Europas omstilling til en krigsøkonomi bygger på uvidenhed eller bevidst bedrageri
Europas militarisering bygger ikke på økonomiske fakta, men på politiske påstande. Politikerne er enten uforsvarligt uvidende om det mest grundlæggende i økonomien — eller også vildleder de bevidst befolkningen om de påståede gevinster ved oprustning, skriver Jan Øberg i denne blog.Europa er i gang med en historisk omlægning mod det, politiske ledere nu kalder en krigsøkonomi.
Men gennem de sidste 50 år findes der ikke én eneste økonomisk analyse, der viser, at militære investeringer gavner økonomien mere end tilsvarende civile investeringer.
Alligevel hævder de fleste EU- og NATO-ledere, at oprustning skaber vækst, arbejdspladser og innovation – således von der Leyen, Meloni, Stoltenberg, Scholz, Macron og senest NATO’s Rutte på topmødet i Ankara.
Det er en politisk fortælling uden hold i virkeligheden.
Våbenindustrien skaber få arbejdspladser
Militær produktion skaber få arbejdspladser, fordi den kræver store anlæg, dyrt udstyr og specialiserede leverandører, men relativt få ansatte.
Mange af pengene går til import af teknologi og komponenter, så midlerne forsvinder ud af landet i stedet for at skabe aktivitet herhjemme.
Når staten er den eneste kunde, opstår der heller ikke den konkurrence, der normalt presser priser ned og driver nye idéer frem. Nye våben koster altid mere end beregnet.
Militær produktion giver meget lidt tilbage til resten af samfundet.
Videre: Våben bruges enten til ødelæggelse eller står ubrugt i lagre og på flyvepladser. Moderne kampfly kræver flere vedligeholdelsestimer end de er i luften; Våben er død kapital uden spin-off.
Går glip af investeringer i velfærd
Når regeringer bruger milliarder på militæret, betyder det samtidig, at de ikke bruger de samme milliarder på sundhed, uddannelse, grøn omstilling, ældrepleje eller infrastruktur.
Det er det, man går glip af. Hver krone til militæret er en krone, der ikke skaber arbejdspladser i de sektorer, hvor investeringer faktisk giver et højt afkast og brede samfundsgevinster.
Civile investeringer skaber flere jobs, mere innovation og større økonomisk aktivitet — og det har været dokumenteret i årtier.
Alligevel har ikke ét eneste europæisk forskningsinstitut undersøgt, om det giver økonomisk mening at omforme Europa til en krigsøkonomi.
Ingen har sammenlignet, hvad man får ud af en milliard til militæret versus en milliard til civil udvikling.
Ingen har analyseret, hvordan en krigsøkonomi påvirker priser, forsyningskæder, velfærd, produktivitet eller langsigtet økonomisk stabilitet. De tør ikke, da de alle er finansieret af stat og/eller erhvervsliv.
Militarisering bygger ikke på fakta
Tidligere forskning i konvertering viste, at det var økonomisk fordelagtigt at omlægge militær produktion til civil produktion.
I dag gør Europa det modsatte: man flytter ressourcer fra civile sektorer til militære, uden at undersøge konsekvenserne. Der findes ingen modeller, ingen beregninger og ingen offentlig debat om, hvad det betyder for økonomien, velfærden og fremtidens arbejdsmarked.
Det står derfor helt klart: Europas militarisering bygger ikke på økonomiske fakta, men på politiske påstande. Politikerne er enten uforsvarligt uvidende om det mest grundlæggende i økonomien — eller også vildleder de bevidst befolkningen om de påståede gevinster ved oprustning.
Europa er i færd med at gennemføre en historisk økonomisk omlægning i blinde – samtidig med at NATO’s militærudgifter stadig er ti gange større end Ruslands.
Konsekvenserne er krystalklare.
EU- og NATO-lande smider ressourcer ud af vinduet, der er afgørende i den globale konkurrence om innovation, grøn omstilling og udvikling.
Og så øger den direkte risikoen for krig. Har man våbnene på hylden men savner intellekt og konsekvensbedømmelser, så er der tale om usikkerhedspolitik.
Hvor står danskerne i dette u-diskuterede spørgsmål? Og hvor står fagbevægelsen?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.