Ulighed i sundhed
Det var held i uheld, at lastbilchaufføren Jens Gammelgaard fra Store Heddinge en dag i marts måned 1993 var involveret i et trafikuheld og rutinemæssigt fik taget en blodprøve for at teste, om han havde kørt spirituskørsel.
Prøven viste intet spiritus i blodet.
Men prøven viste noget andet: et blodsukkertal på 16.
– Jeg anede ikke, hvad det tal betød. Var det for højt eller for lavt? Men sygeplejersken, der tog blodprøven, fortalte, at tallet burde ligge omkring fem, så hun opfordrede mig til at gå til min egen læge, siger Jens Gammelgaard til Arbejderen.
Jens havde i flere år levet et stresset liv som chauffør på landevejen med deadlines, der skulle overholdes, og usund fastfood i lastbilen.
På det tidspunkt vejede Jens 160 kilo og kørte både kridt i Stevns Kridtbrud og møbler rundt i hele Danmark.
– Det var rimeligt stressende. Jeg sov dårligt og spiste ofte usund mad på vejen. Jeg kørte tit forbi en bager og købte et eller andet hurtigt wienerbrød, jeg kunne spise i lastbilen. Derfor var jeg overvægtig, fortæller Jens.
Hos sin læge fik Jens bare at vide, at hans blodsukker var for højt, og at han skulle tabe sig.
Nu var han en del af statistikken: Han var blandt de flere tusinde danskere, der på grund af dårlige arbejdsvilkår og lav indkomst har langt større risiko for at udvikle diabetes end danskere med højere uddannelse og bedre økonomi.
Hos lægen fik Jens ikke at vide, hvordan han skulle tabe sig, spise sundere og dyrke mere motion.
– Det var ikke nogen støtte, rådgivning eller konkret hjælp at hente. Jeg fik bare at vide, at jeg havde “gammelmandssukkersyge”. Mere fik jeg ikke at vide. Og jeg fik heller ikke noget medicin, uddyber Jens.
Alligevel lykkedes det Jens på egen hånd at skære kagerne væk og komme ned på 140 kilo.
Ny læge
Først syv år efter sker der for alvor noget.
Jens får ny læge i år 2000. Lægen kontakter alle patienter i hans kartotek, der har diabetes.
Lægen undersøger Jens og spørger ind til, hvad der er blevet gjort for ham.
– Lægen henviser mig til en fodterapeaut. Sådan en havde jeg aldrig hørt om. Hvad skulle jeg bruge sådan en til? Jeg troede, det var sådan et sted, hvor man får filet negle og lakeret dem, griner Jens.
Han tager alligevel afsted.
Da fodterapeuten ser sårene på Jens’ fod, ved han straks, at den er gal.
– Fodterapeuten fortæller mig, at min blodtilførsel er meget lav, og at det er forklaringen på de sår, jeg går rundt med. Jeg får at vide, at jeg skal passe på, at jeg ikke får flere sår, siger Jens.
Men skaden er allerede sket: De mange års ubehandlede diabetes betyder, at Jens udvikler sygdommen neuropati og bliver følelsesløs i underbenene på grund af nerveskader og nedsat blodcirkulation.
Får fjernet tå efter tå
I august 2012 er Jens på arbejde på Fisketorvet, hvor han har fået nyt job som fejer.
– Jeg får noget slibesand i min arbejdssko. Jeg tager sokken af og kan se, at min tå er helt rød. Men jeg kan ikke mærke noget, så jeg arbejder videre, fortæller Jens.
Efter et par dage bliver tåen mørkerød, og Jens går til læge.
– Her får jeg bare at vide, at jeg skal smøre den og give den noget luft, siger Jens.
Få måneder efter – i november 2012 – beslutter Jens sig for at køre forbi Køge Sygehus på vej hjem fra arbejde for at få kigget på sin fod.
Da lægerne ser Jens’ fod, beslutter de at indlægge ham akut.
Den 7. november får Jens fjernet en tå. Efter et par dage får han fjernet endnu en tå. Og herefter endnu en tå. Inden nytår har Jens fået fjernet alle tæerne på hans højre fod.
Men Jens’ sår vil stadig ikke hele. Og i marts 2013 får Jens amputeret hele forfoden. Herefter følger mellemfoden, så han kun har hælen tilbage.
I bund og grund er det økonomi – både ens egen og kommunens – der er afgørende for at holde sygdommen nede, undgå alvorlige følgevirkninger, hvilken hjælp du kan få, og hvordan dit liv bliver.
Jens Gammelgaard, diabetespatient
Herefter går det rimeligt godt. Men efter et halvt år begynder Jens pludselig at besvime.
– Jeg besvimer to gange i indkørslen. Det er kroppens måde at sige fra på, fordi jeg ikke selv kunne mærke noget, lyder det fra Jens.
Da Jens besvimer for fjerde gang, går han til læge, og den 31. december 2013 får Jens amputeret sit højre underben.
Det lillebitte sår på tåen, som Jens fik på sit arbejde i 2012, har udviklet koldbrand – først i tåen, så foden og til sidst i underbenet.
Som følge af amputationen må Jens droppe sit arbejde og gå på førtidspension.
– Jeg var slet ikke klar over, hvor alvorlig diabetes kunne være, og de følgesygdomme der kunne følge med. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg var i større risiko for at blive amputeret, siger Jens.
Jens mister sit andet underben
Men Jens’ udfordringer stopper ikke her.
I november 2017 går der koldbrand i hans andet underben, der den 23. december også bliver amputeret.
