Selvfølgelig skal mennesker, der bor i Danmark, følge loven, lære sproget, gå på arbejde og deltage i samfundet. Det burde ikke være kontroversielt.
Men BT’s leder 6. maj stopper ikke dér. Den går videre og skriver, at man bør overveje ikke at tage tørklæde på, at unge mænd med indvandrerbaggrund bør lade være med at gå i sort tracksuit, og at forældre ikke bør give deres børn navne som Muhammed eller Fatima.
Integration måles på handling: arbejde, lov og deltagelse. Ikke på navne, tøj og synlig forskel.
Så handler det ikke længere om integration, men om assimilation: Du må være her, hvis din forskel ikke kan ses.
Det viser, at BT ikke nøjes med at måle integration på handlinger. Man kan arbejde, følge loven og deltage i samfundet – og alligevel få sit tilhør draget i tvivl, hvis navn, tøj eller religiøse udtryk markerer en anden baggrund.
Det skyldes, at BT’s leder ikke kun spørger, om mennesker bidrager. Den spørger, om de også passer ind i et bestemt billede af Danmark. Navne, tørklæder og tøj bliver brugt som tegn på, om man har valgt Danmark tydeligt nok.
Forestil dig en pige, der er født i Danmark, taler dansk, går i dansk skole og har forældre, der arbejder og betaler skat. Hvis hendes navn Fatima alligevel tæller imod hende, er problemet ikke hendes integration. Problemet er, at hun stadig skal bevise, at hun hører til.
Det betyder ikke, at unge mænd med indvandrerbaggrund aldrig kan skabe uro. Selvfølgelig kan de det, ligesom andre unge mænd kan. Uro, chikane og kriminalitet skal mødes konkret. Men problemet er handlingen – ikke navnet, tøjet eller oprindelsen.
Den samme logik ligger i BT’s ordvalg. Når mennesker, der bor, arbejder og betaler skat her, kaldes “gæster”, gøres deres tilhør usikkert. En gæst skal takke og tilpasse sig. En borger er en del af samfundet.
Forskydningen fra handlinger til tegn har en politisk funktion. Når boligen bliver dyrere, arbejdet hårdere, velfærden mere presset og fremtiden mere usikker, er årsagerne svære at få greb om. De ligger i politiske valg, økonomiske interesser og samfundets indretning. Navne, tørklæder og tøj er derimod synlige. De giver uroen et ansigt: naboen, kollegaen eller klassekammeraten.
Derfor skal pointen vendes om: Det er ikke Fatima, der har gjort boligerne dyrere. Det er ikke et tørklæde, der har skabt stress på arbejdet. Og en sort tracksuit er ikke i sig selv et bevis på, at man ikke vil være dansker. Det kontroltab, mange mærker, ligger i arbejdspresset, boligmarkedet og pressede velfærdsinstitutioner – ikke i naboens navn.
Her ligger lederens politiske virkning: Den gør synlig forskel til forklaring på en utilfredshed, der har andre årsager. Lederen tilbyder danskerne rollen som kulturens ejere og en følelse af moralsk overtag, mens opmærksomheden flyttes væk fra de forhold, der presser hverdagen for de fleste.
Når kollegaen, naboen eller klassekammeraten først og fremmest ses som fremmed eller integrationsproblem, bliver det sværere at se de fælles interesser. Så bliver sociale problemer gjort til spørgsmål om kultur og oprindelse.
Integration måles på handling: arbejde, lov og deltagelse. Ikke på navne, tøj og synlig forskel.
Et barn hører ikke mindre til i Danmark, fordi det hedder Fatima. Integration er at blive en del af samfundet. Det er ikke at gøre sig usynlig for at blive tålt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


