Læserbrev
Handlingslammelse under forhandlinger om ny regering
Lad os nu få aftalt en arbejdsmåde, der gør, at samfundet kan fungere på en jævn og tilstrækkelig måde, også når der er regeringsforhandlinger. Vi kan ikke bare sidde og vente, skriver Thorkild Olesen.
|
Når denne blog udkommer, har vi ikke haft et Folketing og en regering, der har været i arbejdstøjet i 64 dage.
Som formand for handicaporganisationerne kunne jeg på den ene side tænke, at så er der da ikke sket noget dårligt for mennesker med handicap og vores pårørende i næsten 10 uger.
Men på den anden side er der heller ikke sket noget som helst andet, og det er lige så stort et problem, som når der sker dårlige ting.
Hvorfor skal vi for eksempel vente på en bekendtgørelse om patient- og pårørendeudvalg i sundhedsrådene? Loven er vedtaget, og det fremgår her, at de skal være der.
Det er ikke kun det, at regering og Folketinget ikke har fungeret. Det er også det, at hele centraladministrationen heller ikke har været tilgængelig. Alle møder er aflyst, ingen kontakt opretholdes – i hvert fald ikke med os i civilsamfundet. Det har været sådan siden valgets udskrivelse, altså siden den 26. februar. Godt og vel tre måneder.
Det er oven i købet opfattelsen i centraladministrationen, at der ikke kan arbejdes med lovgivning, som er vedtaget, og som skal udmøntes. Der arbejdes heller ikke med bekendtgørelser, som skal fortolke lovgivningen og sørge for, at samfundet bevæger sig videre.
Jeg håber og går også ud fra, at der stadig arbejdes i centraladministrationen. Der er selvfølgelig god tid til at få nedbragt overarbejdspukler og afspadsering, og det er godt. Det hjælper forhåbentlig på et arbejdsmiljø, som kan virke noget hæsblæsende, set udefra.
Og jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at en fungerende regering ikke kan eller må forpligte en ny regerings politisk.
Men det er altså et kæmpestort samfundsmæssigt problem, at der ikke sker noget. Som sagt er der lovgivning, som skal sættes i gang. Der er en finanslov og økonomiforhandlinger med regioner og kommuner, som burde være langt. Og der er et lovarbejde, som er sat fuldstændig i stå.
Vi har nu to gange i træk oplevet, at en regeringsdannelse varer 42 dage eller mere. Det må efter min opfattelse betyde, at man nu sætter sig ned i det kommende Folketing og den kommende regering samt centraladministrationen og finder ud af helt konkret, hvordan arbejdet kan videreføres, mens der ikke er en regering.
Folketinget kunne faktisk godt arbejde. Man behøver ikke vente på en regering for at behandle medlemsforslag eller andre forslag. Det er lidt som om, Folketinget opfatter sig selv som nogle, der skal ledes af regeringen. Men det er faktisk omvendt, i hvert fald hvis man læser grundloven. Regeringen har ikke initiativretten.
Centraladministrationen kunne også arbejde mere mod at gennemføre den lovgivning, som allerede er vedtaget. Hvorfor skal vi for eksempel vente på en bekendtgørelse om patient- og pårørendeudvalg i sundhedsrådene? Loven er vedtaget, og det fremgår her, at de skal være der. Hvis man mangler vejledning om sammensætningen, kunne man jo få den fungerende minister på området til at samle partierne og aftale det nærmere.
Nu er alt mere eller mindre handlingslammet. Når vi så får en regering, går det hele nærmest over i den anden grøft. Så skal alt gennemføres på rekordtid, og så er der ingen ende på, hvad vi skal nå. Finanslov, økonomiaftaler, bekendtgørelser med tre dages høringsfrister med videre.
Så bliver det ikke bare et problem, at vi har været handlingslammet i tre måneder. Så bliver det også et demokratisk problem, at alt bliver sjasket igennem.
Lad os nu få aftalt en arbejdsmåde, der gør, at samfundet kan fungere på en jævn og tilstrækkelig måde, også når der er regeringsforhandlinger! Vi kan ikke bare sidde og vente.
Noget må der ske.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. maj 2026 | 06:45
