Læserbrev
Selvfølgelig. Det skal man være politiker for at have svært ved at forstå.
Log ind for at svareHer er to ting, der bringer velfærden i fare
Hvis vi vil udvise reel økonomisk ansvarlighed, kræver det, at vi investerer mere i velfærden – og bruger pengene klogere. Vi socialrådgivere ved, hvad der virker. Og vi ved, hvad det koster, når vi lader være, skriver Signe Færch.
|
Der bliver ofte talt om økonomisk ansvarlighed i dansk politik. Om at holde igen, prioritere hårdt og sikre balance i regnearkene. Det fører tit til besparelser, der paradoksalt nok kan blive dyre på den lange bane.
Hvis vi vil udvise sand økonomisk ansvarlighed, skal vi i stedet sikre to ting. At vi holder hånden under vores fælles velfærdsmodel – den model, der har gjort Danmark til et af verdens rigeste og mest tillidsfulde samfund. Og for det andet bruge pengene klogt. Ingen af delene sker desværre i dag.
Velfærden er nemlig presset af to ting:
1) Vi bruger for få penge.
2) Vi bruger dem forkert – og for sent.
I store dele af det danske samfund er velstanden vokset markant gennem de seneste årtier. Danmark er blevet rigere. Alligevel er den offentlige sektor ikke fulgt med.
Tværtimod er der i dag færre offentligt ansatte per bruger, end der var for 18 år siden, og den offentlige sektors andel af BNP er faldet. Det mærkes i hverdagen.
Socialrådgivere, lærere, pædagoger og sosu’er løber stærkere, end de gjorde før. Det er ikke kun et arbejdsmiljøproblem. Det er et samfundsproblem. For vi har alle sammen brug for et velfærdssamfund, der fungerer – og for de fagprofessionelle, der hver dag holder det kørende med høj faglighed og stort engagement.
Alt for ofte bruger vi pengene på for sen og for dyr hjælp i stedet for at hjælpe tidligt og klogt.
Men udfordringen er ikke kun, at vi bruger for få penge. Vi bruger også pengene forkert.
Alt for ofte bruger vi pengene på for sen og for dyr hjælp i stedet for at hjælpe tidligt og klogt. Vi bruger midler på tabt arbejdsfortjeneste til forældre, når børn med ufrivilligt skolefravær i stedet kunne have fået et skoletilbud, der kunne rumme dem fra start.
Vi bruger penge på at gennemgå allerede tilkendte førtidspensioner i stedet for at investere i mennesker, der lige nu balancerer på kanten af arbejdsmarkedet. Vi betaler for herbergspladser, fordi nogle mennesker på kontanthjælp får så lille en indkomst, at de ikke kan betale en bolig.
Det er ikke bare dyrt. Det er uklogt. Som socialrådgivere ser vi konsekvenserne hver eneste dag. Misforstå mig ikke: Tabt arbejdsfortjeneste, førtidspension og herbergspladser er vigtige dele af det sociale sikkerhedsnet, som jeg til enhver tid vil forsvare. Men når mennesker ender der, kunne det alt for ofte være forebygget med tidligere og bedre hjælp.
Derfor er behovet klart: Vi har brug for en forebyggelsesreform, så socialrådgivere, lærere, pædagoger og andre faggrupper kan hjælpe bedre og tidligere.
Vi har mange eksempler på god forebyggelse, så lad mig blot fremhæve ét: I Odense Kommune har man investeret i bedre tid til børn og familier, der har brug for støtte. Det koster 11 millioner kroner om året, fordi det kræver flere socialrådgivere.
Men på bare fire år er halvdelen sparet hjem. Færre tvangsanbringelser. Færre klager. Lavere sygefravær. Større stabilitet blandt medarbejderne. Og på længere sigt: bedre livschancer for børnene. De økonomiske besparelser og de menneskelige gevinster er langt større, hvis vi ser på de næste 10 år af børnenes liv. Og endnu større efter 20 år.
Forebyggelse er ikke en blød udgift. Det er en hård investering i både mennesker og økonomi.
Hvis vi vil udvise reel økonomisk ansvarlighed, kræver det, at vi investerer mere i velfærden – og bruger pengene klogere.
Vi socialrådgivere ved, hvad der virker. Og vi ved, hvad det koster, når vi lader være.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. maj 2026 | 06:11
