Torsdag den 13. august skulle Tesla-mekanikere i Malmø, Umeå, Uppsala, Upplands Vestby, Segeltorp og Huddinge have genoptaget deres strejke for overenskomst. Strejken havde været sat på midlertidig pause hen over sommeren.
Men det gik ikke som varslet af mekanikernes fagforbund IF Metall og omtalt i Arbejderen i forrige uge.
I stedet er den langvarige konflikt mellem Tesla og de svenske metalarbejde afsluttet, ikke fordi parterne har forhandlet sig frem til en løsning, men fordi Elon Musk har betalt de strejkende mekanikere til at afslutte deres ansættelser.
Det er ikke en faglig løsning; det er bestikkelse.
3F Esbjerg.
Lad os ikke forveksle en ophørt konflikt med en løsning. Det, vi her er vidner til, er ikke resultatet af en fair forhandling, men en kynisk udrensning af arbejderrettigheder betalt med milliardær-penge, lyder reaktionen fra Jakob Lykke og Brian Reichle, formand for henholdsvis 3F Esbjerg og Havnearbejdernes Losseklub af 1944.
– Det er ikke en faglig løsning; det er bestikkelse, konstaterer de og tilføjer:
– Elon Musk tror åbenlyst, at alt kan købes – herunder menneskers integritet og vores kollektive rettigheder[…] Dette er et forsøg på at skabe en præcedens, hvor multinationale giganter kan diktere vilkårene i vores samfund ved blot at tømme deres lommer, hver gang de møder organiseret modstand. Det er en trojansk hest af amerikansk anti-faglighed, der bliver rullet direkte ind i vores baghave.
Ifølge fagbladet 3F er det cirka 80 metal-arbejdere, som Musk har betalt for at opsige deres job.
– Jeg har ikke set noget lignende. Det er ikke et udfald, man normalt ser på en arbejdskonflikt, udtaler Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, til Fagbladet 3F.
Ifølge Laust Høgedahl ender konflikter som den svenske ofte med et kompromis, men i det her tilfælde har der været tale om en principiel sag og en vanskelig forhandlingsmodstander.
– Elon Musk har et ry for absolut ikke at ville forhandle med fagforeninger. Slog man først hul på Tesla i Sverige, kunne man forestille sig, at andre lande ville få blod på tanden, siger han.
Strejken i Sverige startede den 27. oktober 2023, da ansatte ved ni Tesla-værksteder gik i strejke med kravet om at få en overenskomst.
I Esbjerg har havnearbejderne siden den 18. december 2023 været opfattet af sympatikonflikt og ikke rørt ved biler eller andet gods, der var tiltænkt Tesla i Sverige. Nu ophører sympatikonflikten, men ikke forargelsen over “Musks arrogance”..
– Vi modtager bilerne, men vi beholder vores foragt for et selskab, der hellere vil betale folk for at forsvinde end at underskrive en overenskomst, siger de to vestjyske fagforeningsmænd.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

