Kommentar
Oliekrisen laver et comeback
Der er stilstand i dansk politik, og mens vi venter på, at midtermonsteret langsomt sniger sig ind på os, kan vi lige så stille se energikrisen udfolde sig, skriver Rachel Rhein Johnsen.
|
Hormuzstrædet har været on-off lukket siden den 4. marts i år, og til trods for kontinuerlige forsøg på at holde det åbent udstiller blokaden med pinlig tydelighed, hvor afhængige af andre nationer vi er for at få vores energi.
Flere lande har allerede gjort noget ved denne afhængighed. Zetland har for eksempel beskrevet, hvordan Kina på ingen måde står i samme energikrise som resten af Asien, selv om de også modtager størstedelen af deres olie gennem Hormuzstrædet. Kina har nemlig investeret storstilet i blandt andet vindenergi. I 2021 tilkoblede et kinesisk elselskab en havvindmøllepark til det kinesiske elnet, der svarer til næsten halvanden gang så meget strøm som hele Danmarks kapacitet. De har fortsat sådan siden og er altså godt i gang med at gøre sig uafhængige af olie og (især) dem, der sælger den.
Det er og bliver regeringen, der har det største ansvar for at bevare et levedygtigt klima for den næste generation og bremse de værste konsekvenser af klimakollapset.
Og Kina er ikke den eneste nation, der reagerer på energikrisen. I starten af maj kunne man læse på DR, at den norske regering har besluttet at genåbne oliefelter, der har været lukket siden 1998 for, ifølge Norges statsminister Jonas Gahr Støre, at ”bidrage til Europas energisikkerhed”.
Samtidig tjener oliefirmaer over hele Europa kassen på denne krise, mens de sagsøger EU-medlemslande for at indføre det, de synes, er ulovlige skatter på deres overskud.
Det hele er kort sagt lidt noget rod, hvor Kina på en eller anden måde ligner et foregangsland, og Norge er ved at bringe os tilbage til stenalderen. Situationen er forvirrende, den er uoverskuelig, og man bliver skræmmende bevidst om, hvor forbundet hele verden er – ikke på den der optimistiske tech-bølge måde, men på den der, ’en flagermus i Kina kan lukke hele verden ned’-måde.
Men situationen behøver ikke kun være uoverskuelig. For et par uger siden drak jeg kaffe hos mine bedsteforældre, hvor de fortalte mig om energikrisen tilbage i ’73. Dengang var min far otte år gammel, og de boede i et nyopført parcelhuskvarter på Vestegnen. De husker begge to energikrisen, min farmor husker især, at det lokale energiselskab holdt workshops om, hvordan man lavede mad med mindre energi (man skal slukke ovnen 10 minutter før, maden er færdig, og køre resten på eftervarme), og at de lukkede spisestuen af om vinteren for at opvarme færre rum.
Det eneste, jeg vidste om energikrisen, var, at staten indførte bilfri søndage for at spare på olien. Det lyder i mine nutidige ører ret vildt, men da jeg spurgte mine bedsteforældre om det, trak de bare på skuldrene, ’sådan var det jo bare’, måtte jeg forstå. Det skal her indskydes, at der reelt kun var 11 bilfri søndage, så måske er det derfor, de ikke husker det så tydeligt, men alligevel.
Forstå mig ret: jeg er på ingen måde fortaler for, at klimakollapset bliver lagt over på befolkningen ved for eksempel at basere vores reduktioner på frivillige aftaler og borgernes personlige forbrug. Det er og bliver regeringen, der har det største ansvar for at bevare et levedygtigt klima for den næste generation og bremse de værste konsekvenser af klimakollapset. Men måske netop derfor synes jeg, at bilfrie søndage er så interessant en ide.
I det samfund vi har i dag, hvor ansvar og beslutninger bliver lagt over på den enkelte – du kan vælge at købe bæredygtigt, men du kan også bare lade være – virker det desto mere modigt, at staten tager den slags valg for en. At de laver en kollektiv restriktion på en fælles ressource, så det ikke bare er de rigeste, der kan køre i bil, men alle der kan køre i bil (bortset fra om søndagen, hvor ingen kan køre i bil).
I Nødbremsen har vi (indrømmet) altid været optaget af biler – ikke de enkelte bilister, men privatbilismens nødvendighed. Nødbremsen startede som en kampagne i protest mod opførelsen af 15 nye motorvejsprojekter, fordi vi ikke skal låse os yderligere fast i privatbilisme og CO2-tunge anlæg midt i et klimakollaps.
For at gøre regeringen og befolkningen opmærksom på klimakollapset og motorvejsbyggerierne har vi blokeret veje og afbrudt kulturarrangementer, men vi forsøgte altid af fortælle bilisterne, at det ikke var dem, vi var oppe imod. Privatbilisme kan virke logisk, når ét stop med cityringen koster 24 kroner, men derfor er vi jo nødt til at skalere ned alligevel.
Vi står i en oliekrise, og vi står i et klimakollaps, det eneste logiske at gøre derfra er at gøre os uafhængige af olie og gas, skrue ned, ikke op for fossile projekter og investere benhårdt i kollektive løsninger, der ikke skader planeten.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. maj 2026 | 06:00
