To brune børn, der har prydet facaden i børnehaven Stjernen i Aalborg, fik i weekenden op til påske savet deres hoveder af.
I 20 år har der ellers på børnehavens mur hængt træfigurer af legende børn. Men nu har de eneste to figurer med brun hud fået fjernet hovedet, mens de hvide figurer er uskadte.
Kræver handlingsplan mod racisme
Det racistiske hærværk var på dagsordenen på mødet i Aalborg Byråd i sidste uge.
Her krævede Nordjysk Enhedsinitiativ, at kommunen får en handlingsplan mod racisme.
– Aalborg Kommune har ikke en handlingsplan mod racisme. En handleplan kan være med til at sikre, at det ikke overlades til den enkelte institution og forældregruppe at tackle racistiske hændelser som denne. Derfor mener vi, at et samlet byråd skal sikre, at problemerne med racisme i kommunen tages alvorligt. Der er brug for hurtigt at udarbejde og vedtage en forpligtende handlingsplan mod racisme, forklarer Jens Crumlin fra Nordjysk Enhedsinitiativ og uddyber:
– Racisme kan ikke ties ihjel. Derfor forventer vi som borgere, at byrådet tager ansvar og handler for at sikre tryghed og ligeværd for alle borgere i kommunen uanset etnisk baggrund.
Men forslaget om en handlingsplan mod racisme blev pure afvist af et stort flertal i byrådet.
– Vi mener ikke, at vi ud fra den her enkeltsag skal oprette en handleplan mod racisme. Lige præcis den her situation viser, at beredskabet har været i orden. Ledelsen og forvaltningen og politiet har hurtigt været inde over sagen, mener Søren Kusk fra Socialdemokratiet.
Også Venstre afviser, at kommunen skal udarbejde og vedtage en handlingsplan mod racisme.
– Løsningen er ikke en generel handleplan. Det er bedre, at man lokalt finder den rigtige løsning frem for at låse sig fast i nogle rigide regler. Det vigtigste er ikke, om der ligger endnu et papir i skuffen, men at vi handler, når problemet opstår, mener Venstres byrådsmedlem Maja Torp.
Byråd bakker op om tavs ledelse
På byrådsmødet havde Enhedslisten fremsat et forslag til en udtalelse, der slår fast at:
“Byrådet fordømmer på det kraftigste hærværket mod Børnehaven Stjernen i Vestbyen. Det er helt afgørende for Aalborg Kommune, at alle kan føle sig velkomne og trygge i vores dagtilbud – uanset deres ophav og etnicitet”.
Men den tekst stemte kun tre for (Enhedslistens to medlemmer og Vibeke Gamst) – mens resten af byrådet (28 byrådsmedlemmer) stemte imod udtalelsen.
I stedet vedtog flertallet på 28 byrådsmedlemmer en udtalelse, der udtrykker fuld støtte til ledelsen i børnehaven, der har forsøgt at tysse sagen ned i medierne.
Byrådsflertallet besluttede ikke at fordømme det racistisk motiverede hærværk. I udtalelsen ligger der ingen afstandtagen eller fordømmelse af det racistisk motiverede hærværk. Der ligger ingen omsorg for forældre og børn.
Jens Crumlin, Nordjysk Enhedsinitiativ
“Børne- og Undervisningsudvalget udtrykker sin støtte til ledelsen i daginstitutionen Stjernen for håndteringen af det begåede hærværk. Børne- og Undervisningsudvalget hylder fortsat mangfoldighed på alle områder”.
Den beslutning vækker undren hos Nordjysk Enhedsinitiativ, der havde taget initiativ til en antiracistisk markering foran byrådssalen.
– Byrådsflertallet besluttede ikke at fordømme det racistisk motiveret hærværk. I stedet valgte de at bakke op om ledelsens håndtering. I udtalelsen ligger der ingen afstandtagen eller fordømmelse af det racistisk motiverede hærværk. Der ligger ingen omsorg for forældre og børn, siger Jens Crumlin fra Nordjysk Enhedsinitiativ til Arbejderen.
Den politiske opbakning til børnehavens ledelse undrer Nordjysk Enhedsinitiativ.
– Nordjysk Enhedsinitiativ har to gange stået ved børnehaven for at tale med forældre. Alle de forældre, vi har talt med, er frustrerede over ledelsens forsøg på at tysse hærværket ned, fortæller Jens Crumlin.
