SF er igen i regering! Med en angivelig venstreorienteret indflydelse forventer mange en stor ændring i den kommende firepartiregerings politik. Eller er det snarere sådan, at indflydelse og såkaldt regeringsduelighed er lig med, at man får lov til at stemme for de andre partiers politik? Hvilke rene SF-sager fik partiet under de første to arbejderflertal og senere, den første gang partiet indtrådte i en regering? Næppe særligt mange, og de var slet ikke omkalfatrende!
Ministersocialismen vil endnu en gang spille fallit. For år tilbage kunne det ansete magasin ’The Economist’ skrive, at vi har set en cirka 60 til 70 regeringer af ’socialistisk’ observans i Europa efter Anden Verdenskrig, uden at den herskende klasse af den grund har haft noget at frygte.
Strategien om at gå på to ben i en vekselvirkning mellem det parlamentariske arbejde og de folkelige bevægelser er ikke lykkedes.
At dette kommer bag på nogen, er egentligt mærkeligt (!). Hvordan kan man et øjeblik tro, at det samfund, man vil ændre radikalt på, også stiller de institutioner til rådighed, der kan sikre omkalfatringen? Og på den måde er situationen betegnende for en socialisme, der aldrig hverken i Danmark eller internationalt rejste sig som en fugl Føniks midt i jublen over regeringsdeltagelse.
Hvis socialismen har en så stor fortællekraft – hvorfor har den så ikke for længst sejret overalt?
Dette rejser uomgængeligt et basalt spørgsmål. Det ministersocialistiske projekt om en fremtidig demokratisk folkestat, der indfører et socialistisk demokrati og en velfungerende socialiseret økonomi er en illusion, hvis den skal indføres ad parlamentarisk vej. At erstatte en fremmedgørende magt (monopolkapitalen) med en anden (staten) er dømt til at mislykkes.
Anarkosyndikalisten George Orwells mesterlige roman Kammerat Napoleon, hvor ledergrisen Napoleon ender med at skabe sit diktatur over de andre grise, munder ud i grisesamfundets syvende bud: ’Her er vi alle lige, men nogle er mere lige end andre’. Skrevet under indtryk af Den Spanske Borgerkrig, hvor kommunisterne myrdede anarkister og trotskister, skildrede han Sovjetmarxismens store bankerot.
Ugebrevet A4 skrev i sin tid, at over én million danskere anser sig selv for at være socialister (!). Burde det så ikke, nu, hvor befolkningerne i EU er på gaden for at protestere mod offentlige besparelser, fyringer, ulighed og en uansvarlig nyliberal politik, være sådan, at socialistiske kræfter i Danmark og nede i Europa kan sætte en bevægelse i gang for et andet samfund?
Overhovedet at stille det spørgsmål forekommer i Danmark at være en lige så stor ’joke’, som i 1966, da en ung begejstret Gert Petersen på forsiden af SF-bladet skrev, at der var sket ’et systemskifte’ som i 1901, hvor Estrups provisorietid blev afløst af parlamentarismen.
Det første ’arbejderflertal’ blev desværre historien om et udeblevet skifte. SF blev i ’det røde kabinet’ viklet så meget ind i Socialdemokratisk politik, at man måtte sluge den forhadte moms, devalueringen og indefrysningen af to dyrtidsportioner.
Det andet arbejderflertal uden regeringsdeltagelse i 1971 gav ikke SF meget andet end en fredning af rovfuglene og en nedsættelse af en mælkemoms. SF kom under ’åget’ som Per Hækkerup så malerisk udtrykte det, mens han uddelte sine politiske stokkeslag – i folkemunde hed han ikke andet end ’Stokke Per’.
Arbejderflertallet bragte ikke Danmark nærmere socialismen under indtryk af 60’ernes ’evige dans om guldkalven’. Og i dag er ’Per Hakkedrøns’ målsætning endeligt fuldbyrdet, SF har gentagne gange været under åget, noget Per Hækkerups arvtager Mette Frederiksen nok skal vide at fortsætte med.
Det var Villy Søvndal, der målbevidst arbejdede for at gøre SF til et regeringsparti og fik held med det, da SF gik sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre under Helle Thorning-Schmidt i 2011-14.
Samme Søvndal kom om nogen til at stå som eksponenten for SF’s skred til højre. Endnu før en kapitalistisk krise igen slog igennem, mente han pludseligt, at den frie markedsøkonomi er bedre end den socialistiske økonomi.
