250 år efter USA’s uafhængighed: Verden har brug for udvikling, fred og menneskelig værdighed – ikke mere oprustning
Hvis menneskeheden skal undgå en katastrofe, må vi genopdage den universelle idé, som gjorde ordene fra Den Amerikanske Revolution i 1776 så betydningsfulde: At alle mennesker har samme værdighed, samme umistelige rettigheder og samme ret til et liv i fred, skriver Mrutyuanjai Mishra.I år markerer USA 250-årsdagen for sin uafhængighedserklæring.
Danske medier har dækket festlighederne, symbolerne og de politiske markeringer, men langt mindre opmærksomhed har været rettet mod det dokument, der gjorde Den Amerikanske Revolution historisk betydningsfuld for hele menneskeheden.
Det mest berømte afsnit i den amerikanske uafhængighedserklæring fra den 4. juli 1776 lyder:
“Vi anser disse sandheder for at være indlysende: at alle mennesker er skabt lige; at de af deres Skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder. Blandt disse er retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”
Disse få linjer har inspireret generationer af mennesker på alle kontinenter. De blev et moralsk fundament for kampen mod kolonialisme, slaveri, racisme og undertrykkelse. De udtrykker en universel idé: At ethvert menneske har en iboende værdighed og rettigheder, som ingen stat, konge eller stormagt har ret til at fratage dem.
Men 250 år senere må vi stille spørgsmålet: Hvad blev der af dette ideal?
Verden er ikke lige
Verden er ikke blevet et sted, hvor alle mennesker behandles som lige.
USA selv er fortsat præget af betydelige økonomiske og sociale forskelle, og internationalt præges verden fortsat af store magtuligheder. Milliarder af mennesker lever fortsat i fattigdom, mens en lille del af verdens befolkning kontrollerer en stadig større del af rigdommen. Mange lande i det globale syd oplever fortsat, at deres udviklingsbehov må vige for stormagternes geopolitiske interesser.
Hvilken fremtid bygger vi på, hvis det bliver lettere at skabe en karriere ved at sælge våben end ved at arbejde for fred?
Efter min vurdering er verden i dag tættere på en tredje verdenskrig, end den har været i generationer. Krigen i Ukraine fortsætter uden udsigt til en politisk løsning. Mellemøsten er præget af en stadig farligere eskalation. Tilliden mellem stormagterne er ved at forsvinde, og relationerne mellem atommagter bliver stadig mere anspændte. Risikoen for fejlberegninger, misforståelser og en ukontrollabel optrapning vokser dag for dag.
Samtidig fortsætter den anglo-amerikanske dominans i den internationale sikkerhedsorden, selv om verden er blevet mere multipolær. Stadig flere lande ønsker en ny international orden, hvor udvikling, økonomisk samarbejde og gensidig respekt erstatter geopolitisk dominans og militære blokke. Mennesker i Afrika, Asien og Latinamerika ønsker først og fremmest fred adgang til energi, moderne infrastruktur, sundhed, uddannelse og muligheder for et bedre liv. De ønsker hverken en ny kold krig eller en ny verdenskrig.
Alligevel synes den dominerende politiske dagsorden i store dele af Vesten at være militarisering.
Udvikling er grundlaget for fred
Nu samles NATO-landenes stats- og regeringschefer til topmøde i Tyrkiet. Budskabet er klart: Militærudgifterne skal øges yderligere, våbenproduktionen skal udvides, og Europas oprustning skal accelereres.
Det er efter min opfattelse det stik modsatte af den verdensorden, menneskeheden har brug for. Hvis alle mennesker virkelig er skabt lige, burde verdens største fælles projekter handle om at bekæmpe klimaforandringer, pandemier, fattigdom, sult og ulighed – ikke et globalt våbenkapløb.
Udvikling er grundlaget for fred. Når mennesker har arbejde, uddannelse, adgang til sundhed og tro på fremtiden, bliver konflikter lettere at forebygge. Når hele samfund holdes tilbage af fattigdom, sanktioner eller krig, vokser desperationen, mistillid og risiko for nye konflikter.
Udviklingen i Mellemøsten viser med al tydelighed, hvor langt verden har bevæget sig væk fra idealet om alle menneskers lige værd. Gaza ligger i ruiner efter måneders krig, titusinder af civile er blevet dræbt, og størstedelen af befolkningen er blevet fordrevet. Samtidig er konflikten bredt ud til Libanon, hvor militære operationer har skabt nye ødelæggelser og fordrevet civile fra deres hjem.