Frustrerede forældre
En af de forældre, der er frustrerede over forløbet, er Eric Xavier Jensen, der er forælder til en dreng i børnehaven.
– Da vi forældre møder i børnehaven sammen med vores børn mandag morgen, kan vi se, at de brune børn på facaden har fået savet deres hoveder af. Vi får ingen orientering fra lederen om, hvad der er sket, og de oversavede brune børnekroppe bliver hængende. Det var meget mærkeligt. Der var helt stille, fortæller Eric Xavier Jensen til Arbejderen.
Et par dage efter hærværket bliver der skrevet en lille artikel i Nordjyske.
Artiklen bliver delt af en influencer og går viralt, og først derefter bliver de oversavede træfigurer pillet ned. Men forældrene får stadig ikke en orientering.
– Først om mandagen – altså en uge efter det racistiske hærværk – får vi forældre en orientering. Det er bare en meget kortfattet besked for et par linjer på aula, hvor der bare står, at hærværket er blevet politianmeldt. Men der står ikke et ord om racisme eller det videre forløb. Jeg er overbevist om, at hvis ikke artiklen om hærværket var gået viralt, så havde vi ikke fået en orientering, tænker Eric Xavier Jensen.
Eric tog med til protesten foran byrådet – og deltog også i selve byrådsmødet.
– På byrådsmødet roser flere politikere ledelsen og fortæller, at vi forældre er blevet inddraget. Jeg tænkte bare: Det er lodret løgn. Aldrig har jeg haft så svært ved at holde kæft.
– Det var dybt frustrerende at høre på. For politikernes argument for ikke at gøre mere og ikke vedtage en handlingsplan mod racisme er, at de mener, at sagen er blevet håndteret korrekt. Det er, som om man bare lader som om, det aldrig er sket. Det er forkasteligt. Stilhed larmer… Det er, som om stilheden siger noget om, at man ikke synes, at det er vigtigt. Det er utrygt. Vi bør forlængst have lært, at man ikke kan tysse racisme ned, mener Eric Xavier Jensen.
Han mener ikke, at det tilfældigt, at man har gået efter netop børnehaven Stjernen.
– Børnehaven er en international børnehave, hvor halvdelen af børnene har anden etnisk baggrund. Det er utrygt. Børnene på facaden repræsenterer jo de børn, der går i børnehaven, forklarer Eric Xavier Jensen.
Enigt byråd tog afstand mod racistisk hærværk mod jøder
Byrådets mangel på afstandstagen til det racistisk hærværk i børnehaven står i skarp kontrast til den udtalelse, som et enigt byråd vedtog, da Den Jødiske Kirkegård blev raseret i 2019.
Her vedtog byrådet – få dage efter hærværket var begået – at “Et samlet Aalborg Byråd tager på det kraftigste afstand til hærværket udøvet på Den Jødiske Kirkegård i Aalborg i weekenden”.
Men nu tøver flere politikere med at tage klar afstand fra hærværket – som Nordjyllands Politi har valgt at efterforske som en racismesag. Efter et par ugers efterforskning valgte politiet dog at henlægge sagen.

Foto: Pia Thorsen
Dansk Folkeparti stiller spørgsmål ved, om det hele bare er en “ungdomsleg”.
– Der er ingen, der ved, hvem det var. Var det bare en ungdomsleg? Var det bare nogen, der har gjort noget forkert? Så jeg støttet op om, at Stjernens ledelse har gjort det så godt, som de kunne, lød det fra medlem af Aalborg Byråd for Dansk Folkeparti Anne Mette Mortensen.
Og Venstre så helst, at sagen slet ikke blev taget op i byrådet.
– Vi giver det her for meget opmærksomhed. Racisme næres af opmærksomhed. Vi så allerhelst, at det her slet ikke havde været sat på dagsordenen. Det at give sagen opmærksomhed og nu have sagen i byrådssalen giver bare den modsatte effekt af det, vi ønsker, lød det fra Venstres byrådsmedlem Maja Torp.
Byrådsflertallets mangel på klar afstandstagen vækker vrede i Nordjysk Enhedsinitiativ.
– Da Den Jødiske Kirkegård blev udsat for racistisk hærværk, gik der bare to dage, før et enigt byråd tog afstand. Derfor er det hykleri, at det nu kun er Enhedslisten og en løsgænger, der stemmer for en klar afstandstagen fra det racistisk hærværk mod børnehaven, mener Jens Crumlin.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


