Risikerer dom
DF dyrker mistilliden – og det går ud over velfærden
Det er legitimt at diskutere kvaliteten i den offentlige sektor. Men det er ikke legitimt at så mistillid til hele grupper af medarbejdere på baggrund af deres religion. Faktisk er det dybt skadeligt, skriver Signe Færch.
|
En DF-politiker delte for nogle dage siden et billede af pædagog på en legeplads. Hun er tilsyneladende muslim – og alene derfor antyder politikeren, at hun er mere optaget af sin telefon end de børn, hun er sammen med.
Opslaget bliver senere slettet og undskyldt. Det er jo fint. Men det er alligevel værd at hæfte sig ved, hvor hurtigt mistanken opstår – og hvad den bygger på. For der er ikke noget i situationen, der beviser, at den pågældende kvinde ikke passer sit arbejde.
Det slår skår i arbejdsglæden, når man som fagperson reduceres til sit navn, sin religion eller sit ophav.
Der kan være tusind gode grunde til, at hun i den konkrete situation bruger sin telefon: Måske registrerer hun, at et barn er blevet hentet, eller måske er hun blevet ringet op af en forælder med et spørgsmål.
Mistilliden udløses ikke af nogen begrundet mistanke – men alene af hendes religion.
Det er desværre ikke første gang, den slags sker.
I december sidste år så vi det ske, da et politisk flertal indgik en aftale om at gennemgå 5000 allerede tildelte førtidspensioner. Her gjorde DF-ordføreren også socialrådgivere med ikke-vestlig baggrund til genstand for offentlig mistænkeliggørelse.
Der blev talt om, at socialrådgivere kunne finde på at favorisere “deres egne” – uden dokumentation for påstanden og i direkte modstrid med den måde, beslutninger om førtidspension faktisk bliver truffet på.
Uanset om det er en pædagog, der bliver beskyldt for ikke at passe sit arbejde, eller en socialrådgiver, der bliver beskyldt for at tildele førtidspensioner på et usagligt grundlag, så er mønsteret det samme: Der bliver sået tvivl om offentligt ansattes faglighed. Ikke på baggrund af deres arbejde, men på baggrund af deres religion.
Det er dybt kritisabelt, for den slags mistillid har konsekvenser.
For det første for de medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel, men samtidig oplever, at der bliver sået tvivl om deres faglighed. Det slår skår i arbejdsglæden, når man som fagperson reduceres til sit navn, sin religion eller sit ophav.
For det andet er det ødelæggende for borgernes tillid til systemet. Hvis fortællingen om, at offentligt ansatte lader sig styre af andet end faglighed, får lov at stå uimodsagt, risikerer det at underminere tilliden til de offentlige institutioner.
Men der er også en tredje konsekvens, som handler om rekrutteringen til vores velfærd.
Hvorfor skulle en ung dansker med muslimsk baggrund overveje at uddanne sig til socialrådgiver eller pædagog, hvis man alligevel bare risikerer at blive hængt ud og konstant skal opleve, at éns motiver bliver draget i tvivl?
Overalt i velfærdssamfundet mangler der dygtige medarbejdere, og hvis vi vil rekruttere de dygtigste, nytter det ikke, at enhver dansker med muslimsk baggrund vender ryggen til vores fag.
Derfor har vi et ansvar for at trække en klar grænse.
Det er legitimt at diskutere kvaliteten i den offentlige sektor. Men det er ikke legitimt at så mistillid til hele grupper af medarbejdere på baggrund af deres religion. Faktisk er det dybt skadeligt.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. juni 2026 | 06:04