Mange oplever, at militær kontrol og territorial dominans udvides, mens verdenssamfundet i vid udstrækning har været ude af stand til at standse udviklingen. Alt for ofte synes hensynet til geopolitiske alliancer at veje tungere end beskyttelsen af civile liv og respekten for folkeretten.
Europa ændrer kurs
Også i Europa er kursen ændret dramatisk.
Danmark ligger allerede blandt de europæiske lande, der bruger flest penge på militæret målt per indbygger. På blot ti år er udgifterne steget fra omkring 4.000 kroner til omkring 16.000 kroner om året per dansker.
Samtidig arbejder den danske våbenindustris lobbyorganisation for at gøre det lettere at producere og eksportere våben med det erklærede mål at øge våbeneksporten markant frem mod 2030.
Budskabet synes at være, at fremtidens vækst skal findes i våbenproduktion.
Men hvilken fremtid bygger vi på, hvis det bliver lettere at skabe en karriere ved at sælge våben end ved at arbejde for fred?
Militariseringen stopper ikke ved forsvarsbudgetterne. Den vil også få store sociale konsekvenser.
Når hundredvis af milliarder euro kanaliseres over i våbenproduktion, bliver der nødvendigvis færre midler til sundhed, uddannelse, pensioner, social tryghed og investeringer i fremtidens økonomi. Europas borgere risikerer derfor ikke blot en forringelse af velfærden, men også stigende fattigdom, voksende ulighed og en økonomisk recession.
Historien viser, at samfund, som prioriterer oprustning på bekostning af produktive investeringer og menneskelig udvikling, før eller siden rammes af økonomiske og sociale kriser.
Hardlinerne vinder frem
Et af de mest bekymrende aspekter ved den nuværende udvikling er, at hardlinerne vinder frem næsten overalt.
I Iran er tilliden til diplomati med Vesten blevet alvorligt svækket. Mange af de politikere og embedsmænd, der tidligere argumenterede for dialog og internationale aftaler, har mistet indflydelse. Tilbage står kræfter, som konkluderer, at kun militær styrke kan garantere landets sikkerhed.
Det samme gør sig gældende i Rusland. Stadig flere politiske og militære stemmer hævder, at Vesten ikke længere respekterer russiske sikkerhedsinteresser eller tidligere indgåede aftaler. Resultatet er, at de mest kompromisløse positioner får større opbakning, mens mulighederne for diplomati bliver stadig mindre.
Når de moderate kræfter svækkes samtidig på begge sider, bliver verden langt farligere. Hver ny oprustning afføder en modoprustning. Hver militær handling skaber nye begrundelser for yderligere eskalation. Mistilliden bliver selvforstærkende.
Vi står derfor over for en verden, hvor stadig flere regeringer investerer i våben og afskrækkelse, mens stadig færre investerer politisk kapital i fred, diplomati og fælles udvikling.
Alle mennesker har samme værdighed
Hvis menneskeheden skal undgå en katastrofe, må vi genopdage den universelle idé, som gjorde ordene fra Den Amerikanske Revolution i 1776 så betydningsfulde: At alle mennesker har samme værdighed, samme umistelige rettigheder og samme ret til et liv i fred.
Det gælder ukrainere og russere.
Det gælder israelere, palæstinensere og libanesere.
Det gælder iranere, amerikanere, kinesere, afrikanere, europæere og latinamerikanere.
Ingen nation har monopol på menneskelig værdi. Ingen stormagt bør have ret til at definere verdens fremtid.
250 år efter USA’s uafhængighedserklæring burde vi derfor ikke blot fejre fortiden. Vi burde genopdage dens universelle budskab.
I stedet for en verden organiseret omkring militære blokke har vi brug for en verden organiseret omkring fælles udvikling.
I stedet for et kapløb om våben har vi brug for et kapløb om videnskab, teknologi og økonomisk udvikling.
I stedet for geopolitisk rivalisering har vi brug for samarbejde om klima, energi, sundhed, fattigdomsbekæmpelse og menneskelig værdighed.
Det afgørende spørgsmål er ikke blot, om verden befinder sig i en dyb krise. Det gør den.
Det afgørende spørgsmål er, om vi formår at vække offentligheden i tide.
Hvis vi accepterer, at oprustning bliver den nye normal, risikerer vi en fremtid med mindre velfærd, større fattigdom, dybere økonomiske kriser og en stadigt større risiko for en global krig.
Derfor er det på høje tid igen at tage ordene fra 1776 alvorligt:
Alle mennesker er skabt lige.
Alle mennesker har ret til liv, frihed og stræben efter lykke.
Og fred gennem fælles udvikling er en langt sikrere vej end fred gennem frygt og oprustning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.