Et meget langt forløb
Det er svære tider for alle, der konsekvent har kritiseret NATO.
Fra tiden med at “forsvare den frie verden” mod kommunismen, gennem æraen med “humanitær intervention” og den “globale krig mod terror” til nutidens angiveligt eksistentielle kamp mod næsten hele den ikke-vestlige verden har alliancen gentagne gange genopfundet de fortællinger, der retfærdiggør dens eksistens.
Sproget ændrer sig; den underliggende logik gør ikke. NATO er fortsat uundværlig, og hver ny fjende (uanset om den er opdaget, overdrevet eller bevidst skabt) bliver endnu et bevis på alliancens nødvendighed.
I årtier har kritikere med antimilitaristiske, antihegemoniske eller venstreorienterede synspunkter måttet arbejde hårdt for at dekonstruere denne mytologi i kampen mod de samlede bestræbelser fra politiske eliter, mainstreammedier, akademiske institutioner og sikkerhedseksperter.
NATO fungerer i stigende grad som en mekanisme til at overføre hidtil usete beløb af offentlige midler til private virksomheder.
Den intellektuelle opgave i sig selv var aldrig særlig vanskelig. Modsætningerne, hykleriet og de ødelæggende konsekvenser af NATO’s interventioner har været synlige, længe efter at bomberne holdt op med at falde. Det, der krævede mod, var at tale imod den fremherskende konsensus.
Ironisk nok er alliancens egne ledere i dag blevet dens mest effektive sandhedssigere. Donald Trump har gentagne gange fjernet det moralske sprog, der traditionelt har omgivet NATO.
Mark Rutte, alliancens generalsekretær, er blevet lige så åbenhjertig, mens Tysklands kansler og Frankrigs præsident i stigende grad taler med bemærkelsesværdig åbenhed om Europas militære fremtid.
Men privilegiet ved at fortælle sandheden om, hvad NATO er blevet til, tilhører kun dem, der sidder ved magten. Som undertrykkelsen af protestbevægelser forud for topmødet i Ankara viser, kender borgerne måske sandheden om denne militære gigant – men det forventes ikke, at de organiserer sig imod den.
Topmødet i Ankara
Topmødet i Ankara er ikke engang begyndt, men konklusionerne er allerede kendt. Udtrykket “historisk topmøde” er blevet så overdrevet brugt, at det næsten har mistet sin betydning.
Nogle iagttagere forventer en “europæisering” af NATO, hvor de europæiske allierede påtager sig et større ansvar for finansieringen og ledelsen af alliancen. Men dette forbliver i vid udstrækning retorik.
Europa kan ikke erstatte USA som alliancens militære rygrad. Det kan dog gerne stramme løkken om sin egen hals – og måske om verdens.
Mens atlantisterne fortsat er optaget af forholdet mellem Washington og Bruxelles og af, om Trump virkelig har til hensigt at reducere Amerikas engagement, finder en mere betydningsfuld forandring sted inden for selve Europa.
Nye militære koalitioner dukker op inden for NATO. De baltiske stater og Polen forfølger i stigende grad deres egen sikkerhedsdagsorden, drevet af historiske klager og dyb russofobi.
Sverige og Finland, der engang var symboler på neutralitet, har hurtigt omfavnet militariseringen, og Helsinki tillader nu endda udstationering af atomvåben på sit territorium (amerikanske våben, naturligvis, hvilket integrerer disse stater stadig dybere i Washingtons strategiske arkitektur).
Lignende regionale militære konstellationer tager stille og roligt form på Balkan, hvor Kroatien, Albanien, Bulgarien og Kosovo i stigende grad taler om at styrke deres eget forsvarssamarbejde: NATO inden for NATO.
Det, der virkelig adskiller NATO 3.0, er imidlertid ikke blot dets vilje til eksplicit at udpege Rusland og Kina som strategiske modstandere eller til at proklamere sine globale ambitioner.
En “forsvarsindustriel revolution”
Rutte har selv forklaret, at NATO er uundværlig, fordi den sætter USA i stand til at projicere magt globalt gennem Europa. Europa fungerer med andre ord både som en platform og en styrkemultiplikator for USA’s globale strategi (som operationen Epic Fury viser).
Endnu mere afslørende er det sprog, som NATO nu bruger til at beskrive sig selv. Rutte taler stolt om en “forsvarsindustriel revolution”. Udtrykket er afslørende.
Ligesom den første industrielle revolution forvandlede produktionen gennem fabrikker og mekanisering, søger NATO 3.0 at omorganisere den militære produktion i et helt nyt omfang, ikke primært til forsvar, men for at sikre permanent rentabilitet.
