Test
Der er øjeblikke i historien, hvor ord mister deres betydning. Ikke fordi ordbøger omskrives, og heller ikke fordi sproget i sig selv ændrer sig, men fordi den politiske magt tømmer ordene for de realiteter, de engang beskrev.
Ordet våbenhvile har i stigende grad fået denne tomme betydning, når det bruges af israelske og amerikanske embedsmænd.
Det, der engang blev forstået som en suspension af volden, stilhed fra våbnene og skabelsen af politisk rum for fred, er blevet noget helt andet: et ledelsesmæssigt udtryk for fortsættelse af krigen med andre midler.
I almindeligt sprog betyder en våbenhvile en afslutning, om end midlertidig, på væbnede fjendtligheder.
Det indebærer tilbageholdenhed. Det antyder, at civile kan ånde frit uden frygt. Det giver mulighed for, at diplomati kan erstatte militær magt.
Hvis magtfulde stater får lov til at omdefinere våbenhviler som perioder, hvor volden fortsætter under nye administrative ordninger, vil fremtidige konflikter arve den samme logik.
Men den virkelighed, som palæstinenserne i Gaza, libaneserne og iranerne oplever, har gjort denne forståelse næsten uigenkendelig.
Måneder efter bekendtgørelsen af våbenhvileaftalerne, der var forhandlet på plads under internationalt opsyn, fortsatte palæstinensere med at dø som følge af luftangreb, artilleriild og militære operationer.
FN-embedsmænd advarede gentagne gange om, at våbenhvilen fortsat var skrøbelig, ufuldstændig og præget af vedvarende angreb.
Menneskerettighedsobservatører dokumenterede hundredvis af palæstinensiske dødsfald efter den formelle indledning af våbenhvileperioden, mens store dele af Gaza forblev ødelagt og ubeboeligt.
Modsætningen er forbløffende. Verden får at vide, at der er våbenhvile, men alligevel hører de mennesker, der lever under israelske fly, fortsat eksplosioner.
Det internationale samfund taler om en overgang mod fred, mens den militære kontrol udvides.
Diplomater diskuterer gennemførelsesmekanismer, mens familier gennemsøger murbrokkerne efter ligene af deres slægtninge.
Resultatet er ikke blot politisk hykleri. Det er et sprogligt sammenbrud.
I Gaza fortsætter krigen trods “våbenhvile”
En våbenhvile, der tillader fortsatte bombardementer, ophører med at fungere som en våbenhvile. Det bliver en mekanisme, hvorigennem vold normaliseres, mens sproget om tilbageholdenhed bevares. Ordet består, men indholdet forsvinder.
Dette fænomen ses i den måde, Gaza er blevet forvandlet på under den såkaldte våbenhvileperiode.
Israels militære operationer har ikke blot været sat på pause i venten på forhandlinger. I stedet er der dukket rapporter op om udvidelse af den territoriale kontrol, konsolidering af militærzoner og planer om at øge den israelske kontrol over store dele af Gaza.
Internationale observatører bemærkede, at de militære fremstød fortsatte på trods af våbenhvileaftalernes formelle eksistens.
Hadja Lahbib, en højtstående EU-embedsmand, sagde den 29. maj: “Det humanitære rum i Gaza indsnævres yderligere.”
Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har sagt, at hans hær vil beholde mindst 70 procent af Gazas landområde.
Våbenhvilen kom derfor til at ligne noget, der mere mindede om en reguleret belejring end en suspension af konflikten.
Palæstinenserne befandt sig i stigende grad fanget i en mærkelig politisk tilstand: hverken krig eller fred.
De fik at vide, at krigen formelt var sat på pause, men dagligdagen var stadig præget af fordrivelse, usikkerhed, sult og frygt.
Sidste år oprettede den israelske regering et ”Bureau for Frivillig Emigration” for at gennemtvinge en etnisk udrensning af Gaza.
Adgangen for humanitære organisationer var fortsat omstridt. Genopbygningen forblev stort set teoretisk. Væbnede styrker fortsatte med at præge hverdagslivets virkelighed.
Denne sproglig transformation har en vigtig politisk funktion. Den moderne styring af neokolonierne bygger ikke kun på militær magt, men også på kontrollen med fortællingen. Åbne erklæringer om erobring er blevet umoderne i nutidens diplomati.
Besættelse præsenteres som sikkerhed. Kollektiv afstraffelse bliver afskrækkelse. Permanent militær dominans bliver stabilisering. Ligeledes bliver vedvarende vold til en våbenhvile. Manipulationen af sproget er ikke en tilfældig følge af magten; det er et af dens væsentlige redskaber.
Når regeringer gentagne gange beskriver tilstande med vedvarende vold som en våbenhvile, sænker de tærsklen for, hvad den internationale offentlighed forventes at tolerere.
Billeder, der engang ville være blevet opfattet som bevis på krig, omklassificeres som uheldige komplikationer i en fredsproces. Diplomatiets ordforråd løsrives fra den materielle virkelighed.
Tragedien er ikke kun, at civile fortsat lider. Tragedien er, at de mekanismer, gennem hvilke lidelsen anerkendes, begynder at blive udhulet.
Dette mønster er ikke begrænset til Gaza.
