Nyhedskommentar
FIFA’s guldkalv, VM i herrefodbold der afholdes i Trumps USA (samt i Mexico og Canada), startede torsdag. Et VM der, allerede inden den gik i gang, står for og symboliserer et undertrykkende, ekskluderende, ultrakapitalistisk og menneskefjendsk verdenssyn.
Der en nemlig tale om en turnering der, inden den gik i gang, har budt på rejseforbud til fans fra en række lande, journalister og fodboldspillere, samt den somaliske topdommer, Omar Artan, amerikanske immigrationsmyndigheders undertrykkende opførsel mod udlændinge (herunder spillere), samt uhørt høj og ”dynamisk” prissætning på billetter og transport.
VM i 2026 forventes desuden at blive det mest klimaskadelige VM nogensinde, ligesom Trump-regeringens homofobiske politikker har skræmt mange LGBTQ+-mennesker fra at rejse til USA for at se VM-kampe.
Alt hvad der er galt med moderne fodbold
– Årets VM i fodbold er indbegrebet af kapitalistisk afpresning, samt alt hvad der er galt med moderne fodbold. FIFA har allieret sig med en krigerisk, racistisk præsident, der aktivt støtter højreekstreme bevægelser over hele verden, skrev den britiske venstrefløjsavis, Morning Star, i en leder, hvor avisen forklarede at man ikke kom til at dække turneringen.
Samtidig er USA mere generelt et land der – ikke mindst siden Donald Trump kom til – har stået for ulovlige krige, kidnapning af statsledere, støtte til den israelske folkemord, underminering af FN, klimakamp, folkeretten og menneskerettigheder, brutale deporteringer af egne indvandrere, faldende juridisk uafhængighed, indefrysningen af udviklingsbistand, samt en generel imperialistisk egoisme, som bestemt ikke er af nyere dato.
USA var derfor – måske ikke overraskende – et af de lande der har oplevet det største fald i den amerikanske ngo Freedom Houses årlige frihedsscore igennem de senere år og årtier. Ligesom ”the land of the free” – helt uhørt – ikke deltog i landets såkaldte UN Universal Periodic Review i november – en proces hvor alle FN’s medlemslandes overholdelse af menneskerettighederne evalueres.
’En fejring af mangfoldighed’?
”Football Unites the World”, siger FIFA ellers i en kampagne, der ifølge verdensfodboldforbundet skal inspirere, forene og udvikle gennem fodbold. VM i 2026 bliver desuden ”en fejring af mangfoldighed”, skriver FIFA i sin VM i 2026 Sustainability & Human Rights Strategy. Og FIFA forpligter sig til at respektere, og stræbe efter at fremme beskyttelsen af alle internationalt anerkendte menneskerettigheder, kan man læse i organisationens vedtægter.
– Enhver form for diskrimination mod et land, en privatperson eller en gruppe af mennesker på baggrund af race, hudfarve, etnisk, national eller social oprindelse, køn, handicap, sprog, religion, politisk anskuelse eller anden anskuelse, formue, fødselssted eller anden status, seksuel orientering eller enhver anden grund er strengt forbudt og straffes med suspension eller udvisning. FIFA forholder sig neutral i politiske og religiøse spørgsmål, tilføjes det.
Det lyder jo super-flot. Men der er bare ikke noget, der stemmer overens med virkeligheden, når vi kan se hvordan amerikanerne forvalter sit VM. Eller når vi taler om et verdensfodboldforbund, der i december gav Trump en FIFA-fredspris, der var opfundet til formålet, når nu ikke han kunne få den rigtige.
Binder ikke verden sammen
Alt dette er dog ikke noget nyt. Sidste gang der blev afholdt VM var i Qatar – et homofobisk, kvindefjendsk og diskriminerende styre, hvor det anslås at tusinder af migrantarbejdere døde, under opførelsen af turneringens infrastruktur. I 2018 blev turneringen holdt i Rusland. Næste VM spilles i kolonimagten Marokko (samt Portugal og Spanien), og Saudi Arabien vandt retten til stå for turneringen i 2034, da man var den eneste kandidat til at være værtsland.
Ikke ligefrem lande, hvor menneskerettighederne eller stadionarbejdernes tarv står øverst på dagsordenen – eller sådan rigtigt er på dagsordenen i det hele taget. Men landene vil givetvis gerne have vasket deres ry rent, eller – i overført betydning – levere opium for folket.
Med mindre VM i Fodbold i fremtiden holdes i Sydsudan, Nordkorea eller det besatte Vestsahara, kan det i hvert fald ikke blive meget værre.
Om man vælger at boykotte det amerikanske VM, som flere har opfordret til eller valgt af gøre af forskellige årsager. Eller man påtænker at droppe de kampe der spilles i kolonimagten Marokko i 2030, eller at slukke for fjernsynet mens der spilles VM i Saudi Arabien fire år senere – står for egen regning.
Men det bliver i hvert fald mere og mere tydeligt, at store fodboldturneringer som VM i Fodbold ikke (længere?) binder verden sammen, men tværtimod er et symptom og symbol på den virkelige verdens stigende ulighedsskabende grådighed og manglende tro på, at alle mennesker er lige meget værd.
Krig uden skyderi eller fælles sprog?
George Orwell har kaldt fodbold ”krig uden skyderi” samt ”et spil hvor alle kommer til skade”. I dag har har måske mere ret end nogensinde.
Men dem af os, der har tænkt os at se nogle af kampene til sommerens VM kan i det mindste håbe på at turneringen kan levere noget af det, som fodbolden tidligere i højere grad stod for, nemlig en sportsgren, der kan spilles overalt og af alle uanset indkomst.
Et fælles sprog, hvor man kan tale fodbold med fremmede mennesker på en bus mellem Monze og Lusaka. En sport hvor hvide og sorte spillede sammen og mod hinanden i apartheid-Sydafrika, og som gav vind i sejlene i frihedskampe og national samhørighed fra Catalonien til Afrika. Eller en arena, hvor David kan slå Goliat.
Som da Senegal slog sin tidligere kolonimagt, verdensmestrene fra Frankrig, til VM i 2002, Nigeria overvandt Spanien i 1998, Camerouns sejr over verdensmestrene Argentina i 1990, da Algeriet vandt over Vesttyskland i 1982, Østtyskland sejrede over Vesttyskland i 1974, Nordkorea slog Italien i 1966, eller da USA vandt over sin tidligere kolonimagt England, til VM i 1950.
Må håbe at David slår Goliat
FIFA tvang dog Haiti til at skifte trøjer lige inden turneringen, fordi verdensfodboldforbundet mener at de er for politiske – der var små silhuetter inspireret af det haitianske slaveoprør og landets uafhængighedskamp i 1803 på trøjen.
Så det meste eventyrlige fodboldfans kan håbe på, når de tænder for skærmen i juni og juli, er nok at Haiti slår Brasilien, Curacao kan slå Tyskland, Kap Verde besejrer Spanien, Algeriet kan tæve Argentina, DR Congo vinder over Portugal, Sydafrika hiver en sejr hjem over Tjekkiet, Irak besejrer Frankrig og så videre. Samt at et eller flere af de såkaldt ”små” hold og nationer – og her tænker jeg især på Senegal – kan nå langt i turneringen eller måske endda vinde den.
Kampen mod fodboldens Goliat-FIFA’s grådighed og ligegyldighed over for verdenssamfundets og egne værdier kræver i hvert fald en større og bredere indsats, end 11 mænd i shorts og benskinner umiddelbart kan mønstre.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