SF’s næstformand Jakob Nørhøj blev citeret for at mene, at SF’s principprogram vedtaget af medlemmerne i 2003 skulle væk. Han og Villy mente, det var rent ’lirumlarum’, for begreber som revolution, kapitalisme og klasse var ikke aktuelle mere (!). Søvndal mente i en radioudsendelse ’Krause på tværs’, at dette sprogbrug var ’vel svulstigt’, for det handlede for SF ikke mere om at afskaffe kapitalismen, men om at tøjle den.
En veloplagt Niels Krause-Kjær kunne endda med slet skjult fryd i stemmen i programmet ’Krause på tværs’ få samme Søvndal til at bekræfte, at man skulle være parat til at pisse i Aksel Larsens urne for at bringe sit parti i regering.
Det nu salonfähige SF fik sin første ministersocialisme, og vi husker alle, at dette bragte SF ned tæt på spærregrænsen. Mange medlemmer og vælgere mente, at partiet havde svigtet sin traditionelle socialistiske ”Her og Nu”-politik omkring en solidarisk omfordeling af indkomster, formuer og magt, en demokratisering af økonomien og en samfundsstyring af markedsøkonomien.
’Ministersocialisme’ praktiseret af det hjemlige socialdemokrati har flere gange, før partiet endte i en borgerliggjort nyliberalisme, formået at føre en krisepolitik med indgreb i overenskomstforhandlinger. Og indtil nu har man til tider ført en lønmodtagerfjendsk politik.
Fra samfundsomstyrtende til samfundsbevarende
Men det er ikke kun Socialdemokratiet og SF, der har et problem! Enhedslisten er også rykket til højre med den samme retorik som SF’s efter årtusindeskiftet! Den såkaldte ”venstrefløj” i dag repræsenterer i højere grad det urbane småborgerskab end lønarbejderklassen.
Venstrefløjen ender med at få en rolle som legitimerende for der eurokratiserede borgerlige Danmark. I stedet for at kræve en systemændrende politik fortaber man sig i, at der skulle være en forskel på borgerlig og socialdemokratisk krisestyring, hvilket ikke er tilfældet. Fra at være samfundsomstyrtende bliver man samfundsbevarende!
Ordet ’revolution’ har sendt forskruede skrækbølger gennem det danske samfund, befordret af dem, der ikke bryder sig om, at der fortsat blandt de traditionelle venstrefløjsvælgere er mange, der ønsker sig et nyt parti!
Revolutionsangsten har skyndsomt kastet den såkaldt venstrefløj ud i ren opportunisme. Ideen er naturligvis den at fremmane et billede af den enlige ’gungrende’ kanon fra krydseren Aurora, der fra Neva-floden rettedes ind mod Vinterpaladset i Sankt Petersborg og hermed indledte bolsjevikkernes statskup i 1917.
Kuppet, der kaldes voldelig revolution, var ikke så blodigt som så mange sociale revolutioner, og det har siden overskygget enhver tale om både voldelige og ikke-voldelige revolutionsformer, hvor en af de mere kendte ikke-voldelige systemoverskridende ændringer stammer fra Mahatma Gandhis ahimsa, der udgjorde hjørnestenen i Indiens frigørelse fra den engelske kolonimagt.
Andre ikke-religiøse former forfægter en folkelige bevægelse, der udtrykker folkeflertallets vilje for en ændring. Disse strømninger hidrører bevægelser i den samfundsmæssige basis, der kan gennemtvinge institutionelle forandringer af fredelig vej gennem en fuld eller delvis demokratisk lønmodtagerovertagelse af virksomhederne.
Hvis man ser på Danmarkshistorien, skal man tilbage til Grevens fejde i 1534 for at finde en væbnet konfrontation mellem adel og bønder. Ophævelse af livegenskabet, grundloven, indførelsen af parlamentarismen, arbejdernes rettigheder og velfærdsstaten er gennemført uden blodsudgydelser.
Men strategien om at gå på to ben i en vekselvirkning mellem det parlamentariske arbejde og de folkelige bevægelser er ikke lykkedes. Reformernes vej med ministersocialisme, arbejderflertal, rødt kabinet og nu tidligere samt kommende SF-ministre har ikke ført til en indførelse af socialismen og et folkestyre baseret på borgernes græsrodsdemokratiske politiske selvforvaltning.
Det var i mange år et krav fra SF, at enhver reform skulle pege i socialistisk retning. Det har de nuværende socialliberale og småborgerlige levebrødspolitikere i SF’s top og Enhedslistens top for længst glemt midt den navlebeskuende opportunisme, der skal sikre stemmemaksimering, personlige magtambitioner, karriere og berigelse!
