Part 1
Den 12. juli ligger vi over for det danske Udenrigsministerium i København. Bogstaveligt talt, rælingen på bagbords side fører ud over havnebassinet, hvor Udenrigsministeriets bygninger troner over kajen.
Symbolikken kan ikke være mere til at tage og føle på. Så tæt på og alligevel så klart adskilt ligger det politiske ansvar. Ansvaret for at lægge pres, for at stille krav, for at lukke ned for handel og stoppe våbentransporterne til den israelske besættelsesmagt.
Men vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af ministrene, regering og Folketing lever ikke op til det ansvar. Danske våbenfabrikker som Terma og MyDefence eksporterer jævnligt nye dele til de israelske våben, Israel sælger stadig varer på favorable vilkår jævnfør EU’s associeringsaftale, og rederierne Mærsk og H. Folmer & Co. transporterer fortsat våbendele, militært udstyr og sprængstoffer eller ammunition fra de vestlige våbenhandlere til Israel.
Og så ud for styrbords ræling, på kajen, hundredvis af almindelige mennesker, som hver især gør deres for at lægge pres på politikere, meningsdannere og købmænd. Et pres der sammen munder ud i et krav: Bryd blokaden af Gaza, bryd belejringen!
På skibet Handala II føles det næsten som om, at man kan nå ministeriet med en spytklat – med et godt brostenskast. Men afstanden består ikke af meter – den består af politisk bevidsthed og handling. Eller mangel på samme.
Handala II vil bryde blokaden af Gaza.
Emmelie de Forest synger, madboden sælger ”Gaza toast” til 25 kroner plus et valgfrit støttebeløb. Solen bager, så der er hele tiden gang i salg af vandflasker og iskaffe. Hele tiden dukker nye støtter af Gaza op, andre smutter videre, for Handala II ligger ved kajen i flere timer, og de københavnske solidaritetsgrupper med Palæstina har mobiliseret til støtte.
Fra scenen får vi at vide, at en god ven af ”Ship To Gaza” har doneret 1000 kroner, og i de næste minutter tikker der en strøm at støttebeløb, store og små mellem hinanden, ind på indsamlingskontoen.
Pengene skal i sidste ende finansiere, at Handala II sejler hele vejen til Gaza og bryder blokaden, forhåbentligt som det første, men ikke det sidste skib.
Men på en måde er de største bidrag fra de forsamlede fra de mange solidaritetsgrupper i København, Danmark og Skandinavien ikke kroner og øre. Den aktive solidaritet og bevidsthed er på flere måder det bedste redskab og den bedste beskyttelse for de aktivister, der tager den sidste del af rejsen. For Israel myrdede en række aktivister ved forsøget på at bryde blokaden af Gaza i 2010. I dag snakker vi om, at besættelsesmagten måske en dag bliver træt af at kapre de mange nødhjælpsfartøjer, og måske vælger at sænke en håndfuld af dem, som en advarsel mod alle andre. Vi ved det ikke. Men vi ved, at den største beskyttelse for aktivisterne er verdens øjne og dens opmærksomhed.
De samme tanker går igen i den tale, som Tara Adler holder inde på kajen. Hun gjorde tidligere i år forsøget på at bryde blokaden som en del af Ship To Gaza – sammen med Global Sumud Flotilla – og blev kapret på åbent hav og sat i israelsk fængsel, inden hun og de hundredvis af andre aktivister blev løsladt via Tyrkiet.
I dag taler hun på havnen for at konkretisere den støtte, som man hver især kan give. Rådene fra Tara er måske simple. De handler om at starte et sted med en samtale med din nabo eller kollega. Om boykot af israelske varer i hverdagen, om at gå med symbolerne på Palæstinas frihedskamp som kuffieh eller vandmeloner. Om at turde indkalde til aktioner selv om man ikke kender alle, om at mobilisere til demonstrationer på sin arbejdsplads, om at dele filmklip og informationer fra Handala II på sin facebookside. At der rent faktisk er ting, som man kan gøre, og at de ting, som man tidligere har gjort, hver især og sammen har reel betydning.
Det er svært her fra rælingen på Handala II at se, om rådene når helt hen over havnebassinet til Lars Løkkes kontorer. Men de går rent ind hos de fremmødte. Mange gør allerede deres i det daglige, og Taras ord virker både som et rygklap og en opmuntring for os.
At bekæmpe folkemordet I Gaza er ikke bare en pligt. Det er et arbejde, hvor folk sammen skaber nogle af de nye ting, som de ønsker og kræver fra fremtiden.
Inde på kajen er der stillet op til debat i skyggen af en pavillon, og det skybrud, som vejrtjenesterne havde advaret mod, viser sig ikke over den klare himmel og de næsten 30 grader. Så mens jeg spekulerer lidt på, hvor man mon kan få søsygepiller inden afgang næste formiddag, går der en debat i gang mellem Mogens Lykketoft – der flere gange refererer til, da han sad i det gule Udenrigsministerium lige bag havnebassinet – og tre af de mange aktive folk i solidaritetsbevægelsen. Emnet for debatten er, om parlamentarikerne har brug for aktivisterne – og omvendt.
Det korte svar er ja, ja, det er der. Mogens Lykketoft tør godt kalde Israels gerninger for et folkemord og har ret skarpe ord med til den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen. De længere svar viser, at der til tider kan være lige så langt i politisk forstand mellem aktivisternes arbejde og så den parlamentariske tilgang, som der i den politiske betydning er fra os på kajen og til Udenrigsministeriets bygning.
For alle de mange tilhørere er der nu ingen tvivl ladt tilbage, da debatten slutter. Uden aktivisternes krav, synlighed og aktioner og demonstrationer så kommer der ikke andet end vage ord om bekymringer fra politikerne og til deres kolleger i den israelske folkemorderstat.
Aktivisterne fortsætter aktivismen. Handala II vil bryde blokaden af Gaza. Den blokade, der siden 2006 har vist sig at være et snigende folkemord, og som i dag er akut. Jeg får en søsygepille af en aktivist, til når vi mandag formiddag skal stævne ud mod Svendborg, det næste stop på ruten.
Gaza er langt væk, og der er stadig alt for stor afstand hen over havnebassinet fra os på gaden til politikerne på borgen, til direktionsgangene i Mærsk og Terma og til skribenterne på B.T. eller de andre borgerlige medier.
Men som graffitien på skibets udvendige skotter viser – med ordene underskrevet af Muffe:
”Vi redder ikke Gaza. Gaza redder os”.
Aktivisterne kan ikke andet end at kæmpe imod folkemord og blokade. Handala II, solidariteten, organiseringen og daglige boykot og aktioner, de ekstra penge man giver for en toast eller sender til Ship To Gazas indsamling, tilsammen skaber de handlinger jo den verden, hvor krige og folkemord ikke er andet end skrækeventyr fra gamle dage.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
