Tale
Slut med lave renter?
Øjeblikkets geopolitiske kaos og udsigten til mindre dollardominans, mere fragmenterede markeder, stigende priser på råvarer og permanente kriser tyder ikke just på lave renter i den nære fremtid, skriver Karen Helveg Petersen i denne blog.
|
Professor på CBS Jesper Rangvid har skrevet en bog med titlen “Rentefald: Hvordan lave renter forandrer verden og Danmark”.
Man må altså forstå, at rentefaldet er drivende kraft.
Overraskende nok udvikler Marx ikke nogen særlig teori om pengerenten i tredje bind af Kapitalen, tværtom mener han blot, at den er bestemt af pengemarkedets udbuds- og efterspørgselssituation.
I finanskriser bliver der mangel på gode nationalbankpenge, fordi en masse gæld forfalder på samme tid. Derfor stiger renten.
Den rentestigning vil påvirke investeringer. Men i øvrigt kan både situationer med kraftig og svag økonomisk aktivitet være forbundet med høje eller lave renter.
Marx ser altså ikke noget entydigt forhold mellem den “reale” økonomi og pengerenten.
Det holder stadig – dog med den tilføjelse, at ét væsentligt forhold ikke gjaldt på Marx’s tid: statsobligationer som regulator og aktør på pengemarkedet via centralbankens salg og køb.
Men her er der igen flertydighed, for centralbanken hæver styringsrenten i inflationstider, der imidlertid normalt vil være forbundet med høje renter på finansmarkedet. Det vil sige, der er et spil mellem bank- og centralbankrenter.
Hvad skyldes den ulige verden?
Rangvid taler om rentefaldet mellem 1980, hvor renten toppede, og 2020.
Han mener, konsekvenserne af de lave renter er en stadig mere forgældet verden, højere boligpriser, stigende aktiekurser, større ulighed og mere finansiel risikovillighed.
Lad os se på punkterne ét for ét.
En mere forgældet verden skyldes vel stigende kapitalbevægelser samt alle slags finanstransaktioner i en verden, hvor reguleringer faldt bort. Højere boligpriser skyldes også højere levestandard, begrænset boligudbud, lavere skatter.
Rigtigt, at aktiekurser stiger, når renten falder, men aktiekursen bestemmes først og fremmest af virksomhedernes profitudsigter.
Aktiekursen bestemmes først og fremmest af virksomhedernes profitudsigter. At verden er blevet mere ulige skyldes ikke mindst den dominerende klasses stadige pression for uhæmmet kapitalisme.
At verden er blevet mere ulige skyldes ikke mindst den dominerende klasses stadige pression for uhæmmet kapitalisme.
Større finansiel risikovillighed, ja, men renten er i sig selv et resultat af et grænsesøgende marked.
Rangvid ser verden gennem sin forudfattede kausalprisme, som fordrejer og forkorter perspektivet.
Derudover abonnerer Rangvid på gængse makroøkonomiske forestillinger.
For eksempel ser han globaliseringen gennem handel, et sted letfatteligt illustreret ved international priskonkurrence om T-shirts.
Men hvad med de mange grænseoverskridende investeringer og hjemtagning af profitter eller komplicerede værdikæder af halvfabrikata og råstoffer – samt tilsvarende finansielle transaktioner?
Hvad er opsparing?
I indledningen skriver han, at den samlede opsparing vil være lig de samlede investeringer.
Det er gængs makroøkonomi, der ikke bekymrer sig om finanser.
Men at en professor i finansiering præsenterer dette naive udsagn, er noget overraskende.
Hvordan måler man opsparing? Ved bestemte typer af bankkonti? Svarer finansielle anbringelser altid til realinvesteringer? Er de lig med opsparing?
Hvad med kommerciel kredit og løse penge samt finansialisering af alle slags ressourcer? Professoren åbner mod fremtiden og påpeger, at der er tegn på både højere og lavere renter.
Med hensyn til det sidste griber han til demografiske grundforhold.
Udsigten til højere levealder vil få yngre generationer til at sprede deres opsparing over længere tid og acceptere lavere rente, og det faldende befolkningstal vil bevirke lavere renter, fordi kapitalen vil øges i forhold til arbejdsstyrken og derfor få mindre afkast – og derigennem lavere rente.
Altså rente og afkast falder sammen. “Vækstens” aftagen vil pege i samme retning, via hvad?
Det forklares med henvisning til en model baseret på opsparingslyst og evne.
Hvis afkastet falder, vil virksomheder låne mindre.
Øjeblikkets geopolitiske kaos og udsigten til mindre dollardominans, mere fragmenterede markeder, stigende priser på råvarer og permanente kriser tyder ikke just på lave renter i den nære fremtid – og den fjernere fremtid fortoner sig i det højst uvisse.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. maj 2026 | 14:34
