Præcist.
Hvis Dagbladet Arbejderen virkelig ønsker socialisme bør det agere på et marxistisk grundlag og være åben overfor velargumenteret kritik af dets flagskibe: Palæstina og Cuba – fremfor at lukke af og fjerne kritiske indlæg herom.
Gaderne koger. Flagene vajer, og parolerne gjalder taktfast mellem betonbygningerne i de europæiske storbyer. Solidariteten med det palæstinensiske folk har nået historiske højder, båret frem af en dyb moralsk harme over årtiers undertrykkelse, anneksion af land og massive bombardementer.
Men under de vajende faner og de vrede råb lurer en intellektuel og analytisk krise.
Venstrefløjen har tabt sit vigtigste værktøj på gulvet: den historiske materialisme.
Vi skal holde op med at være berøringsangst over for at kritisere de reaktionære kræfter i Palæstina.
Når vi diskuterer Palæstina i dag, er det som om, klasseanalysen er blevet slettet fra det politiske ordforråd. I stedet er debatten sunket ned i to farlige blindgyder. På den ene side finder vi en tandløs liberal moralisme, der reducerer en brutal kolonial konflikt til abstrakte paragraffer om international lov og FN-resolutioner – som om imperialismen nogensinde har ladet sig standse af et stykke papir fra Genève.
På den anden side ser vi en kritikløs, romantiseret accept af religiøse, reaktionære kræfter som legitime spydspidser for national befrielse.
Men en revolutionær venstrefløj kan aldrig være heppekor for religiøs fundamentalisme eller korrupte bureaukrater.
Hvis vores solidaritet skal være andet end flygtig følelsesporno, må vi turde se de rå materielle realiteter i øjnene.
Vi må rette blikket mod Palæstinas arbejdere, mod klassestrukturerne og mod de kræfter, der rent faktisk kæmper for en sekulær socialistisk fremtid.
Kompradorer i Ramallah og reaktion i Gaza
For at forstå tragedien må vi skære igennem myterne.
Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) i Ramallah er ikke en spirende befrielsesstat.
Det er et administrativt spøgelseshus, et komprador-bourgeoisi, hvis eksistensgrundlag er fuldstændig afhængigt af international bistandsøkonomi og israelsk nåde.
Mens eliten omkring Fatah akkumulerer personlig kapital og plejer deres egne privilegier, fungerer deres sikkerhedsstyrker i praksis som en forlænget arm for besættelsesmagten. De slår brutalt ned på uafhængige fagforeninger, lærerstrejker og venstreorienterede dissidenter.
Det er kapitalisme i sin mest kyniske, koloniale form, forklædt som nationalt selvstyre.
Modsat i Gaza har vi set historien om Hamas blive ophøjet til en fortælling om “anti-imperialistisk modstand”.
Men Hamas er en teokratisk, højreorienteret bevægelse, hvis rødder graver dybt ned i Det Muslimske Broderskabs reaktionære muld.
Deres projekt handler ikke om arbejderklassens emancipation; det handler om at udskifte én form for undertrykkelse med en anden.
Spørg de palæstinensiske kvinder, spørg de sekulære aktivister, eller spørg de unge bag We Want to Live-bevægelsen, som greb til protester mod Hamas’ interne klasseundertrykkelse og skattebyrder, blot for at blive mødt med knippelsuppe og fængsling.
Religiøs fundamentalisme er ikke revolutionær – den er en spændetrøje for massernes bevidsthed.
Tofrontskrigen: De glemte progressive
Hvem skal vi så solidarisere os med?
Svaret findes ikke på de bonede gulve i Ramallah eller i de geostrategiske magtspil i Teheran og Doha.
Svaret findes hos de palæstinensere, der hver evig eneste dag kæmper en ensom tofrontskrig: mod den ydre koloniale besættelse og mod den indre, kvælende reaktion.
Det er de uafhængige palæstinensiske fagforeninger – postarbejderne, sundhedspersonalet, pædagogerne – som organiserer sig i direkte opposition til selvstyrets nyliberale kurs for at sikre brød på bordet og opbygge en ægte klassebevidsthed nedefra.
