Kronik
For nylig var jeg på en 16-dages rejse i Kina, hvor det teknologiske fremskridt – særligt inden for robotteknologi og digitalisering – var slående. Alt fra betalinger til offentlig transport fungerer digitalt og gnidningsfrit. Der kører utroligt mange elbiler på vejene og i gaderne.
En markant forskel fra Vesten er, at teknologien her ikke primært bruges til at erstatte arbejdskraft.
Byplanlægningen har fokuseret på grønne områder og renere luft i byerne, selv om industriområderne fortsat kan opleve perioder med høj forurening.
Boligmarkedet er blevet en af de største kilder til social utilfredshed.
Gennem mit møde med universitetsmiljøet blev det klart, at landet satser målrettet på ungdommen. For blot ti år siden søgte de bedste studerende mod Vesten. I dag rejser mange med kinesisk baggrund til Kina for at studere eller undervise.
Det var tydeligt at mærke en stærk drivkraft og fremtidstro. På Qingming-/gravfejringsdagen stod mere end en halv million mennesker i kø ved Maos mausoleum for at vise deres respekt.
Men jeg så også den anden side: luksusboliger i Beijing til 10-20 millioner dollars. Markedsøkonomiens kræfter er tydelige overalt – fra eksklusive restauranter, hvor et enkelt måltid kan koste flere tusinde dollars, til store indkøbscentre fyldt med dyre vestlige luksusmærker og luksusbiler på vejene. Samtidig skal vi huske, at den højeste månedlige minimumsløn ligger på 2.740 yuan (cirka 2900 kroner).
Netop mødet med disse tilsyneladende modsætninger gav mig anledning til at reflektere nærmere over Kinas udviklingsmodel og de spørgsmål, den rejser.
Hvordan kan et land, der kalder sig socialistisk, rumme både fælles udvikling og ekstrem rigdom?
Man bør udvise ydmyghed over for landets størrelse, flere tusinde år gamle civilisation og Kommunistpartiets århundredlange erfaring med over 100 millioner medlemmer.
Dette korte indlæg har blot til formål at tematisere landets udfordringer og fremlægge de kinesiske løsninger på dem.
Den venstreorienterede kritik
Den centrale bekymring handler om væksten i den private sektor og fremkomsten af en ny kapitalistisk elite efter reformer baseret på markedsmekanismer.
Kritikere peger på, at Kinas arbejderklasse udnyttes, og at merværdien af deres slid i årtier er strømmet til private kapitalejere.
Denne kapitalakkumulation har skabt et markant klassesamfund, hvor produktionsmidlerne i den private sektor kontrolleres af profitmotiver frem for folkelig planlægning.
Kina har i dag har flere milliardærer end USA. De kontrollerer enorme ressourcer og lever som vestlige oligarker. Dette skaber en voksende frygt for, at kapitalen gradvist vil begynde at kontrollere staten ved at omsætte økonomisk magt til politisk indflydelse og infiltrere partiapparatet.
Den marxistiske forfatter Zi Hengmo formulerer det således, at denne klasse fungerer som en slags “imperialismens trojanske hest” inde i landet, idet dens rigdom er knyttet til det globale kapitalistiske system.
Boligmarkedet er blevet en af de største kilder til social utilfredshed. Lokale myndigheder er blevet stærkt afhængige af indtægter fra salg af brugsrettigheder til jord, som udgør 30-50 procent af deres indtægter.
Denne markedsbaserede prisdannelse medfører, at der opføres luksusboliger, mens arbejderklassen udelukkes. Denne rovdrift viser, at arbejderbeskyttelsen ofte må vige for kapitalens krav om profitmaksimering.
Mens teknologisektoren skaber innovation, tjener ejendomseliten penge på stigende priser som en slags “snylterborgerskab”. En betydelig andel af Kinas største private formuer er opbygget gennem investeringer i ejendomssektoren.
Endelig kritiseres Kinas udenrigspolitik for at være langt fra antiimperialismen og for at svigte den socialistiske internationalisme til fordel for integration i den kapitalistiske verdensøkonomi.
Kina samarbejder med autoritære regimer primært for at sikre adgang til råstoffer og optræder dermed i stigende grad som en ny merkantilistisk aktør på den globale scene.
De kinesiske løsninger
Set fra et kinesisk perspektiv er denne integration ikke underkastelse, men en strategisk nødvendighed for at opbygge national styrke. Forholdet mellem Kina og USA er præget af dyb rivalisering, hvor USA forsøger at begrænse Kina gennem handelskrige og teknologiske sanktioner.
Kina anerkender, at landets vækst har været drevet af adgang til vestlige markeder, men integrationen har været et middel til at opbygge egen teknologisk kapacitet.
