Kritik af halehæng til Frankrig
Når sundhed ikke følger med bag tremmer
En importmodel kan sikre uafhængig behandling og bedre sammenhæng før og efter afsoning.
|
Af Mette Groth, Landsforeningen KRIM
I Danmark har vi et sundhedsvæsen, der bygger på princippet om lige adgang for alle.
Men for mennesker i fængsel er virkeligheden ofte en anden. Når et menneske frihedsberøves, overtager staten ansvaret – også for sundheden. Alligevel er sundhedsindsatsen i fængsler ikke organiseret som en integreret del af det øvrige sundhedsvæsen.
Sundhed underlæsgges kontrol og sikkerhed
I praksis betyder det, at sundhed bliver underlagt et system, hvor sikkerhed og kontrol naturligt har førsteprioritet.
Konsekvensen er, at indsatte – som i forvejen har markant dårligere sundhed end befolkningen generelt – ikke har samme adgang til behandling.
I Landsforeningen KRIM møder vi løbende mennesker, som oplever netop dette.
Når et menneske frihedsberøves, overtager staten ansvaret – også for sundheden.
Som en indsat formulerer det: “Der er en oplevelse af, at sundhedsfaglige vurderinger i fængsler kan blive påvirket af hensyn til drift og sikkerhed – for eksempel mangel på personale. Det kan betyde, at indsatte ikke altid bliver henvist til videre undersøgelser, selv når det vurderes nødvendigt. Samtidig er der større tillid til, at eksterne læger vil være uafhængige og bundet af den tavshedspligt, som man kender fra sundhedsvæsenet udenfor”.
Citatet peger på et centralt problem: manglende uafhængighed og sammenhæng i sundhedsindsatsen. Danmarks Fængsler har samtidig store udfordringer med at rekruttere og fastholde sundhedsfagligt personale, og ressourcerne står ikke mål med behovet.
Resultatet er et system, hvor behandling forsinkes, afbrydes eller slet ikke iværksættes.
Andre lande skaber mere lighed i sundhed
I flere andre lande har man valgt en anden tilgang. I Norge arbejder man eksempelvis med den såkaldte importmodel, hvor sundhedsydelser i fængsler leveres af det almindelige sundhedsvæsen frem for af Danmarks Fængsler.
Det betyder, at indsatte møder det samme system som resten af befolkningen, og at behandlingen hænger sammen før, under og efter afsoning.
Erfaringerne peger på bedre kvalitet, større faglig uafhængighed og en mere sammenhængende indsats – netop den sammenhæng, der i dag mangler i Danmark.
Spørgsmålet er derfor, om vi vil acceptere et system, hvor nogle borgere reelt har ringere adgang til sundhed – eller om vi vil insistere på, at retten til sundhed gælder alle.
Importmodellen er ikke en mirakelløsning.
Men den er et konkret og realistisk bud på, hvordan vi kan skabe bedre kvalitet, større sammenhæng og mere lighed i sundhed – også bag tremmer.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
31. marts 2026 | 06:30