Nu mangler Jens begge sine underben og har udsigt til et liv med proteser og kørestol.
Jens får nu tilbudt genoptræning halvanden time om ugen.
Han har ikke råd til at købe en masse fitnessudstyr, så han køber to plasticspande, som han fylder sand i, så de vejer tre kilo hver. Og så begynder han at træne sine armmuskler og forberede sig på et liv, hvor han konstant er nødt til at kunne løfte sig selv i armene, fordi han ikke har sine underben.
Jens er langt fra den eneste diabetespatient, der har mistet lemmer.
Flere hundrede diabetikere får hvert år foretaget amputationer. Men langt de fleste amputationer kunne være undgået, hvis patienterne blev sikret regelmæssige tjek hos læge og fodterapeut, og hvis de blev oplyst bedre om de alvorlige konsekvenser, diabetes kan have, og hvordan de kan forebygge, at sygdommen udvikler sig.
Patienter med en lang uddannelse diagnosticeres i gennemsnit fem år tidligere med diabetes end patienter med kort uddannelse
Patienter med lang uddannelse har 30 procent færre alvorlige komplikationer, når de bliver diagnosticeret med diabetes
Diabetes kan have alvorlige konsekvenser som blindhed, nyresvigt og amputationer
Patienter med lang uddannelse har 16 procent lavere risiko for at dø tidligt på grund af deres sygdom
Kilde: Ugeskrift for Læger
På den måde kan sygdommen holdes nede, og man kan undgå følgesygdomme som neuropati (følelsesløshed) og undgå koldbrand og amputationer.
– Det gør mig ked af det og gal at vide, at jeg måske kunne have haft begge mine underben i dag. Men fordi der ikke blev gjort nok for at oplyse og støtte dengang, så udviklede min sygdom sig så alvorlig, at det endte med, at jeg mistede begge mine underben. Hvis jeg med det samme havde fået medicin mod min diabetes og havde fået hjælp til kostomlægning og motion, så kunne mange af mine følgesygdomme være undgået, konstaterer Jens.
Den skæve sundhed
Jens er ikke i tvivl om, at sygdomme og følgevirkninger rammer vidt forskelligt alt efter, hvor mange ressourcer du har: Indtægt, uddannelse, social baggrund og hvor du bor har stor betydning for, hvilke konsekvenser din sygdom får.
– De første otte år efter jeg fik konstateret diabetes, fik jeg ingen hjælp overhovedet. Hverken til at slå mit blodsukker ned eller omlægge min kost, motionere eller tabe mig. Jeg fik ikke engang udleveret noget til at måle mit blodsukker. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle motionere, og at jeg skulle tabe mig, fortæller Jens.
Han fortsætter:
– Selv i dag er der læger, der ikke tager diabetes helt alvorligt. Jeg er aktiv i Diabetesforeningen og hører stadig om folk, der ikke bliver undersøgt seriøst eller får hjælp og støtte.
Det kan måske hænge sammen med, at diabetes især rammer mennesker fra små kår, der har svært ved at få råd til grøntsager, leve sundt og ikke får motion nok.
– Mange mennesker på overførselsindkomst har ikke penge og overskud til at gøre alt det, som vi allesammen godt ved, vi skal, nemlig leve sundt og motionere, understreger Jens.
Når sygdommen rammer, er det langt sværere for fattige og udsatte borgere at holde sygdommen nede og undgå bivirkninger.
– Du skal søge om tilskud til stort set alt – lige fra medicin, proteser til tilskud til en fodterapeut. Du får langtfra hele beløbet dækket. Og det kan være svært at finde overskuddet og evnerne til at tale kommunens sprog og kræve din ret, oplyser Jens.
I bund og grund er det økonomi – både ens egen og kommunens – der er afgørende for at holde sygdommen nede, undgå alvorlige følgevirkninger, bestemme hvilken hjælp du kan få, og hvordan dit liv bliver, kritiserer Jens.
– Der er stor forskel på, hvor meget hjælp du kan få, alt efter hvilken kommune du bor i. Det er et postnummerlotteri. Desto længere sydpå du bor på Sjælland, desto ringere er hjælpen, siger han.
Det er et problem. For det er dyrt at have diabetes – og sygdommen rammer især dem, der ikke har de store ressourcer at gøre godt med.
– Det er dyrt at købe frugt og grønt og leve sundt. Det er dyrt at gå i motionscenter. Det er dyrt at købe medicin og købe nye sko med specielle indlæg og så videre, fortæller Jens.
– Mange borgere, der har det svært, har ikke tradition for at gå til læge. Derfor bør især landets fattigste kommuner være langt mere opsøgende og følge op på udsatte borgere, fortsætter han.
Selv om du rent faktisk kommer til lægen og får stillet diagnosen diabetes, er det ikke sikkert, at du automatisk begynder at leve sundt og motionere. Mange kommer slet ikke afsted. De ved ikke altid, hvordan de skal leve sundt, eller hvordan man laver øvelserne i et fitnesscenter.
Derfor har Jens en bøn:
– Mange borgere skal motiveres, støttes og hjælpes i gang med at spise den rigtige kost. Det gælder hele vejen – lige fra at få råd til at købe mere grønt til opskrifter. Hvis vi skal gøre noget ved uligheden i sundhed i Danmark, skal kommunerne støtte mere op om dem, der har det svært. Vi skal have meget mere opsøgende arbejde. Ellers bliver folk bare hjemme og får det dårligere og dårligere.
Hvis du vil vide mere om diabetes, kan du kontakte Diabetesforeningen på telefon: 66 12 90 06.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
