Læserbrev
Jeg blev student fra Frederiksberg Gymnasium i sommer. Jeg var virkelig glad for at gå der, og jeg følte, at jeg lærte meget. Derfor har jeg en personlig interesse i at kæmpe for et uddannelsessystem, der gavner alle. Men jeg har også set, hvordan konstante nedskæringer presser rammerne.
For eksempel hævede SVM-regeringen i 2024 karakterkravet til gymnasiet og omfordelte midler fra store til små gymnasier under uddannelsesreformen – det inkluderer nedskæringer, der ramte musikuddannelserne på STX. Det udløste en stor demonstration, hvor op mod 60.000 gymnasieelever ifølge arrangørerne strejkede over hele landet i protest mod nedskæringer og forhøjede karakterkrav. Det gik blandt andet ud over Frederiksberg Gymnasium, og derfor var der mange af mine venner, der var med til demonstrationen.
Kunstnerisk udfoldelse betragtes som en unødvendig luksus for kapitalens akkumulation.
Mine venner oplevede, at de manglede det særtilskud (A-fagstillæg), som STX hidtil har fået for at udbyde tunge A-fag som musik. Det gjorde, at de følte et svækket incitament til at vælge musik, fordi uden ekstramidler til A-niveauet mistede de den økonomiske dækning til at opretholde det udstyr, som musikundervisningen krævede. Det betød, at gymnasiets overordnede råderum skrumpede.
Demonstrationen blev afholdt af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som er et talerør for gymnasielever. DGS valgte at tale til politikerne for at gøre dem opmærksom på problemerne ved nedskæringer. Præcis som vi har set det i Palæstina-bevægelsen, begår DGS her den fejl at rette appellen mod Christiansborg i håb om en moralsk kursændring. Det er kernen i reformisme: Troen på, at kapitalismens rammer kan ændres gennem appeller til dem, der administrerer systemet, i stedet for gennem klassekamp.
Jeg har selv været medlem af DGS, så jeg kan sagtens forstå frustrationen. Men politikerne har ikke magten i samfundet. Politikerne er afhængige af kapitalismen, fordi politikerne handler inden for rammer, der i høj grad er bestemt af den globale kapitalisme.
Staten er afhængig af de største danske virksomheder som Novo Nordisk, Mærsk og LEGO, fordi de står for en stor del af skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer. Derfor prioriterer staten virksomhedernes konkurrenceevne over sociale investeringer. Det handler ikke om politiske valg, men om strukturel tvang i kapitalismen.
Det så vi konkret i juni 2024, da SVM-regeringen præsenterede en erhvervspakke med skattelettelser til erhvervslivet for 1,8 milliarder kroner, blandt andet en lavere generationsskifteskat for familieejede virksomheder som LEGO. Desuden skar politikerne i musikuddannelserne under uddannelsesreformen. Det illustrerer, hvordan statens råderum under kapitalismen prioriteres efter, hvad der styrker erhvervslivets konkurrenceevne – ikke efter, hvad der gavner uddannelse, trivsel og velfærd.
Derfor giver det mening inden for en kapitalistisk logik, at politikerne skærer i musikuddannelserne, fordi musikuddannelser ikke direkte skaber profit for erhvervslivet, og kunstnerisk udfoldelse betragtes dermed som en unødvendig luksus for kapitalens akkumulation.
Hvem bør gymnasieelever så tale til i stedet? De bør i stedet tale til arbejderklassen, fordi det er de eneste, der reelt kan løse problemet. Størstedelen af befolkningen deler arbejderklassens interesser, som er at opfylde borgernes behov, herunder unge som mig, der endnu ikke er på arbejdsmarkedet, men rammes af de samme nedskæringer. Men staten er tvunget til at beskytte den herskende klasses interesser. Staten er nemlig et redskab for den herskende klasse til at udbytte arbejderklassen.
Arbejderklassen er de eneste, der reelt har magten til at ændre systemet. Hvis arbejderklassen og de brede lag organiserer sig og lammer produktionen gennem massive strejker, rammer det kapitalisterne lige der, hvor det gør mest ondt: på profitten. Det er den eneste form for modstand, der gør kapitalisterne bange for at miste deres magt.
Vi unge skal derfor stoppe med pænt at bede Christiansborg om lov. Vi bør i stedet organisere os i strejker og massebevægelser for at kæmpe mod hele det kapitalistiske system.
Lad os ikke spilde tiden på at tale til politikerne, men i stedet opbygge den kollektive magt, der kan vælte den kapitalistiske stat. Det stopper kun, hvis arbejderklassen lammer produktionen gennem strejker, truer erhvervslivets profit og derved tvinger politikerne til at give indrømmelser.
Det er også derfor, jeg selv er aktiv i Revolutionært Kommunistisk Parti, fordi vi anerkender, at staten ikke er neutral, og at det derfor ikke giver mening at tale til politikerne. Vi taler derimod til arbejderklassen, som er dem, der reelt har magten i samfundet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
