Da de første familier i sidste uge vendte tilbage til landsbyen Zawtar al-Gharbiyeh i det sydlige Libanon, fandt nogle kun en bunke beton, hvor deres hjem havde stået. Andre måtte flytte ind i landsbyens købmandsbutik, fordi huset ikke længere kunne bebos.
De hjemvendte bliver de første til at leve i de amerikansk-støttede pilotzoner, der skal bane vejen for israelsk tilbagetrækning og en større rolle til den libanesiske hær.
Ifølge både Reuters og Associated Press ligger israelske kampvogne fortsat i stillinger umiddelbart øst for Zawtar al-Gharbiyeh, mens israelske overvågningsdroner fortsat er synlige over området.
Reuters’ udsendte journalist beskrev i sidste uge, hvordan kampvogne stadig kunne ses fra landsbyen, selv efter den libanesiske hærs indmarch, og flere hjemvendte fortalte, at de fortsat ikke føler sig sikre.
Det er den virkelighed, der møder de mennesker, som nu bliver de første til at afprøve den amerikansk-mæglede plan, der skal omsætte våbenhvilen mellem Israel og Libanon til noget mere varigt.
Reuters beskriver pilotzonerne som den første egentlige test af den amerikansk-mæglede våbenhvile.
Selvom israelske styrker har trukket sig ud af dele af området, kontrollerer Israel fortsat flere strategiske højdedrag, mens der fortsat ikke findes nogen aftalt mekanisme for Hezbollahs afvæbning.
En fred på prøve
Ifølge aftalen skal israelske styrker gradvist trække sig ud af udvalgte områder, mens den libanesiske hær overtager kontrollen.
Ambitionen er at udvide modellen, hvis den første fase lykkes. Men allerede nu er de største politiske knaster tydelige. Hezbollah har gentagne gange afvist at lade sig afvæbne som led i pilotzone-aftalen.
Organisationen har dannet fortrop i kampene mod en lovløs Israelsk hær, men var ikke selv part i den amerikansk-mæglede aftale og har fastholdt, at dens våben ikke indgår i forhandlingerne. Israel har omvendt gjort yderligere tilbagetrækninger betinget af, at Hezbollahs militære tilstedeværelse reduceres.
Det indbyggede paradoks i fredsaftalen får våbenhvilen til at fremstå som en krig i venteposition.
Det indbyggede paradoks i fredsaftalen får våbenhvilen til at fremstå som en krig i venteposition.
Det bliver en prøve på, om den libanesiske stat igen kan få fodfæste i et område, hvor den i årtier har delt magten med væbnede aktører.
For befolkningen i Sydlibanon er usikkerheden ikke ny. Området har gennem årtier været præget af israelske invasioner, en langvarig besættelse, krigen i 2006 og gentagne væbnede sammenstød langs grænsen.
Derfor bliver fred ikke målt i underskrevne aftaler, men i, om de holder længe nok til, at et almindeligt hverdagsliv kan vende tilbage.
Tilbage til et ødelagt hjemland
For de familier, der vender tilbage, er den politiske proces kun den ene del af historien. En af dem er Mahasen Faqih.
Da hun vendte hjem til Zawtar al-Gharbiyeh sammen med sin mand, var huset så ødelagt, at de måtte flytte ind i familiens købmandsbutik.
Til Associated Press beskriver hun følelsen af at være hjemme igen som bittersød: “Vi har ikke sikkerhed. Ikke engang én procent.”
Men familien ønsker ikke at forlade deres hjem endnu en gang.
Ifølge en hurtig skadesopgørelse fra FN’s udviklingsprogram (UNDP) er mere end 11.000 bygninger blevet fuldstændig ødelagt syd for Litani-floden, mens tusindvis af andre har fået omfattende skader. De direkte bygningsskader alene vurderes til omkring 1,38 milliarder amerikanske dollar.
I Zawtar al-Gharbiyeh vurderer borgmesteren, at over halvdelen af landsbyen er ødelagt. Samtidig advarer den libanesiske hær om, at området fortsat skal ryddes for ueksploderet ammunition og andre eksplosive efterladenskaber, før hverdagen kan vende tilbage.
Freden er med andre ord begyndt. Genopbygningen er knap nok.
Hundredtusinder er vendt hjem næsten lige så mange er stadig fordrevet
Siden kampene aftog, er hundredtusinder af libanesere vendt tilbage til deres lokalsamfund.
Ifølge FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) er over 730.000 mennesker registreret som hjemvendte.
Samtidig lever omkring 430.000 mennesker fortsat som internt fordrevne.
Tallene fortæller noget vigtigt. Selv når frontlinjerne flytter sig, gør menneskene det ikke nødvendigvis.
Mange kan ganske enkelt ikke vende hjem, fordi deres boliger er ødelagt, infrastrukturen er brudt sammen, eller sikkerheden stadig opleves som for usikker.
Den sværeste kamp begynder nu
Mens kampene fyldte internationale overskrifter, får genopbygningen langt mindre opmærksomhed.
Alligevel bliver det netop de kommende måneder, der afgør, om våbenhvilen udvikler sig til en varig fred.
Hvis pilotzonerne fungerer, kan de blive begyndelsen på en gradvis stabilisering, hvor staten langsomt genvinder kontrollen, familier vender hjem, og genopbygningen tager fart.
Mislykkes de, risikerer pilozonerne blot at blive endnu et navn i rækken af våbenhviler, som aldrig blev til varig fred.
For familierne i Sydlibanon er geopolitik vigtigt, men sekundært. Det handler om, hvorvidt de tør reparere taget, så vinterregnen ikke trænger ind. Om de tør plante næste sæsons afgrøder. Om børnene kan begynde i skole igen. Og om stilheden over landsbyerne denne gang er begyndelsen på fred, eller blot endnu et ophold mellem to krige.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