Man kan nationalt eller internationalt udtænke snedige strategier baseret på ’ministersocialisme’, parlamentsfiksering og reformisme for historisk set senere at kunne konstatere, at det ’gamle lort’ flytter med (Marx’ udtryksform).
Problemet er, at magtrelationer og hierarki genskaber sig selv. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om ministersocialisme. Et grundlæggende problem tager sit udgangspunkt i en socialpsykologisk indfaldsvinkel. Hvis det er politikerne, der har magt, og vi antager tilstedeværelsen af en almenmenneskelig natur, er der da noget i denne, der stiller sig hindrende i vejen for det demokratiske projekt?
Hermed antydes det med en analogi til Friedrich Nietzsche, at viljen til at herske eller lade sig beherske skulle være forklaret som interpersonelle relationer, relationer mellem grupper eller sociale klasser eller ved institutioner, der knæsætter denne magtanvendelse.
Dette kan på sin side neutralisere nok så idealistiske politikere, der vil det nye samfund, fordi også de lader sig beherske. Magtens anatomi kan som forklaret af John Kenneth Galbraith være kendetegnet ved fysisk undertrykkelse, ved pekuniær aflønning for at følge magthavernes målsætninger eller manipulerende og faciliteret gennem bedre uddannede teknokrater og bureaukraters overtalelsesevner.
Store økonomiske foretagender kontrollerer samfundet
Hvis lønmodtagerne skulle kunne vinde magten over sit arbejde og sit samfundsmæssige liv som den oprindelige frie bonde eller håndværker, må hierarkisk ledelse, tvangen og magten i dens forskellige former nødvendigvis forsvinde til fordel for en økonomisk demokratisering.
Marx havde i første Internationale et voldsomt opgør med Michael Bakunin, fordi denne netop satte spørgsmålstegn ved den autoritære Marx’ forestillinger om folkestaten. Bakunin skulle blandt andet senere blive kendt for det bombastiske udsagn om Marx som socialismens Bismarck.
I en nærmest uhyggelig profeti fremhævede han: ”… der vil være en regering, og læg godt mærke til dette, en overordentlig kompliceret regering, som ikke vil stille sig tilfreds med at regere og administrere masserne, som alle regeringer gør i dag. En sådan regering vil også administrere dem økonomisk ved i sine egne hænder at koncentrere produktionen og den retfærdige fordeling af velstanden, dyrkningen af jorden, oprettelsen og udviklingen af fabrikker, organisering og ledelse af handel samt endelig fordelingen af produktionens kapital af den eneste bankier staten… (En sådan stat vil se) den videnskabelige intelligens styre, det mest aristokratiske, arrogante og foragtelige af alle regimer”.
Omskrevet på nudansk betyder det, at det samfund, vi lever i, er kontrolleret af de store økonomiske foretagender. Disse styrer sine omgivelser herunder det centrale bureaukratiske apparat I EU, NATO og det, der er tilbage af nationalstaternes bureaukratiske forvaltning af de centralt udstukne love og forordninger.
EU ligner i stigende grad en centraldirigeret økonomi (!). Samme centralistiske bureaukrati styres af de store foretagender gennem et kommissærvælde, der ikke er folkevalgt. Det store økonomiske foretagendes teknokrater er et vidensmonopol, der udgør en ophobning af viden, som det enkelte individ næppe kan overskue.
Når disse kapitalkoncentrationer kan påvirke og kontrollere de omgivende politiske og økonomiske strukturer, bliver ministersocialisme og lokal parlamentarisme næppe andet end ’ekspeditionskontorer’ og ’debatsaloner med indlagt hygge’ for et mimetisk borgerligt lovgivningsarbejde, der inspireret af nyliberalismen udgår fra Bruxelles.
Historikeren Lord John Acton skrev i 1887, at magt har en tendens til at korrumpere, den der kommer til at besidde den. Vi kan i forlængelse heraf tilføje, at hvis besidderen får den absolutte magt, ender det med grådighed, rentesøgning (”man skummer fløden”) og i værste tilfælde korruption.
Dette er befordret af politiske beslutningstageres egoisme og nyttemaksimering, og det er her, ministersocialisme viser sig som en forvaltning af det borgerlige samfund frem for en revolution på listesko, der sigter mod et andet frit, demokratisk, økonomisk selvforvaltet og folkestyret samfund!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

