Digt
“Levede du dengang, man måtte slå børn, Far?”
Revselsesretten blev først ophævet i 1997 i Danmark.
|
“Levede du dengang, man måtte slå børn, Far?”
Min lille søn så alvorligt op på mig, og der var ikke skyggen af et smil i hans blå øjne. Han var fem eller seks år gammel, og jeg kunne se på ham, at han havde det, som om han så ned i en mørk middelalder, med overgreb og dybe afgrunde til alle sider.
Jeg overvejede et kort øjeblik at slå ud med armene og forsikre ham om, at det havde jeg aldrig oplevet – altså fysisk afstraffelse – lige som jeg engang uden tøven havde forsikret ham om, at hans mor og jeg ikke ville dø – hverken nu eller nogensinde – og hvor han havde udstødt et tilfredst suk efter den information.
Men i stedet svarede jeg: “Ja, det gjorde jeg – og det var også lige før, du havde nået det.”
Han er født i 2000, og revselsesretten blev som bekendt først ophævet i 1997.
Det var tydeligt, at han havde mere end svært ved at forholde sig til den information. Som om mit svar manglede autenticitet. Jeg kunne ikke lade være med at glæde mig over det, for det tydede jo på, at det godt kan lade sig gøre at opdrage børn uden anden vold end den, de ser i deres videospil. Og dét i en grad, at lussinger, endefulde, kindheste og rusk forvises til historiebøgerne.
Uden at man som voksen savner disse værktøjer det mindste.
Ikke udtryk for kontroltab
Uden at man forfalder til mine forældres generations gensidige spejling og bekræftelse i køen i Brugsen af, at “vi kender det jo allesammen – man er træt, og ungen er umulig, og så kan man jo godt miste besindelsen et øjeblik og stikke ham en lille ørefigen, når man er træt efter en lang arbejdsdag, og drengen er umulig og vil have slik.”
Nej. Skulle jeg hilse og sige. Det er ikke rigtigt, at vi allesammen godt kender det dér med, at man let kommer til at stikke ungen en flad, når vi er trætte.
Vi er slet ikke i mål, så længe der stadig er børn, som måske ikke har hørt ordet “revselsesretten”, men som har en meget præcis viden om, hvordan den føles.
Man slår børn, fordi man inderst inde synes, at det er i orden, så længe det ikke sker for tit. Det er ikke et kontroltab. Det er noget, der sker, fordi den voksne ikke har taget endegyldigt afsked med revselsesretten over for sine børn.
Vi går jo ikke rundt og mister kontrollen på arbejde og kommer til at give chefen en kindhest. Selv om chefen er betydeligt mere irriterende end vores børn. Så vi kan altså godt styre os i pressede situationer – hvis vi oprigtigt mener, at vold mod børn er uacceptabel.
Da det ikke var strafbart at slå børn
Gennem årene har jeg holdt en del foredrag for børn og unge – om menneskerettigheder. Somme tider – hvis jeg ikke har været helt på dupperne, og ungerne er blevet lidt fraværende, har jeg skiftet tilgang til emnet.
Så har jeg sagt noget i retning af:
“Tænk, er det ikke mærkeligt … indtil for lidt over 20 siden var der en gruppe borgere, som man kunne slå – i ansigtet og på kroppen – hvis man ikke brød sig om deres attitude eller kropssprog, eller hvis man syntes, at de svarede lidt for kækt eller uforskammet.
Det var ikke strafbart af slå dem. Man måtte ikke slå dem med redskaber, men gerne med hænderne. De behøvede ikke at have gjort noget, have ødelagt noget eller have overtrådt nogen love … Det var nok, at man ikke brød sig om deres attitude … at de havde ”svaret igen” …
Så kom der altid en tid, hvor eleverne så forvirrede og grublende på mig og på hinanden. “Han snyder os, det er et trick”, kunne man se, at de tænkte.
Så var der naturligvis altid en kvik elev, som regnede den ud. “Nååååh, du mener børnene!”
Ja. Forældrene måtte gerne slå deres børn. Og så bredte der sig oftest en glad lettelse blandt eleverne, som om de var udmattede efter at have løst en meget vanskelig gåde.
Det var i sagens natur ikke den ideelle reaktion – børnenes lettelse over at have gættet gåden. Snarere kunne man have ønsket sig vantro, indignation, protester, demonstrationer – “Ned med de voksne!”
Men nutidens børn ser ikke ud til at have gjort endeligt op med forældrenes ret til at slå deres børn. I hvert fald ikke alle.
Det gode er, at en andel af børnene kun har hørt om revselsesretten. Det er bedre end ingenting – men vi er slet ikke i mål, så længe der stadig er børn, som måske ikke har hørt ordet “revselsesretten”, men som har en meget præcis viden om, hvordan den føles.
Det skal der gøres noget ved.
13. oktober 2021 | 10:35
