kommunister blev anholdt ud fra de hemmelige kartoteker, som dansk politi ulovligt og på eget initiativ havde ført i 12 år.
Først to måneder senere vedtog et enigt Folketing den såkaldte kommunistlov:
”§ 1. Alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger forbydes, og de bestaaende kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art er forbudt. Dette gælder, uanset om der foreligger Tilslutning til nogen Forening. Overtrædelse af foranstaaende Bestemmelser straffes med Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 8 Aar.
§ 2. Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation, kan efter Justitsministerens Bestemmelse eller med hans Godkendelse tages i Forvaring, naar dette skønnes nødvendigt af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter.”
Med tilbagevirkende kraft og grundlovsstridigt blåstemplede loven de – indtil da – 339 anholdelser og 116 interneringer i Horserødlejren gennem et forbud mod kommunistisk virksomhed, som kunne straffes med indtil otte års fængsel.
I realiteten blev straffen dog for mindst 22 døden.
Da samarbejdspolitikken i august 1943 brød sammen, lod man bevogtningen af lejren overgå til tyskerne uden aktivt at give de fængslede chance for at undslippe. Det betød, at 150 kommunister i oktober 1943 sammen med de jøder, som ikke undslap til Sverige, blev sendt i kz-lejr.
Men regeringen var ikke alene derom. Ud over den usædvanligt store nidkærhed, som det danske politi udviste, må man ikke glemme, at ingen medlemmer af Rigsdagen stemte eller talte imod, og at aviserne enten var tavse eller ligefrem støttede såvel interneringen som blåstemplingen heraf med kommunistloven.
Mest udtalt i sin støtte til kommunistloven var Jyllands-Postens leder 22. august 1941, der allerede med overskriften “Kommunisme er en Forbrydelse” uden forbehold meldte klart ud. I lederen hed det:
”Langt om længe er Danmarks Regering og Rigsdag naaet frem til Beslutningen om at forbyde kommunistisk Virksomhed her i Landet. Denne Beslutning er truffet under Trykket af ekstraordinære Omstændigheder, men den er i Virkeligheden blevet begrundet med nøjagtigt de samme Motiver, som bl. a. Jyllandsposten gennem mange Aar har fremført for Kravet om et Forbud mod Kommunismen.”
Videre hed det i lederen:
”Det er noget uvant i dansk Lovgivning at skride til Forbud mod et politisk Parti, og der er visse Steder en Tendens til at undskylde dette Skridt. Der er imidlertid ikke Brug for nogen Undskyldning[…] Juridisk er der saaledes intet at indvende mod Forbudet. Men, siger de samme forsigtige Sjæle, selv om det ikke strider mod Forfatningens Ord, saa er det alligevel i Yderkanterne af, hvad Folkestyrets Aand kan billige[…] Men reelt var Kommunistpartiet ikke et dansk Parti.”
Lederen slog fast:
”Nu er Forbudet kommet, og Udøvelse af kommunistisk Virksomhed er altsaa herefter en Forbrydelse, som kan straffes med indtil 8 Aars Fængsel. Dermed er der givet Myndighederne Hjemmel for at skride ind overfor en politisk Ideologi, som ikke alene har været skadelig for vort Folks moralske Sundhed, men ogsaa – og specielt naturligvis under de nuværende Forhold – en alvorlig Fare for vort Land[…] til dem, som i Anledning af Kommunistforbudet ængstes lidt paa Folkestyrets Vegne, vil vi sige, at Regering og Rigsdag netop har gjort dansk Folkestyre en Tjeneste ved at fjerne et Fremmedlegeme, en Kræftknude, som har snyltet paa det. Det er godt, at dette Forbud er kommet. Men det vilde have været endnu bedre, om Regering og Rigsdag for Aar tilbage havde lyttet til de Røster, som forlængst har krævet et saadant Forbud, saa det kunde have været gennemført, uden at det skete under Indtrykket af de særlige Forhold, vi nu lever under.”
Citaterne taler for sig selv.
De ansvarlige for kommunistloven var i første omgang den danske regering, men den var ikke alene derom. Ud over den usædvanligt store nidkærhed, som det danske politi udviste, må man ikke glemme, at ingen medlemmer af Rigsdagen stemte eller talte imod, og at aviserne enten var tavse eller ligefrem – mest udtalt i Jyllands-Posten – støttede interneringen.
I retsopgøret efter krigen blev ingen gjort ansvarlige for hverken grundlovsbruddet, anholdelserne eller interneringen i Horserød eller Stutthof, der som nævnt medførte døden for mindst 22 af de danske kommunister.
Under Den Kolde Krigs udtalte antikommunisme og mccarthyisme var en undskyldning til de danske kommunister og deres efterkommere bestemt ikke på dagsordenen. Og mange af de kommunister, der havde lidt, synes at have prioriteret andre dele af retsopgøret højere end deres egen sag.
I de senere år har efterkommere af de fængslede og internerede danske kommunister blandt andet gennem Horserød-Stutthof Foreningen bedt om en undskyldning fra regeringen for dét, der retteligt bør betegnes som det største grundlovsbrud nogensinde.
Som historikeren Claus Bryld skrev i en kronik i Jyllands-Posten i august 2011, har kommunistloven fået en særlig plads i historieskrivningen, fordi den var et klokkeklart grundlovsbrud. Grundloven garanterede jo forenings- og ytringsfriheden, og ikke siden forbuddet mod det tidlige Socialdemokrati i 1873 var et politisk parti blevet forbudt i Danmark.
Undskyldningen burde være givet forlængst. Statsminister Mette Frederiksen bør på regeringens vegne give en klar og uforbeholden undskyldning til efterkommerne.
En undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen vil være en naturlig opfølgning på Anders Fogh Rasmussens udmelding allerede for mere end 20 år siden ,da han i maj 2005 i Mindelunden ved 60-års-dagen for Danmarks befrielse beklagede udleveringen af uskyldige mennesker til Nazi-Tyskland.
– Jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Undskyldningen fra Mette Frederiksen – som den nuværende statsminister – bør følges op med opsætning af en mindeplade på Christiansborg, som foreslået af efterkommerne.
Den afgående formand for Folketingets præsidium Søren Gade har stillet sig positiv. På et møde med efterkommerne lovede han tillige, at præsidiet vil behandle forslaget snarest. Det nye præsidium, hvor Henrik Frandsen (M) er indstillet til at overtage formandsposten, bør snarest følge op på Søren Gades halve løfte ved på den forestående 85-årsdag for kommunistlovens vedtagelse love at få opsat en mindeplade på Christiansborg. Derved kan sikre, at det mørke kapitel ikke fortsat glemmes i danmarkshistorien.
Men også Jyllands-Posten bør uforbeholdent undskylde. Jo før, jo bedre, så det ikke fortsat kaster en skygge på avisens historie. Årsdagen for kommunistlovens vedtagelse er en god anledning.
Jyllands-Posten har afvist at bringe ovenstående kronik.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