Også i Libanon er våbenhvilen et fatamorgana
Libanon er i stigende grad blevet et andet eksempel på det samme fænomen.
Sproget om deeskalering, tilbageholdenhed og våbenhvile har ofte eksisteret side om side med fortsatte militære aktioner, grænseoverskridende angreb, krænkelser af luftrummet og periodiske bombardementer.
Selv under internationalt formidlede våbenhvileaftaler dukkede der rapporter op om artilleriild, militære indtrængen og beskyldninger om gentagne krænkelser.
FN-observatører dokumenterede fortsat ustabilitet på trods af den formelle eksistens af aftaler, der havde til formål at standse fjendtlighederne.
Befolkningen i det sydlige Libanon forstår denne modsætning udmærket.
De har i årtier levet i krigscyklusser afbrudt af perioder, der beskrives som fred, men som er præget af vedvarende usikkerhed.
Landsbyerne oplever måske ikke en fuldskala invasion, men flyene flyver stadig over dem. Grænserne er fortsat militariserede. Genopbygningen er fortsat usikker. Familierne er fortsat fordrevne.
Endnu en gang svæver ordet våbenhvile over en virkelighed, som det ikke længere beskriver tilstrækkeligt. Det, der tegner sig i Gaza og Libanon, er en normalisering af permanent ustabilitet.
Konflikt opfattes ikke længere som noget, der begynder og slutter. I stedet bliver det en vedvarende tilstand, der styres gennem varierende intensitetsniveauer.
Militær magt er stadig til stede. Politiske løsninger mangler stadig. Befolkningen forventes at tilpasse sig en tilværelse præget af usikkerhed. Dette har dybtgående konsekvenser ikke kun for palæstinensiske og libanesiske samfund, men for selve folkeretten.
Den juridiske orden baseret på FN-pagten blev bygget på den antagelse, at der var forskel på krig og fred, besættelse og suverænitet, civile og kombattanter, våbenhvile og aktive fjendtligheder. Disse skel blev ofte overtrådt, men de bevarede ikke desto mindre deres normative kraft. I dag bliver mange af disse kategorier i stigende grad udviskede.
En våbenhvile, der tillader rutinemæssige drab, svækker betydningen af våbenhvile overalt. Et humanitært rammeværk, der eksisterer side om side med massiv afsavn, svækker betydningen af humanitær hjælp overalt. Juridiske begreber overlever formelt, mens deres praktiske indhold udhules.
Hvis magtfulde stater får lov til at omdefinere våbenhviler som perioder, hvor volden fortsætter under nye administrative ordninger, vil fremtidige konflikter arve den samme logik.
Præcedensen bliver global. Militære operationer behøver ikke at stoppe, før politiske ledere kan erklære fredsinitiativer.
Besættelsen behøver ikke at slutte, før genopbygningskonferencer kan begynde. Humanitære katastrofer kan eksistere side om side med diplomatiske påstande om fremskridt. Sproget løsrives fra erfaringen.
For palæstinenserne er denne løsrivelse ikke et intellektuelt problem. Det er levet virkelighed.
En mor, der hører droner over sit kvarter, oplever ikke en våbenhvile. Et barn, der lever blandt ruiner, oplever ikke en våbenhvile. En familie, der nægtes muligheden for at genopbygge sit hjem, oplever ikke en våbenhvile.
Deres forståelse af fred forbliver stædigt materiel. Fred betyder sikkerhed. Fred betyder hjemkomst. Fred betyder genopbygning. Fred betyder fravær af militær vold. Alt andet er blot håndtering af lidelse. Måske er det derfor, ordet nu føles så hult.
Det er ikke, fordi folk er holdt op med at længes efter fred. Tværtimod er det, fordi fred fortsat er så desperat ønsket, at forvanskningen af sproget føles så ødelæggende. Den gentagne påkaldelse af våbenhvile midt i fortsat ødelæggelse skaber en dyb følelse af politisk udmattelse.
Folk hører ordet og forventer ikke længere lindring. De hører løfter om gennemførelse og forventer ikke længere forandring. Ordet overlever, men tilliden til ordet forsvinder.
Sproget selv bliver et offer for krigen. Bygninger kan genopbygges. Infrastruktur kan genoprettes. Politiske institutioner kan genopbygges. Men når ord mister deres forbindelse til virkeligheden, begynder det offentlige liv selv at forfalde.
En våbenhvile bør betyde, at våbnene tier. Indtil det sker, vil ordet forblive hjemsøgt af afstanden mellem det, det lover, og det, folk må udholde.
Denne artikel er produceret af Globetrotter
Om forfatteren: Vijay Prashad er en indisk historiker og journalist. Han er forfatter til 40 bøger, herunder Washington Bullets, Red Star Over the Third World, The Darker Nations: A People’s History of the Third World, The Poorer Nations: A Possible History of the Global South og How the International Monetary Fund Suffocates Africa, skrevet sammen med Grieve Chelwa. Han er administrerende direktør for Tricontinental: Institute for Social Research, chefkorrespondent for Globetrotter og chefredaktør for LeftWord Books (New Delhi). Han har også medvirket i filmene Shadow World (2016) og Two Meetings (2017).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