Da USA begrænsede Kinas adgang til avancerede chips, var svaret at accelerere egen udvikling af halvledere, kunstig intelligens og flyproduktion. Målet er strategisk uafhængighed, og Kina søger således at bruge verdensøkonomien til at ændre den globale magtbalance indefra for at undgå de fejl, der førte til Sovjetunionens sammenbrud.
Hvor Sovjetunionen i sine sidste år brugte 20 procent af BNP på militæret, prioriterer Kina økonomisk og industriel styrke. Kina bruger ifølge SIPRI kun omkring 1,7 procent af BNP på militæret mod USA’s cirka 3,5 procent. Budskabet er klart: Kina nægter at lade sig trække ind i et udmattende våbenkapløb, der kan knække økonomien indefra.
Ifølge den kinesiske forståelse er selve opbygningen af en multipolær verdensorden et opgør med den vestlige imperialisme.
Gennem samarbejdet i BRIKS og Shanghai Cooperation Organization skabes der alternativer til IMF og Verdensbanken.
Kina og Rusland arbejder sammen for at beskytte de legitime interesser for landene i det globale syd. Dette samarbejde bygger på suverænitet og muligheden for større økonomisk handlefrihed uden vestlige diktater.
Det ses som en langt mere pragmatisk og effektiv form for antiimperialisme end tidligere tiders overilede revolutionære retorik.
Belært af Sovjetunionens sammenbrud er Kinas ledelse opmærksom på, at økonomisk åbenhed aldrig må resultere i tab af statslig kontrol.
Private virksomheder opererer i sidste ende på statens præmisser og fungerer som underleverandører til den overordnede statslige plan.
Vi må også se på de økonomiske realiteter, som fundamentalt adskiller Kina fra klassiske neoliberale kapitaliststater: Ifølge Verdensbanken er gennemsnitslønningerne i Kina steget flere hundrede procent siden midten af 2000’erne, mens inflationen i samme periode har været relativt lav.
Til samlingen viser internationale databaser, at selv om de nominelle lønninger er steget, har den høje inflation gennem mange år reduceret eller helt udhulet den reale lønvækst for store grupper af indiske arbejdere.
Ejendomsskat skal lægge en dæmper på boligspekulanter: Efter flere års forsøg i Shanghai og Chongqing er ejendomsskatten blevet udvidet til ti pilotbyer, herunder Beijing, Guangzhou og Shenzhen.
Skattesatserne ligger mellem 0,5 og 2 procent af ejendomsværdien, med særlige lempelser for førstegangskøbere. Formålet er gradvist at reducere de lokale myndigheders afhængighed af indtægter fra jordsalg og på længere sigt erstatte disse, efterhånden som tilgængelig byggejord bliver en stadig mere begrænsende faktor.
I 2017 blev 13 pilotbyer godkendt til at udvikle langsigtede lejeboliger på kollektivt ejet jord, som tidligere ikke måtte anvendes til boligbyggeri.
Den kinesiske stats evne til at tøjle inflationen og sikre, at væksten rent faktisk slår igennem i arbejdernes købekraft, ses som det klareste bevis på, at staten styrer økonomien med øje for den sociale balance og befolkningens velfærd snarere end for rene markedsprofitter.
Hvis private interesser alligevel kommer i konflikt med statens retning, griber systemet direkte og nådesløst ind. Dette så vi, da staten stoppede børsnoteringen af Jack Mas Ant Group, da Didi blev mødt med restriktioner, og da ejendomsselskabet Evergrande blev tvunget til at omlægge sin forretning, hvilket bidrog til at punktere spekulationsboblen.
Samtidig bekæmper staten de riges fremvisning af overforbrug på sociale medier. Kampagnen “Fælles Velstand” fra 2021 pressede store virksomheder til at investere milliarder af dollars i sociale programmer.
Ideologisk modvirkes individualismen gennem omfattende undervisning i marxistisk teori, patriotisme og konfucianske værdier som kollektivt ansvar. Kapitalen tåles kun, så længe den tjener nationens opbygning.
Klassekampens fremtid
Kina befinder sig i en overgangstilstand. Staten anvender markedet til at udvikle produktivkræfterne, samtidig med at den forsøger at forhindre, at akkumuleret privat kapital omsættes til politisk dominans.
Bekymringen for den nyrige bourgeoisiklasse og landets dybe integration i verdensøkonomien er fuldt ud reel. Den kinesiske stat synes imidlertid bevidst om disse indre farer og søger at holde kapitalen under kontrol gennem regulering, politisk disciplinering og statsligt ejerskab af økonomiens strategiske sektorer.
Et afgørende spørgsmål er klassesammensætningen inden for Kommunistpartiets egne rækker. Det er i denne interne kamp, at Kinas fremtidige kurs og ideologiske identitet i sidste ende vil blive afgjort.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
