Læserbrev
Jeg blev student fra Frederiksberg Gymnasium i sommer. Jeg var virkelig glad for at gå der, og jeg følte, at jeg lærte meget. Men jeg har også set, hvordan konstante nedskæringer presser rammerne. Derfor har jeg en personlig interesse i at kæmpe for et velfærdssystem, der gavner alle. Som kommunist mener jeg, at denne kamp kræver et klart klasseperspektiv.
Stigende nedskæringer og privatiseringer rammer især os unge og arbejdere – det er vigtigt at holde fast i, at alle borgere ikke rammes lige hårdt af velfærdspolitik. Den herskende klasse har nemlig altid mulighed for at tilvælge privat velfærd, mens unge og arbejdere er tvunget til at prøve lykken i det offentlige.
For at holde omkostningerne nede og maksimere profitten under krisen, presses arbejdernes lønninger i bund. Men arbejderne er samtidig de forbrugere, der skal købe varerne. Dette er kapitalismens mest centrale modsætning.
Desværre går det den forkerte vej for vores velfærd. Det skyldes blandt andet budgetloven, som blev vedtaget i 2012 og trådte i kraft i 2014. Budgetloven fratager både kommuner og regioner muligheden for at bruge pengene på kistebunden til velfærd.
Hvis logikken bag budgetloven blev overført til privatøkonomien, ville det svare til, at du var tvunget til at lægge 1000 kroner til side på en sparekonto hver måned, selv om du havde en kritisk regning for strøm, varme eller husleje, der skulle betales. Det var aldrig blevet accepteret. Folk ville være tvunget til at flytte fra hus og hjem. Men når det gælder vores fælles velfærd, bliver det desværre set som nødvendigt for at beskytte kapitalismen.
Så når Rikke Carlsson, som er partileder for DKP, skriver i sit indlæg i Arbejderen, at ‘Kampen for velfærd er antikapitalistisk‘, er jeg helt enig i overskriften. Men hendes formulering i selve indlægget er misvisende. Hun skriver: ”Man kan være så tørstig, at et par dråber vand kan føles som en gave fra himmelen. Men hvis det er magthaverne, der har slukket for vandhanen, så er det bevidst sabotage. Og netop sabotage er, hvad det offentlige har været udsat for.”
Det får det til at lyde, som om nedskæringer er et bevidst valg foretaget af politikerne. Men nedskæringspolitikken er i virkeligheden en tvingende konsekvens af, at den kapitalistiske stat må beskytte kapitalismen mod dens egne kriser.
Når rovgrisk økonomisk konkurrence skaber overproduktion, gør det, at virksomhederne ikke kan sælge deres varer på markedet. For at holde omkostningerne nede og maksimere profitten under krisen, presses arbejdernes lønninger i bund.
Men arbejderne er samtidig de forbrugere, der skal købe varerne. Dette er kapitalismens mest centrale modsætning, som med jævne mellemrum sender markedet ud i dybe økonomiske kriser.
Når det sker, er den kapitalistiske stat tvunget til at rulle velfærden tilbage for at genoprette profitraten. Nedskæringer er ikke nødvendige for os unge og arbejdere, men de er tvingende nødvendige for at holde liv i kapitalismen.
Budgetloven blev indført i kølvandet på finanskrisen i 2008, som blandt andet medførte, at flere medlemslande i EU havde oparbejdet massiv gæld, hvilket truede euroens stabilitet. Budgetloven var derfor ikke et politisk valg, men en nødvendighed for at beskytte kapitalismen på baggrund af den daværende økonomiske realitet.
Budgetloven fungerer derfor som en beskyttelsesmekanisme for markedet – hvis markedet knækker igen, ligesom det gjorde i 2008, har staten altid penge på kistebunden til at redde bankerne og de store virksomheder.
EU’s finanspagt forpligter medlemslandene til at sikre et strukturelt underskud på højst 0,5 procent af BNP og en samlet statsgæld på højst 60 procent af BNP. EU krævede ikke direkte nedskæringer, men den danske stat indførte budgetloven på baggrund af aftalen for at beskytte den herskende klasses interesser. Regningen for markedets iboende ustabilitet bliver dermed blot væltet over på arbejderklassen, som tvinges til at betale prisen.
Budgetloven er et symptom på problemet, som er, at staten ikke er neutral. Størstedelen af befolkningen deler arbejderklassens interesser, som er at opfylde borgernes behov, herunder unge som mig, der endnu ikke er på arbejdsmarkedet, men rammes af de samme nedskæringer.
Men det er ikke, fordi staten frit vælger side. Den er underlagt kapitalismens indre logik, som kræver, at profitraten og akkumulationen beskyttes for enhver pris – og fordi staten samtidig er bygget til at tjene den herskende klasses interesser, bliver resultatet det samme, uanset hvilken regering der sidder for bordenden: Nedskæringer, der væltes over på arbejderklassen.
Derfor vil jeg appellere til, at vi kommunister står sammen om altid at have et klart klasseperspektiv. Det er nemlig vores opgave at afvise politiske beslutninger som blot et ’politisk valg’ og være tydelige omkring de økonomiske realiteter og klassemodsætninger, der ligger bag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