Det er partier som Det Palæstinensiske Folkeparti (PPP), arvtagerne til det gamle kommunistparti, som stædigt holder fast i en marxistisk, sekulær platform.
De nægter at bøje nakken for hverken islamistisk sekterisme eller Fatahs korruption.
Det er de intellektuelle og aktivisterne på steder som Bisan Center for Research and Development, der leverer den nødvendige materialistiske ammunition i form af skarpe socio-økonomiske analyser af de palæstinensiske klasseforhold.
Og det er de uafhængige landbrugskollektiver, der yder håndgribelig, materiel modstand ved at kollektivisere jorden og produktionen ansigt til ansigt med de israelske bulldozere.
Endelig minder sand internationalisme os om, at kapitalen og apartheidstrukturerne ikke kan styrtes af den palæstinensiske arbejderklasse alene.
Den virkelige revolutionære sprængkraft ligger i at sprænge de nationale og religiøse skel.
Bevægelser som den fælles arabisk-jødiske socialistiske front Standing Together (Omdem-Ma’an) viser vejen. Ved at mobilisere titusindvis af jøder og palæstinensere i en fælles klassefront for social og økonomisk lighed udfordrer de direkte både den israelske højrefløj og de palæstinensiske reaktionære strømninger.
Det er her, fremtiden ligger.
Fra paroler til praksis
For den danske venstrefløj må dette være et vendepunkt.
Vi skal rykke solidariteten ud af den rene følelsesmæssige og moralske sfære.
Vi skal holde op med at være berøringsangst over for at kritisere de reaktionære kræfter i Palæstina.
Det er fuldstændig muligt – og dialektisk tvingende nødvendigt – kompromisløst at forsvare det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse og modstand mod besættelsen, samtidig med at vi lige så kompromisløst afviser Hamas’ teokrati og Fatahs rådne kompradorsystem.
Det kræver handling på vores egen politiske hjemmebane.
Vi skal rejse debatten i de danske fagforeninger og opbygge direkte, institutionaliserede bånd til de uafhængige palæstinensiske arbejdere.
Vi skal gå ind i de brede solidaritetsplatforme som Mellemfolkeligt Samvirkes Palæstina-grupper og presse på, for at støtten og midlerne målrettes de sekulære unge græsrødder i stedet for at ende i de store NGO-bureaukratiers sorte huller.
Lad os lade de flossede paroler ligge og i stedet genoptage det slidsomme, men nødvendige arbejde med at opbygge en internationalistisk klassesolidaritet.
For Palæstinas befrielse er uløseligt forbundet med arbejderklassens frigørelse fra både besættelse, kapitalt og religiøst mørke.
Til studiekredsen: Spørgsmål til eftertanke og debat
Når denne artikel læses i studiekredse eller bruges til selvstudie, foreslår vi at tage udgangspunkt i følgende tre spørgsmål for at sætte gang i den ideologiske afklaring:
Spørgsmål 1: Hvorfor har store dele af den vestlige venstrefløj haft tendens til at glemme klasseanalysen i Palæstina-konflikten og i stedet overtaget en rent liberal menneskerettighedsdiskurs? Hvad mister vi politisk, når vi kun taler om “jura” i stedet for “klasse og magt”?
Spørgsmål 2: Hvordan navigerer vi i praksis i det dilemma, at den mest synlige modstand mod den israelske besættelse i dag ledes af en religiøs, reaktionær kraft som Hamas? Hvordan støtter vi den legitime modstand uden at legitimere deres teokratiske projekt?
Spørgsmål 3: Artiklen fremhæver fælles arabisk-jødiske socialistiske fronter som Standing Together. Hvordan udfordrer denne internationalistiske tilgang den udbredte nationalistiske tænkning i den nuværende solidaritetsbevægelse, og hvordan kan vi bedst understøtte en sådan fælles front herhjemme fra Danmark?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