Bag retorikken om “kollektiv sikkerhed”, “strategisk autonomi” og “afskrækkelse” ligger en langt enklere virkelighed: NATO fungerer i stigende grad som en mekanisme til at overføre hidtil usete beløb af offentlige midler til private virksomheder.
Derfor repræsenterer NATO 3.0 endnu en mutation: En alliance, hvis vigtigste historiske mission i stigende grad synes at være den permanente militarisering af de vestlige økonomier og højst sandsynligt en ny krig med Rusland.
Tidspunktet er bemærkelsesværdigt. I årtier insisterede regeringerne på, at de offentlige finanser krævede stramninger. Hospitaler, universiteter, pensioner og social velfærd skulle angiveligt acceptere smertefuld budgetdisciplin. Pludselig gælder ingen af disse finanspolitiske begrænsninger for militærudgifterne.
Våben frem for velfærd
Underskud, der var politisk umulige inden for sundhedsvæsenet eller uddannelsessektoren, er blevet fuldstændig acceptable i forbindelse med våbenindkøb. Forsvarsudgifterne fremstilles ikke længere som en byrde, men som en investeringsstrategi og en fremragende mulighed for at skabe arbejdspladser (de nævner ikke de udvidede kirkegårde, der normalt følger med krigsførelse).
Dette rejser yderligere dybtgående spørgsmål. Hvis cloud-udvikling, kunstig intelligens, satellitkommunikation og autonome våben i stigende grad udvikles af private teknologivirksomheder, hvem kontrollerer så i sidste ende den nationale sikkerhed?
Hvis regeringerne bliver strukturelt afhængige af kommercielle udbydere, hvor forbliver da det demokratiske ansvar?
Når militære indkøb begynder at ligne venturekapitalinvesteringer, hvem drager så egentlig fordel af permanent usikkerhed? Disse spørgsmål får overraskende lidt opmærksomhed.
I stedet hører vi kun nødsituationsretorikken. Europa skal genoprustes omgående. Den industrielle produktion skal sættes i højt gear. Reglerne for indkøb skal forenkles. Militære investeringer kan ikke vente. Men historien lærer os, at nødsituationer sjældent forbliver midlertidige.
Ekstraordinære foranstaltninger bliver gradvist til permanente styreformer. Under forhold med en konstant opfattet trussel begynder ekstraordinære militærudgifter at fremstå som normale, mens krav om investeringer i uddannelse, sundhedspleje eller social retfærdighed pludselig bliver betragtet som finanspolitisk uansvarlige.
Sikkerhed koloniserer politikken. Det, der udfolder sig for vores øjne, er en model, hvor krigen selv i stigende grad bliver privatiseret. Private forsvarsentreprenører, teknologivirksomheder, logistikfirmaer og AI-udviklere bliver uundværlige aktører inden for det militære økosystem. Selv krigsførelsen bliver stadig mere fjern.
Sikkerhed koloniserer politikken
Kunstig intelligens, autonome systemer og digitale infrastrukturer gør det muligt at outsource, automatisere og kommercialisere militære operationer på hidtil usete måder. Krig kræver ikke nødvendigvis massemobilisering; den kræver investeringsporteføljer.
For små medlemsstater, der forventede velfærd i stedet for krigsførelse, er konsekvenserne særligt tankevækkende.
Forøgede forsvarsbudgetter præsenteres som solidaritet med alliancen, men i virkeligheden ligner det ofte tvungen deltagelse i et omfattende militærindustrielt investeringsprogram.
Borgerne finansierer våben, som de hverken producerer eller kontrollerer, og køber beskyttelse mod trusler, der ofte forstærkes af netop den geopolitiske logik, der opretholder systemet.
NATO har aldrig blot været en militæralliance inden for den FN-baserede internationale orden. Det har altid været et udtryk for det vestlige strategiske verdenssyn.
I dag er det ved at blive noget endnu mere komplekst: Et system, hvor sikkerhedspolitik, industripolitik, teknologisk magt og kapitalakkumulering i stigende grad smelter sammen.
Topmødet i Ankara vil ikke blot drøfte forsvar og afskrækkelse; det vil afsløre, hvor dybt kapitalismens, teknologiens og den organiserede volds fremtid er blevet sammenflettet.
Det vil blive endnu et kapitel i den politiske økonomi omkring permanent mobilisering til krigsførelse.
Denne artikel er udarbejdet af Globetrotter.
Om forfatteren: Biljana Vankovska er professor i statskundskab og internationale relationer ved Ss. Cyril og Methodius-universitetet i Skopje, formand for Synergia Orbi: Institut for Global Analyse i Skopje og den mest indflydelsesrige offentlige intellektuelle i Makedonien. Hun er medlem af kollektivet No Cold War.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
